Da BH ringede på hos Lars Hedegaard 5 februar 2013, var det ikke bare personen Hedegaard han ville henrette. Det var grænsene for ytringsfriheden der skulle ændres. Jihadisterne ville statuere et eksempel.

Det er Hedegaard selv fuldt klar over:

»Man kan spørge sig selv, hvorfor det var planen, at jeg skulle likvideres? Det kan man kun gisne om. Jeg tror, det var en eksemplarisk handling, der skulle være en advarsel, som skulle bevise, hvad der ville ske, hvis man sagde onde ting om islam og profeten Muhammed. Det må være meningen. Det er næppe fordi, at min privatperson spiller den store rolle – nok kun som et symbol,« siger han.

Det er derfor vi kaller angrebet et politisk attentat. Det var et angreb på det danske demokrati. Men har myndighederne og medierne forstået det. Har de opført sig derefter?

Når offeret for attentatet bliver bødelagt med 10.000 kroner, slik det skete i mars i år, for at have navngivet sin potensielle morder, er der noget helt galt.

Hvis man gør op status for attentatet, det første siden nog et mislykket attentat – på Estrup i 1885 – så må man konstatere at de der forvalter det danske demokrati ikke klarer at tage “situationen” indover sig. Nogle har erklæret dem krig, men de tror at de kan afværge det ved ikke at reagere. De brysker sig i stedet overfor islamkritikerne. Kunde de ikke holdt kæft?

At sætte en person som Hedegaard på plads kan give et indtryk af styrke. I virkeligheden svækker de sin egen position uafladelig. Og dermed demokratiets.

Lars Hedegaard lever under bevogtning, som en fange. Han kan kun bevæge sig i offentligheden omgivet af bevæpnede livvagter. Trolig vil han måtte leve belejret til han forlader denne verden.

Mens attentatmanden efter at ha blevet anholdt i Tyrkiet, sendes tilbage til sine venner i IS og trolig befinder sig i Raqqa.

Når udleveringen kommer for en dag, vægrer udenrigsminister Lidegaard sig imod at protestere overfor Tyrkiet. Det var på det tidspunkt hvor Tyrkiet samarbejdede med IS og krigerne kunde bevege sig frit over grænsen. Det vidste trolig Lidegaard. Var det derfor en henvendelse til Tyrkiet ville været så følsom? Ville Lidegaard måske måtte have called their bluff? Det har ingen vestlig politiker helt turdet gøre, i stedet lod de Putin indkassere pointerne.

Nu kommer det frem at BH i lang tid har tilhørt de islamistiske miljøer som IS sprang ud af.

Offentligheden har troet at politiet ikke har vidst. Men så har de vidst. De har bare ikke sagt noget.

Det hele minder om en anden “idealistisk” voldsgruppe: Blekingegadebanden. PET fulgte gruppens aktiviteter, mens det ordinære politi famlet. Først da de dræbte en ung politimand i Købmagergade, blev PET tvunget til at stille deres viden til disposition.

Interessant nog: Det var Lars Hedegaard der som redaktør i Information rullede op Blekingegadebandens politiske forbrydelser, sammen med Søren Villemoes. Det faldt ikke i god jord hos dele af venstresiden.

Det går en rød tråd fra de “pis”liberales undfaldenhed, og de rødes modvilje mod at se deres egne voldsmænd demaskeret, til jihadisternes frihed i dag. Også den gang gjaldt “idealismen” terror fra Mellemøsten, men dengang var den palæstinensisk “frigørelseskrig”.

Denne svaghed for terroristerne, og forsvaret for deres ret til at operere i demokratiet, har givet  jihadisterne en frihed de bare kunde drømme om. De har nu fået smag på demokratiets frugter og vil reagere med aggression hvis de mødes med håndfasthed. De finder støtte i det liberale samfunds tvil på sig selv.

Selv efter Krudttønden og Krystalgade har det liberale Danmark problemer med at se skoven for bare trær.

Heller ikke Omar al-Hussein var alene. Hans medhjælpere står for retten, men det er en ret de ikke anerkender. Samfundets vogtere har problemer med at erkende hvor dybt fjendskaben stikker. Det er forståelig, men bare op til et vidst punkt.

15 år efter 9/11 har USA endnu ikke vovet offentliggøre de 28 sider i kommissionens rapport der omhandler Saudi-Arabiens rolle.

Eks-senator Bob Graham sagde på CNN lørdag at de 28 hemmelige sider omtaler fem saudiere med forbindelse til kongedømmet. Hvad har været effekten af hemmeligholdet, spurge Erin Burnett. – De har kunnet fortsætte at finansiere moskéer og islamske centre over hele verden. De har kunne fortsætte støtten til jihad, sagde Graham.

Der var ordet. Det som vestlige politikere og journalister ikke vover tage i sin mund.

Men nu var det som Graham sagde: Nog. Legen har pågået længe nog.

Når dæmningen brister vil denne modstand fortone sig uforståelig.

We are getting there, men det går uhyre langsomt, og undervejs opstår nye problem.

Således er det i en krig, når man lar fjenden ha initiativet.