Helle Merete Brix har skrevet “en personlig beretning om terrorangrebet på Krudttønden”, med vægt på personlig. Brix er nysgerrig: Hvad gør terroren med os?

“Alle” reagerer på terror. Det er hensigten. Det er en krigserklæring imod samfundet. De der står nærmest, får deres liv revet op. Brix får fint frem at terroren åbner dører til rum det er svært at komme ud af. Vi er vant til at have tilværelsen under kontrol. Traumatiske oplevelser river et finmasket net i stykker. Vi taber kontrollen over vores egne reaktioner. Vi bliver bange.

Hver nat forekommer det mig, at nogen tager i min dør og træder indenfor. Flere gange står jeg op for at sikre mig, at alt er som det skal være. Jeg er sikker på, at jeg møder onde skabninger i min entré. Men der er ingen.

Alle har vi noget at slæbe på. Brix havde en sindslidende mor, der blev tvangsindlagt og endte med at tage sit eget liv.

Når vi rammes af noget oprivende, har vi behov for at gå tilbage i tiden, langs gamle spor. Brix besøger kirkegården i Vordingborg, hvor hendes forfedre ligger begravet. Hun sætter pris på de små ting, de kendte ting. Stamcaféen, vinglas med venner. Men så er det de uventede ting: Særlig lyder. De kan man ikke beskytte sig mod.

Journalister virker bevidstløse. Hun oplever at de flere gange spiller lyd av Omar el-Husseins maskingevær i hendes øre, uden varsel. Det sætter hende ud.

Hvordan vi reagerer siger noget om hvem vi er. Her kommer vi til noget problematisk. Ham der angreb var drevet af en ideologi. Men også samfundet er grebet af en ideologi som bestemmer hvordan vi reagerer. Denne ideologi har noget til fælles med islamismen: Den sætter ideologi over mennesker. Det gør ikke Brix. Hun tager udgangspunkt i selve livet, dets bestanddele.

Men den overordnede, officielle ideologi vender sig bort. Den vil ikke tage indover sig, hvad der foregik på Krudttønden. Dermed bliver fordømmelsen af angrebet tom.

Det giver sig konkret, nedslående udtryk. Notat fra mandag den 16 februar om formiddagen:

Katrine Winkel Holm, formand for Trykkefrihedsselskabet, ringer. Hun vil høre, hvordan det går, og om Lars Vilks Komiteen er blevet spurgt, om vil vil tale ved aftenens mindehøjtidelighed? Om vi har sagt nej? For ingen fra komiteen er på den liste over talere, der nu er offentliggjort.

Jeg svarer, at vi ikke er blevet spurgt. Der er gået knap to døgn siden terrorangrebet, og jeg har slet ikke nået at tænke over den sag. Nu undrer jeg mig naturligvis. Vi havde gerne stillet op, det var jo vores møde, der blev angrebet.

Det er socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen fra København Borgerrepresentation og beskæftigelses-og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev fra Radikale Venstre, der har taget initiativ til mindehøjtideligheden. Formentlig anser de komiteen og dens medlemmer for at være for kontroversielle som talere, fordi vi støtter en svensk Muhammedtegner. Men jeg kan ikke blande mig i, hvem politikerne har lyst til at invitere.

Flere venner går til mindehøjtideligheden, men fortæller samstemmende, at de synes arrangementet klinger noget hult. De hæfter sig ved, at Lars Vilks, der utvivlsomt var målet for angrebet på Krudttønden, ikke nævnes med et ord af nogen af talerne.

Jeg finder efterfølgende statsministerens tale på nettet. Og nej, heller ikke Helle Thorning-Schmidt nævner Lars Vilks. Der tales blot om “debatmøde”. Og om at: “Vi ved, at nogen vil os det ondt”.

Thorning-Schmidt nævner imidlertid jøderne.

“Jeg vil i aften sige til alle danske jøder: I er ikke alene. Et angreb på Danmarks jøder er et angreb på Danmark. På os alle sammen.”

Der sidder Brix og alle som var på Krudttønden og hører at Thorning-Schmidt bevidst vælger at udelukke dem. Hvis man bruger ytringsfriheden på en måde som bringer en i konflikt med islam er man overladt til sig selv.

Det er hvad det betyder.

Det er en fælles forståelse, mellem de borgerlige og socialisterne, om hvem og hvad man udelader.

Jeg hører statsministerens nytårstale. Endnu en tale fra en statsminister der ikke nævner terrorangrebet på Krudttønden. Kun synagogen. Måske fordi Lars Løkke Rasmussens tale skal passe sammen med det, han siger om terrorangrebet den 13. februar i Paris. Med uskyldige ofre der blev myrdet blot fordi de gik på cafe og til koncert. I modsætning til de mere skyldige ofre, der gik til et møde med en svensk Muhammedtegner. Ja, nogle var ligefrem så forbryderiske at de arrangerede mødet.

Der er ingen solidaritet. De, der lægger sig ud med islam, er on his own.

Men i Danmark gælder det ikke bare Lars Vilks Komiteen. Det gælder Trykkefrihedsselskabet og det ganske store miljø der de senere år er på fremmarch.

Desværre vælger partierne på insiden at lukke øjnene for denne kløft i folket. Det gælder også Dansk Folkeparti.

Folk vil gerne høre nogen si noget som er Fornuft, det alle kan se. Den som lægger sig ud med islam, risikerer døden.

Dét vores politiske ledelse på denne måde undsiger, er ikke bare ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, den kunstneriske frihed, men selve Fornuften.

Vesten er bygget på Ratio, på den kritiske tanke.

Denne position forsvares i dag af en håndfuld mennesker i hvert europæisk land.

Deres indsats kan ikke overvurderes.

Derfor er Danmark et vigtigt land.