Igen kommer en trussel fra EU mod briterne, denne gang fra Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble, der siger “It is In, It is Out”. Enten eller. Han nævner specifikt at briterne ikke kan få samme løsning med det indre marked som Norge og Schweiz.

Han er bare èn i rekken af notabiliteter, på begge sider af Atlanteren, der har stået frem og advaret – les: truet – briterne.

Normalt skal det have en effekt. Det ser det ikke ud til at have. Hvad har ændret sig? Er britene blevet forherdet? Er de blevet forført af højrepopulisterne? Sådanne forklaringer, i ulige udgaver, hører vi stadig. De bruges til at retfærdiggøre, at det nye højre ikke bliver behandlet som legitime partnere.

Men hvis vælgerne hellere ikke hører på disse advarsler, og for Storbritanniens vedkommende er de irrelevante, for motstanden kommer jo ikke bare fra UKIP, men også fra de konservative, politikere som Michael Gove, Boris Johnson og Chris Grayling – de kan ikke anklages for højrepopulisme, – hvad har sket?

Briterne er ved at få nok. Det de ser med egne øjne, trumfer hvad politikerne siger. De har altid vidst at det er ord, ord og atter ord. Men nu er det noget andet. Nu er de ved at opdage, at det de siger er rene løgne.

Da indtræder et helt nyt momentum. Det kan føre til Sandhedens Øjeblik.

Hvis Leave vinder, vil et flertal af folket have genopdaget sin magt. De har levet i resignationens skygge.

Hverken medier eller politikere forstår helt, hvad der sker. Efter alle solemerker skulle truslene have skremt vælgerne til underdanighed. Det gør det ikke.

Eliten anklager højrefløjen for at appellere til frygt. Hvis det nu går op for vælgerne, at det er etablissementet der hele tiden har spillet på frygt, kan meget ændre sig.

Intet er så farligt som nye erkendelser.

23. juni er allerede historisk.