Den forrige Danmarkskanon var præget av højkultur, af dansk gullalder. Da kirkeminister Bertel Haarder denne gang skulle vælge sig et tegn på den nye kanon tok han med en murerske.

Værdierne er nu reduceret til en tynn suppe: Arbejd, ligestilling, ytringsfrihed, højskolekultur og cykling.

Det er svært at få øje på nogen dybere forståelse for problemernes karakter i Haarders udlægning. Han er mod arrangerede ægteskab, men han vil ikke forbyde hverken niqab, hijab eller segregeret svømmeundervisning. Men hvis han ikke vil forbyde – og skjuler sig bag at staten ikke skal blande sig ind – så lægger han op til den samme kultur som praktiserer arrangerede ægteskab. Det ved Haarder godt, det ved muslimerne godt, og derfor tar de ikke hans kanon alvorlig.

Haarder er er veteran-politiker der sig tilbage og forstår at han har mange synder på samvittigheden, synder der vil komme til at præge hans eftermæle.

Han forsøger sig med lidt syndsforladelse på danskernes vegne.

»Det ulykkelige er,« siger han, »at det er os selv, der har invalideret indvandrere og flygtninge, så de ikke deltager i foreningslivet, fordi de ikke kan begribe, at man skal betale kontingent og køre sine børn til fodbold og vaske deres trøjer. Det er på mange måder utroligt, for i deres hjemlande skal man betale for alting. Men i Danmark lærer vores integrationsprogrammer dem, at alting er gratis. Det er også integrationsprogrammet, der lærer dem, at man sagtens kan være i Danmark uden at arbejde.

Hvem er det Haarder mener med “os selv”? Vanlige folk har for længst sæt at indvandrere bliver ødelagt af ikke at bestille noget. Jyllands-Posten havde nylig et intervju med en syrisk familiefar der mente det var under hans værdighed at gøre rent. Er det det danske systemet der lært ham dette? Eller er det dansk føjelighed og eftergivenhed der gør det mulig for ham at vise denne side af ham selv?

Folk er dødtrætte af at høre at det er deres skyld.

Haarder ved godt at der skal sættes nogle meget tydelige grænser for at indvandrere skal ta signalet. De er vant til laissez-faire. Pengerne daler ned fra himmelen.

Man kommer ikke udenom en mer autoritær politik. Når Haarder nøjer sig med nogle enkle krav er det udtryk for at han går udenom problemernes dybde og omfang.

Han kunne lige gerne sagt: La os tale om noget andet.

»Men vi skal passe på, vi ikke stiller for store krav – og gør det til et problem, at man fastholder nogle af sine egne traditioner. Jeg tror aldrig en pakistaner kan blive dansker. Han kan blive dansk-pakistaner.«

Er der stilt for høje krav i dansk skole og samfundsliv? Hvilke traditioner er det pakistanerne skal være stolte af?

Så snart Haarder har våget at tage et skridt frem, tar han to tilbage.

Haarder sier han vil skabe en kulturel bevidsthed, men han har droppet det som er kernen i kulturen: en fri omgangsform, en fri tanke, kombinationen af religion og fri debat. Hvis man skal forstå hvad som har skabt denne omgangsform kommer man ikke udenom højkulturen. I stedet for den tykke kultur kommer den tynde – som er et ferniss.

Under dens facade fortsætter afnationaliseringen af Danmark.

http://www.b.dk/nationalt/bertel-haarders-fem-forventninger-til-indvandrere-jamen-saa-laer-dem-at-cykle