Obama får den værste terrorhandling i skødet siden 9/11 og den værste enkeltmassakre i amerikansk historie. Han står ikke på valg, men han ved, at det han siger, kan have konsekvenser for demokraternes chancer i efteråret. Han ved med sikkerhed, at det får sådanne konsekvenser. Han ved, at Donald Trumps chancer stiger betydeligt.

Hvad vælger han at tale om? At dette var en manifestation af had og terror, og at det er det modsatte af, hvad Amerika handler om. – Sammen er vi stærkere, siger Obama. Men hvem er denne “vi”, og hvem beskytter det? Er det ikke Obamas ansvar?

Vi hører, at Omar Mateen var på FBIs liste over potentielle IS-sympatisører. Han havde to gange været genstand for efterforskning. Alligevel havde han arbejdet for et vagtselskab, der havde ansvar for vagtholdet ved føderale bygninger, og han hadde våbentilladelse.

Disse tre betingelser er sådanne, at en præsident skal føle sig personligt ramt. Hvordan kan tale til amerikanerne uden at adressere dem? Når Obama taler i sådanne alvorlige situationer, er det ligesom han er hævet over sådanne prosaiske forhold. De gælder ikke for ham.

Så det var også under San Bernardino-massakren. Oplysningerne sat meget langt inde. Det fremgik, lidt efter lidt, at FBI ikke havde mulighed for at følge med på, hvad terroristerne publicerede på sociale medier.

Hvordan rimer dette med den sikkerhedsstat, der er opstået under Obama, der NSA kan overvåge og høste metadata i et omfang ukendt i historien? Der er et misforhold her, som kun kan skyldes én ting: politiske overvejelser. Amerikanske muslimer bør ikke udsættes for den aggressive granskninger der ville være naturligt, når man regnes som IS-sympatisør. Deres borgerlige rettigheder beskyttes ekstra godt, så godt, at det sker på bekostning af andres liv og sikkerhed.

Disse forhold vil frem i lystet, garanteret, før eller siden.

Ikke af medierne i første omgang. De er i samme båd som Obama. De kunne stillet de ubehagelige spørgsmål, men vælger ikke at gøre det.

De er mere optaget af at beskytte den sociale fred end borgernes sikkerhed. Hvilken prioritet!

BBC vrider dette til at betyde alle skyderier i USA, skolemassakrer, biografer, sikh-templer etc. Sådan vil denne hændelse bevise, at våbenloverne er rablende gale. Orlando er endnu et skridt i Obamas certifikatkæde for strengere våbenlove.

Men det er næppe den mest almindelige fortolkning. De fleste mennesker forstår, at San Bernardino og Orlando er i en særskilt kategori. Omar Mateen ringede nødnummer 911 og roste Boston Marathon-bomberne under terrordåden. Fort Hood var noget andet end Charleston. Hvorfor? Fordi Fort Hood har sit modstykke i lignende angreb verden over, næsten hver dag. Denne uge: selvmordsangreb i Damaskus mod shiitisk mausoleum; i Jordan blev fem politifolk dræbt i en flygtningelejr. Det bliver ved og ved og ved.

Global jihad er løs, USA har mistet tusindvis af soldater i kampen, og alligevel foregiver Obama, at han ikke forstår sammenhængen.

Kri­gen har kom­met hjem.

For et par uger siden opfordrede IS-ideologi al-Adnani alle muslimer i Vesten om at angribe fjenden under ramadan.

Det er som om Obama og medierne ikke ønsker at se sammenhængen.

Medierne er febrilsk optaget efter at debattere om Omar Mateen var sendt af IS, eller handlet på egen hånd, som om det ikke er så alvorligt, hvis han var en lone wolf.

Det er næsten det modsatte. Hvis jihad-ideologien er så stærk, at det kan få amerikanske borgere til at indsamle våben og angribe civile, er det et signal, myndighederne skal tage alvorligt. Det betyder, at almindelige amerikanske muslimer kan blive terrorister. Hvordan skal amerikanerne og samfundet beskytte sig mod disse?

Det har Obama eller medierne intet svar på. De tror, de løser problemerne ved at kalde dem “had og terror”. I virkeligheden viser de svaghed, at de ikke tør se fjenden i øjnene. Det kan kun udløse foragt og nye angreb. Og samfundet bliver aldeles ikke stærkere af disse angreb, moralen svækkes når ledelsen viser, at den ikke tør tage ansvaret.