Barack Obama latterliggjorde i går Donald Trump for at si at Omar Mateen var afghaner. Det er han ikke, han er amerikaner, sa Obama og mente med det at det ikke hjælper at stænge grænserne. Problemet er allerede indenfor.

Men det Obama ikke ville forholde sig til var om Mateen virkelig er amerikaner. Er man amerikaner når man har værdier der går på tværs av de principper og friheder USA er bygget på?

Det svarer ikke Obama på.  Tvert imod. Hele det politiske establishmentet forsvarer Mateen med de rettigheder som Mateen forsøger at slå ihjel.

I Norge sa man efter 22/7 at det var et angreb på demokratiet. Men man hører aldrig det bliver sagt at terroren er et angreb på demokratiet. Måske fordi man da ville måtte svare på en række ubehagelige spørgsmål:

Kan man forlange fulde rettigheder hvis man er ude efter at ødelægge dem?

Kan man påberåbe sig at være medlem av samfundet med fulde rettigheder hvis man er ude efter at ødelægge dette samfundet? Mateen begik sin vold i navnet til IS. Obama dræber dets ledere med droner, de opfordrer sine tilhængere i Vesten til at slå tilbage. Med alle midler.

Det ligger nogle implikationer i denne krig som Obama og hans liberale venner ikke ønsker at tale om. Men konsekvenserne udspiller sig i Orlando, i San Bernardino og i Fort Hood.

De mener hvad de sier. Hvad mener så “vi”?

Hvis Obama havde været et leder så havde han talt både om Orlando, om de bestialske drab på politiparet i Paris og om drabet på gidslet på Filippinene. Det er samme krig. Samme fjende.

I stedet hidser han sig op over at republikanerne har en kandidat der sier: Vi kan ikke la det her fortsætte, vi må finde ud af det.

Det Obama gør er at så forvirring. Mange i regnbuekoalitionen tror at det er tegn på menneskelighed at man skal forsvare mennesker der forsøger at ødelægge os, og ikke en gang lægger skjul på det.