Langeland Kommunes asylcenter i Næstved har 400 beboere fra 20 lande. De fleste med en minimal kundskab om Det utvidede Mellemøsten forstår, at man ikke kommer i mål med peace and love. Men det er hvad dialog-Danmark ønsker.

Derfor blev bestyreren Kent Nielsen fyret, da han lagde en voldelig asylansøger til jorden med benlåsning.

Hvordan kom det offentligheden for øre? Det står en beboer med en smartphone og filmer gennem vinduet. Videoen tilbydes aviserne og Information ser sin chance.

Vips er Nielsen fyret.

Jyllands-Postens Morten Vestergaard og Morten Zahle har været på besøg. Konklusionen efter deres reportage er ikke svær: Nielsen optrådte på den eneste mulige måde hvis man ønsker at bevare en vis mængde ro og stabilitet mellem mennesker der er rystet sammen fra mange lande. De har ikke danske dialog-kultur i blodet, men er vant med straffe og sanktioner.

Nielsen brugte pisk og gulerod. Det fungerede.

Det er de svage, individualisterne, kvinderne der savner ham. Nielsen beskyttet dem.

Mikrokosmos

Asylcenteret er et Danmark i mikroformat: Hvordan håndterer man 400 asylanter? Nielsen forstod at politikken må være hands on. Man kan ikke tøve. Man kan ikke ringe efter politiet hver gang det er ballade. Man må være tæt på.

Men det må man ikke i dialog-Danmark. Det indebærer at man må anvende et minstemål av hårdhed og brutalitet. Det er per definition ikke tilladt. Siden Nielsen havde krydset en grænse ved fysisk vold, måtte han ud. At det var ren nødværge, betyder mindre.

Det vil altid være asylanter der er særtilfælde. Som krever specialtiltag. Som er voldelige. Denne manden var problem fra dag ett. Han slog til en medarbejder første dag. Han truet med at slå Nilsen ihjel.

Man kan ikke spærre folk inde. Derfor opstår det pludselig situationer.

»Nej, for jeg havde ikke set det komme, at situationen udviklede sig sådan. Han havde flere gange den dag sagt til personalet, at han havde en kniv og at han ville stikke mig, og fire gange havde vi konstateret, at han havde hentet en sten. Vi havde konfiskeret en kniv fra ham, og han havde fortalt, at han ville slå mig. Den eftermiddag kom han gående mod mig og slog på nogle store vinduer, mens han råbte på engelsk, at han vil skære halsen over på mig. Så slog han ud efter mig, og jeg kunne ikke se, om han havde noget i den ene hånd, så jeg forsøgte at lave en armsnoning på ham. Men det lykkes ikke. Der kommer to medarbejdere til hjælp. Vi lægger ham ned, og da han er sur, skælder jeg ham ud på dansk, mens en af medarbejderne oversætter. Men der falder hurtigt ro på ham, og han siger undskyld til os bagefter, da vi rejser os op,« siger Kent Nielsen.

Han forklarer, at han bagefter afmeldte hos politiet, at asylsøgeren blev sendt til en udredning på en psykiatrisk afdeling i Vordingborg, og at han kom tilbage til lejren samme aften.

Psykiatrien har ikke kapacitet. Man må håndtere problemerne selv. Hvis Kent Nielsen havde slået ham ihjel i selvforsvar, kunde man forstå at det blev opvask. Men han forsvarede sig med en benlåsning.

For det skal han miste jobbet. Man må spørge: Hvordan skal dialog-Danmark håndtere de kulturkonflikter, både mellem asylsøgerne, og i forhold til Danmark og danskere, som storyen beretter om?

Kent Nielsen rejser sig og henter en gul Netto-plastikpose. Han hælder en sten på størrelse med en mursten og ca. 15 knive ud på bordet, mens han forklarer, at det er et udsnit af de knive, som personalet på Asylcenter Næstved har konfiskeret fra beboere de fire måneder, han var leder. Der er flere almindelige spiseknive, der er et par urteknive, og der er bladene til hobbykniv, hvor der er viklet tape omkring for at lave et håndtag.

Den blev ifølge Kent Nielsen fundet stukket ned i jorden ved et træ.

Betjeningen må hele tiden være “på”. De må være med i fotbaldkampe. Hvis ikke sker der pludselig noget i madkøen i cafeteriaen. Irakere kan ikke sove ved siden av iranere. Det er hele tiden forhistorier, konflikter.

Beboerne skal stille til morgenmad, hvis ikke får de ikke mad. De skal delta i praktik eller undervisning. De kan heller ikke bo udenfor lejren selvom de har slægt i Danmark. Hvis de bryder reglerne får det konsekvenser.

De som ikke ønsker reglerne, er glad for at Nielsen er væk. Men ikke kvinderne, som bor i et eget område.

En kvinde på 27 år fra Iran, der er på flugt fra den familie, hun er giftet ind i, har tårer i øjnene, når hun fortæller om asylchefen, som ikke er her længere.

»På grund af Kent følte vi kvinder os sikre. Nu er han her ikke mere, og hver nat er jeg bange for, at nogen skal kravle ind ad vinduet til os. Mændene her i centret havde respekt for ham. De vidste, at de skulle til samtale med ham, hvis de gjorde noget mod en kvinde,« siger hun.

Hun fortæller også, at det var asylchefen, der sørgede for mange ting til kvinderne – bl.a. at de kunne gå til gymnastik og svømning og få en frisørsalon.

Den 27-årige kvinde siger, at den mand, som blev lagt i benlås, var kendt af alle som psykisk syg og ofte var på jagt efter kvinderne i centret.

»Han råbte op og fulgte efter os. En dag løb han nøgen rundt om vaskeriet. Kent og en medarbejder bad ham om at stoppe, men han blev ved, indtil han blev fanget.«

Hvilke instinkter?

Streng, men rætferdig. Da appellerer man til de bedste instinkterne. Dialog-kulturen appellerer til de værste.

Sig opstår en mærkelig alliance mellem voldskulturen og machismoen fra Mellemøsten, og den feminiserede dialog-kultur som er officiel politik.

Det ender ikke godt.

Mohammed Sabhi, en 25-årig kurder, der har boet i lejren i fire måneder, viser sit atelier frem. Her er staffeli, oliemaling – og fred og ro. ”Don’t touch anything”, står der på et stykke papir, der er tapet på døren. Alligevel har nogen sneget sig ind og skrevet ”Haram” (forbudt på arabisk, red.) med gul maling hen over en nøgen kvindekrop på et lærred. Mohammed Sabhi ved ikke, hvem den skyldige er, men han ved, at en gruppe af mænd i lejren truer ham.

Slig forgår et land der ikke vil forsvare sig. Anno 2016 kan man ikke si at man ikke forstod. Man forstår udmærket. Men man vil ikke.

Man giver grønt lys til “haram”.

Hvordan kan regeringen vurdere tiltag mod hadkultur og ekstremisme når den officielle politik lægger forholdene til rette for at den skal blomstre, allerede på asylcentret?

Asylchefen – diktator eller den helt rette mand? (premium)

De to journalister giver en god fremstilling, men det er som de ikke vover at tage stilling til det de ser.

Billederne fra den ungarske by Rozke i september i fjor: Asylanterne gik til angreb på politiet som ikke ville slippe dem ind. Voldskulturen er en konstant faktor i Mellemøsten, og hvis Europa ikke mobiliserer styrke, men tror de skal møde dem med det gode, kommer europæerne til at nøre op under en intifada mod dem selv.