Under krigen i Bosnien var det et omkved hos de bedste journalisterne, at bosniakkerne hele tiden ventede på kavaleriet, dvs amerikanerne. Bosnien var en krig der blev dækket tæt og uafbrudt. Mediedækningen forstærket civilbefolkningens følelse af, at nu måtte der ske noget. Hele verden så deres lidelser. Det er en almenmenneskelig reaktion: Man tror på hjælp.

Men den kom aldrig. Ikke før 8.000 bosniakker var slagtet i Srebrenica og de bosniske serbere forregnet sig.

At hjælpen aldrig kom var en psykisk nedtur for bosniakkerne. De var alene.

Nu er det europæiske borgere der venter på kavaleriet. De tror, det skal ske et under, at Europa skal ræddes fra den kurs det befinder seg på, af politikere der går som søvngængere mod det der bare kan ende med en katastrofe.

I Storbritannien håber britene at det skal blive nej i folkeafstemningen. Danskerne håber at det skal ske et mirakel: At regeringen pludselig vil sige: Danmark skal forblive dansk. Vi vil starte et demografisk projekt for at undgå at dansker bliver i mindretal. De der ikke vil integreres skal sendes tilbage. Selvfølelig skal hadefulle imamer sendes ud og nye slipper ikke ind. Jihadister mister sit danske statsborgerskab.

Tyskerne håber at Merkel skal se lyset og forstå at hun er valgt af tyskere, ikke migranter.

Over hele Vest-Europa hænger en følelse af at være overgivet. Nordmænd skulle ønske de havde fået forsikringer om en angremulighed: Hvis projektet slo fejl skulle det være mulig at standse det, eller reversere det. Men nu bliver hver 17. mai en anledning til at minde borgerne om at Norge aldrig mere bliver som før, og at det må de være glade for. Nordmænd svarer med at gøre 17. mai til en fejring af norskhed, og det fortæller udlændinge at de er ekskluderet.

Men kavaleriet kommer ikke. Ingen hændelse som giver følelsen af at have skæbnen i egne hænder.

Der er ingen enighed. Europæer bekæmper europæer. Man er ikke enig om hvad der står på spil, eller hvem der står for hvad.

Grimmest er Sverige, der Aftonbladet har benyttet sig af hackede epostkontoer til at latterliggøre Sverigedemokratenes forsøg på at etablere egne medier. Tonen i de svenske medier er ikke god. Det er vendetta i luften.

Det er denne situation folk svarer på når de sier at “løbet er kørt”. Det er selvfølgelig tøv. Løbet er aldri kørt. Denne dybe pessimisme er ved at blive en del af problemet.

Der er altid en morgendag, der er altid en fremtid der må sikres. Det gør vi ikke ved al den snak om at “løbet er kørt”.

Hele velferdsstaten er bygget op på forestillingen om, at der er hjælp at få. Nannystate kalder amerikanerne det.

Nu må europæerne erkende at de er alene. Staten er gået sin vej. De må organisere sig, de må finde ud hvem de kan stole på. De må hjelpe hinanden.

Hvad er alternativet?

Topbillede: Filmen Armadillo (2011) gav en forestilling om hvad danske soldater havde erfaret. Nu er krigen rykket meget tættere på. Nu står soldaterne på vagt i europæiske hovedstæder. Vi har ikke riktig klaret at komme ajour med hvad det betyder. Hvem står de på vagt imod og hvad beskytter de? Vi er for meget tilskuere til vores egen skæbne.