Helle Merete Brix har skrevet bog om Terrorangrebet på Krudttønden og alt hvad der fulgte: Gud og profeten tilgiver ikke.

Man går ikke umærket fra at have stået ansigt til ansigt med en kriger der har sverget troskab til Islamisk Stat.

Det siges, at man ikke kender sin familie, før man har arvet sammen med dem. Jeg siger: Man kender ikke sin komité og dens medlemmer, før man har oplevet et terrorangreb sammen med dem.

Trykkefrihed.dk bringer et uddrag. To andre medlemmer af Støttekomitéen for Lars Vilks, der arrangerede mødet, Jaleh Tavakoli og Informations redaktør Niels Ivar Larsen, kommer ikke heldig fra det. De forstod ikke, ifølge Brix, de elementære ting man gør efter et drab: At udtrykke en stille medfølelse, menneske til menneske. Hvad var mer naturlig end at denne medfølelse også omfattet de to sårede politifolk? Støttekomitéen havde samarbejdet med politiet i to år. Nu viste politiet at de var villig til at betale prisen. De fortjente en tak, men Brix mødte ingen forståelse, eller tavshed, hos Tavakoli og Larsen.

De liberale stemmer, som også Flemming Rose har sluttet sig til, har problemer med at retferdiggøre deres position.

På et seminar i Informations lokaler, hvor netop Lars Vilks var inbudt, spurgte red. Fredrik Stjernfelt hvad han ville foreslå overfor en imam som Abu Bilal, der åbent tar til orde for at jøder må slåes ihjel. Jeg hadde forventet at han ville støtte en summarisk udvisning, men nej. Stjernfelt havde ikke noget svar, andet end at ord må mødes med ord.

Men hvad når ord mødes med kuler? Det har de liberale problemer med at forholde sig til.

De ytringsfrihedsliberale er stærkt imod forslaget om at forbyde indrejse til imamer der opildner til had. De forsvarer deres ret til at utbrede sit budskap. Men det er dette budskap som får Omar el-Hussein til at gribe til våben. Den sammenhæng tør være indlysende.

Det fører til surrealistiske situationer: Trykkefrihedsselskabet arrangerer et møde om ytringsfrihedens grænser på Vartov i København. Der sidder Mikkel Andersen, Jens-Martin Eriksen og Flemming Rose og advarer mod autoritære tendenser. De undser sig heller ikke for, at lave en symmetri mellem islamister og borgerlige der mister dømmekraften.

Men de ydrer sig med skodderne for. De sidder og forsvarer ytringsfriheden til imamer som forkynder jihad og drab over de, der krænker profeten og islam.

En sådan form for uselviskhed er religiøs i sin karakter. Det har ikke noget med sekularitet og demokrati at gøre. Den er hinsides.

Når de samme apostler hævder at man ikke trænger at tegne flere karikaturer af profeten, eller krænke islam, er ringet sluttet. Da har man spændt en idealistisk bue over sin egen underkastelse.