Selv om der var mange andre angreb fredag d. 13. november, er det “Bataclan” der er gået ind i sproget. På samme måde vil angrebet i Nice formodentlig gå ind i bevidstheden som “Bastille-angrebet”. Det slår specielt hårdt hos franskmænd.

Bastille-dagen symboliserer frihed, lighed og broderskab. Nu symboliserer det terror, og den kommer indefra. Det er det skræmmende.

Man må ikke tro at dette ikke synker ind, selv om franske medier er forsigtige. Men det tager tid at bearbejde.

Hele verden blev berørt af det som skete. Det er som om man befinder sig i nærheden af et kraftfelt. De der var i Nice og omegn føler det selvsagt ekstra stærkt. Der findes fortsat noget der kan kaldes den franske nation.

Pludselig kan vi se noget helt nyt bryde op til overfladen. Det ligger og arbejder, hos den enkelte.

For hverken Bataclan og Bastille er noget man bliver færdig med. Det ligger der og gærer, og ved hvert angreb må man gå lidt dybere ind i en selv for at forstå hvad slags tid vi lever i.

Det her forsvinder ikke.

Det giver anledning til eksistentielle spørgsmål til både den enkelte som individ og og til samfundet.

Måske er det den enkelte, som må stille spørgsmålene og give svarene på dem. Politikerne og medierne vover ingene af delene.