Briterne har kastet hansken til EU og Magten har plukket den op. Det blæses til fuld krig. Det er viktig at vide hvem der er hvem.

For unionen og Tyskland er nationen en trussel. Nationen er det eneste der virkelig kan true unionen under tysk ledelse. Hvorfor? Fordi nationen samles om noget der er bundet til historie og kultur, den er ensbetydende med grænser. EU representerer det grænseløse, i flere betydninger.

Det nationale rum har en national karakter. Men under EU-paraplyen bliver også de nationale rum avnationalisered. Processen har kommet langt i de fleste vesteuropeiske lande.

Det sker på to måder: Via multikulturalismen med sin politiske korrækthed der indfører en ny type formynderstat, og via islam og islamisering av det nationale rum.

Multikulturalismen og islam undergraver i fællesskab den nationale kultur. Hvis udviklingen får løbe nogle år til vil uthulingen av den nationale historie og identitet ha gået så vidt at det vil kun vil være mindre grupper der klarer at fastholde den gamle kultur.

Det er svært at undgå den konklusion at det har været hensigten. Demontering af nationalstaten.

Derfor var Leave-sejeren et chok. Der mobiliseres til omkamp.

Ingen dansk avis taler såvidt jeg kan se folkets sag mot Magten. (JP gør et svagt forsøg i dag: EU må øve selvkritik) Der anføres økonomiske grunde for at blive. Men disse ser helt bort i fra at prisen er at miste sit land. Det skaber en helt mærkelig disharmoni i offentligheden.

Ytringsfriheden er allerede sterkt beskåret, kvinders ligestilling sættes på en hård prøve, politimænd angribes, det samme gør homofile. Det sidste er studenter som bliver sprøjtet med syre, som i Pakistan.

Hvis medierne havde gjort sit job ville de trukket paralleller til det der sker i land som Pakistan og Bangladesh, hvor jihadisterne går efter sin ofre med macheter, ofte på åben gade. De hakkes ned foran øjnene på lamslåede tilskuere. En politichef blev dræbt i sit hjem, foran sin  kone. Slik har vi det ikke her, tænker vi. Men det har vi jo: IS har opfordret tilhængere til “vilde angreb” på ordensmagten eller myndighedspersoner. Det brutale drapet på et fransk politiægtepar udenfor Paris 13. juni, var helt efter IS-opskriften.

Larossi Abdalla sendte det hele live på facebook. Det var ikke Marc Zuckerberg forberedt på. Han er mer optaget af at stænge ned indfødte europeere der griber til tastaturet. De er i hans og Angela Merkes øjne farligere end jihadister med kniv.

                                        Foto: Drabene på Jean-Baptiste Salvaing og Jessica Schneider har rystet fransk politi. Grænsen går ved politimænds privatliv.

Informationen om ikke bare angreb, men islamiseringen af det offentlige rum, fylder meget. Men den får intet svar fra oven, fra myndighederne. Fransk politi får ta med sig tjenestevåben hjem. Men soldater i Vest-Europa må ikke bære uniform til og fra job.

Vi trækker os. Giver det mening at kalde det forsvarsmagt når vi ikke en gang tør forsvare vårt eget offentlige rum?

Folk er desorienteret. De får ingen hjelp til at analysere det der sker. Og politikerne undlader at stille det oplagt spørgsmål: Hvordan kan demokratiet forsvare sig?

Hvor lang tid tar det for at synke ind at samfundet er under angreb?

Den franske anklager Froncois Moulins har senere tirsdag oplyst, at man i gerningsmandens hjem har fundet en liste, hvor rappere, journalister, politibetjente og offentlige embedsmænd stod optegnet som mål.

Har pressen og musikere registreret at de står på listen?

Paralyse

Myndighederne og establishement virker paralyseret. De virker mer bange for sin egen befolkning end for islamister. Kan det ha noget med at de fører en politik for integration der er på islams premisser? Det er en fuldstændig schizofren politik, og man kan forstå at de dermed er erkendelsesmæssig blokeret. Det er svært at hoppe over sin egen skygge.

Man kan forstå at de har et behov for at sige at terroren intet har med islam at gøre, eller er en perverteret form.

De nægter at indse at det er deres egen politik der åbner for at islam tar meget mer plads.

Det er således en selfdefeating politik de fører.

Svigtet

Følelsen av at være svigtet og forrådt opstår når nationale regeringer er mer optaget af lojalitet til Bruxelles enn deres egne borgere. Så er man helt låst.

Det samme mønster aftegner sig over hele Vest-Europa. Det er befolkningerne der er blevet problemet.

Det sier sig selv at denne konstruktionen ikke kan holde i det lange løb.

Briterne har startet noget. Ånden er ude af flasken og hverken Bruxelles eller Berlin eller København kommer til at få den tilbage igen.

Vi laver pludselig historie igen. Den overnationale løsning er upolitisk. Den tar beslutningerne ud av hænderne på folket.

Nå har folket genopdaget sin magt. De kan bestemme over deres egen skæbne.