Frankfurter Zeitungs politiske redaktør Justus Bender har overværet Alternative für Deutschlands partikongres hvor 2.000 delegater deltog. Han har været med helt ind i gudstjenesterne som blev holdt. Målet er hele tiden “at finde noget”, men reportagen er samtidig meget selvafslørende og typisk for journalister.

Bender er ikke blandt de værste, men det er klare grænser for hvad, han kan tage.

Han kan ikke tage sætningen: Islam gehört nicht zum Deutschland, som et stort flertal vedtog. Den udlægges af medierne som at “islam har ingen plads Tyskland”. Det betyr det ikke. Sætningen er et svar på forbundskansler Angela Merkels udtalelse om at “Islam gehört zum Deutschland“. Islam er en del af Tyskland, af tysk historie og kultur. Selv for mange centrumsvælgere er det en drøj påstand. Men Merkels ord er ikke ment som en historisk beskrivelse: Det er et ideologisk statement. Islam tilhører det nye Tyskland.

Her er det AfD kommer ind og siger: Nej, så lenge islam er ureformeret, tilhører den/det ikke Tyskland, i sin nuværende form er nemlig islam uforenelig med tysk demokrati.

Hvem har ret?

Establishment udlægger dette som at AfD driver diskriminering af muslimer. Det vil AfD bestride. De sier det er ideologien islam de modsætter sig, og den er uadskillelig fra religionen.

Kongressen er mere mangfoldig end man får indtryk af i medierne. De er stort set ude efter noget kompromitterende. De ville for eksempel ikke finde på at rapportere at søndagen åbner med messe, de er rigtignok ikke mange i forhold til antal delegater, men bare det at den finder sted siger noget om AfD. En biskop fra Malta har taget turen op. Han er noget så uvanlig som “Anglican Catholic Diocese of Christ the Redeemer“, der Anglikanischen Katholischen Kirche von Christus dem Erlöser, was in seiner Ungewöhnlichkeit auch dem entspricht, was er in seiner Predigt sagen wird. Det er en kombinasjon som er uvanlig, og Bender bruger det mod biskopen: En uvanlighed også motsvarer hva han skal komme til å si i sin præken.

På engelsk kaldes det en put-down. Bender vil gerne nagle biskopen på forhånd og advare læseren. Det lyder kritisk, men er i virkeligheden det modsatte: Læseren kan slå af sin kritiske sans. FAZ-redaktøren tænker for ham/henne.

Det er risky business, for Bender citerer biskopen på noget helt essentielt: Den tyske grundlov. Den siger, at borgerne er forpligtet overfor Gud og loven/e. Men hvilken Gud? Er det den samme gud? Er det ligegyldig hvilken gud det er? Menes det den kristne gud? Er Allah ligestillet med Gud/Jahvne. Betyr ligestilling også religiøs ligestilling?

Bender og den politiske klasse mener åbenbaret at svaret er ja – gud er gud – man kan ikke give sig til at evaluere guder. De indtager dermed et tredjepart standpunkt og ser religionerne udenfra.

Men sådan blev Tyskland ikke til. Tyskland blev skabt i den kristne guds billede. Når Merkel erklærer at “islam tilhører Tyskland” introduserer hun en helt ny religion, og gir den ligeberettigelse. Da siger tyskerne: Men det er ikke mulig at forene en islamisk og en kristen-demokratisk kultur! Tænk på ytringsfrihed, tænk på kvinners likestilling, tænk på minoriteters stilling – f.eks homofile, og ikke mindst hvorledes islam behandler sine egne minoriteter som ahmadiyya. Tenk på noget så fundamentalt som selve demokratiets fundament: suveræniteten. Hvor kommer den fra? Fra folket, sier demokraterne. Nei, fra Allah, svarer muslimer.

Denne fundamentale modsætning snakker ikke den politiske klasse om. De vil overhodet ikke høre om denne modsætning, men pukker på multikulturalismen, og tyr til stadig grovere skyts for at ramme modstanderen.

