De samme spørgsmål stilles og de der har forstået, forsøger tålmodig at forklare. Men det preller af. Det er som om medierne, politikerne og akademikerne ikke vil forstå.

Danmark diskuterer igen en ny kanon. Denne gang skal den være inkluderende. Men de vigtige spørgsmål er behændigt glemt, skubbet til side.

Danske aviser har de seneste uger skrevet om elever der forlader undervisningen på VUC fordi de ikke kan li at ytringsfrihed står over religion, eller fremstillingen af kvinder i en film. Berlinger’en skrev om forældres tugt af deres døtre. De tar døren til toilettet væk for at de ikke skal kunne sms’e uset. Skolerne tør ikke gribe ind. Arabisk bruges til at mobbe medelever og lærere i timerne på skolen.

Historierne er ikke ukendte. Det er rapporter fra dansk hverdag. Første gang jeg hørte om den kulturelle modstand var da Kåre Bluitgen beskrev den i bogen Til gavn for de sorte (2002): Når eleverne læste litteratur fra 1880-erne havde de ingen forståelse for alenemoren. For dem var hun en luder.

Denne viden har forvalterne af det danske samfund kendt til i årtier. Hvad har de foretaget sig? Undervisningsministeriet tillader oprettelse af et islamisk gymnasium i Slagelse.

Den kører bare. Islamiseringen af Danmark kører på skinner. Det gør den også i Norge. I Sverige blev det i går forbudt for politiet at benytte magt for at udvise asylsøgere. Hvis de ikke rejser frivillig vil det ikke være mulig at få dem ud. Sverige er bare det mest ekstreme eksempel på lande der lider af noget der minder om dødsdrift.

Den samme syge ser ud til at brede sig i Vesteuropa og USA.

USA skulle under landets første sorte præsident bli en model for integration og tolerance. I stedet er polariseringen og modsætningerne øget. Ikke på grund af hans hudfarve, men hans stærke ideologi. Denne ideologi er angivelig anti-racistisk, men samtidig er den mod hvide. Hvordan kan man være anti-racist hvis man er mod hvide mennesker?

USAs egen president fyrer op under denne ideologi.

Vesten gennemlever virkelig mørke tider. Den er i krig med sig selv.

Hvis man læser interviewet som den “konservative” avis Die Welt har lavet med den hollandske forsker Ruud Koopmans, så ser man at intervieweren har alle de rigtige reflekser, og de går ud på at vestlige mennesker skal opgive sig selv. Men hvordan kan man bygge et samfund hvis man gir afkald på sig selv?

Destruktionslysten bliver stadig tydeligere.

Meldingerne om at kristne trakasseres i danske asylcenter er det absolutte lavmål. Det betyder at muslimerne føler de godt kan vise sin fjendtlighed mod kristendommen på dansk jord, og endnu værre: At danske myndigheder ikke gør noget for at forsvare den tro som landets kultur er bygget på.

Der er deroute over hele linjen.

Mogens Glistrup blev kendt for at ville nedlægge forsvaret og automatisk afspille et lydbånd ved invasionen: Vi overgiver os.

Nu er det ikke sjov længere. Det er den politik eliten har fulgt de sidste ti år. Demonteringen af Danmark har gået sin gang, men alligevel lader man som om man intet forstår.

Det er den virkelige Danmarkskanon, som eliten har forfattet i alle disse år.