Det kan se ud som de står for en tabende sag. Jo mer de agiterer AfD, jo stærkere bliver modstanden. Men dersom AfD skal lykkes, må de sørge for at styre klar af personer og sager som kan kompromittere dem. Pressen står bare og venter på en udtalelse, et billede, eller en forbindelse som de kan bruge. Når partiet bliver så stort skal det godt gøres at de ikke finner noget.

Men samtidig må medierne vogte sig. Stadig flere bliver klar over deres politiske agenda og reagerer på den, i all fairness.

Det gælder ikke mindst hvis og når den politiske klasse går løs på kristendommen, og siger at de som forsvarer den, er højreekstreme. Da viser medierne for tydeligt hvad de står for.

Det findes ikke noget tredje standpunkt. Dette var et begreb under den kalde krig, for dem som hævdet at de hverken stod for Moskvas kommunisme eller Washingtons kapitalisme. De stod for den tredje vej. Gradvist viste det sig, at den tredje vej hadde stærk slagside mod venstre. De toneangivende graviterede mod venstreorienterede synspunkt og så verden fra den vinkel. Så var det ingen tredje vei alligevel. Bare to: Demokratiet og diktaturet.

Noget lignende er ved at ske i spørgsmålet om kristendommen og islam.

Tredje-vej-standpunktet repræsenteres i dag ikke bare af sekulære venstreorienterede med klar apologetisk holdning til islam, af typen Thomas Hylland Eriksen (sosialantropolog), men også av sekulære muslimer som Walid al-Kubaisi. Det er stor forskel mellem de to, al-Kubaisi er f.eks. ubetinget for ytringsfriheden. Men samtidig tror han at det moderne Europa ble til på trods af kristendommen. Det er en illusorisk opfatning og vidner om at han ikke kender Europas historie. Det fører for langt at uddybe sammenhængen her, som ikke er mellem kultur og kristendommen – kulturen var kristen. Måden man omtaler middelalderen på, siger noget om bevidsthedsniveau. Det er blevet vanlig for politikere at tale om “den mørke middelalder”. Statsminister Erna Solberg gør det. Finnes det intet oplyst menneske igen i regeringspartiet Høyre? Mørk middelalder er et begreb for at fortælle at vi har lagt kristendommen bag os.

Stærke krefter ivrer for at det forbliver sådan. De aner at en opgør mellem Allah og Gud/Jahve ikke vil falle ud til deres fordel. De håber at folk ikke skal opdage, hvad det handler om. Derfor trækker de frem nazismen i alle sammenhenger, den virker som en kortslutning på menneskets evne til at have tillid til fornuften. Det får ikke hjælpe at det forgifter debatten og udsetter mennesker for fare. Nu er det AfDs Beate Storch som er drabstruet, og må ha fem livvagter med sig hvorhen hun går.

Har ikke norske politikere, samfundsdebattører og medier tanke for at de udsætter Sylvi Listhaug (Norges Inger Støjberg) for en tilsvarende fare, med sin uafladelige hetz mod henne? Det er et højst betimelig spørgsmål. Men det synes ikke at strejfe redaktørene.

Nick Cohen skrev om den jødefjendtlige tendens inden Labour, at om der skulle ske noget med britiske jøder, ville dommen over venstresiden blive hård. Da ville ikke Labour-politikere være velkomne i begravelsen.

Alliancen mellem establishment og islamske repræsentanter er tydelig, den har været vedvarende, og hver gang kritikken vokser, gentager establishment sin forpligtelse.

BBCs Newsnight interviewet i går kveld leder af Islamisk Råd i Tyskland. Han lagde ikke fingrene imellem: Det som var vedtaget i Stuttgart, var ensbetydende med nazisme. Det var ingen gradering, men fullblown nazisme: AfD ville være masters og reducere muslimer til andenrangs borgere. Nu måtte Tyskland vågne.

Det kom ingen spørgsmål fra London om dette var noget talsmanden mente bogstavelig, eller om han talte i billeder. Det gør det ikke når muslimer spilder offerkortet. Det er jo BBC og medierne som har vært med å gi dem det. Man utfordrer ikke sin egen konstruksjon.

Men så bliver BBC og den islamiske talsmand på samme side, mod AfD.

Den dagen lytterne trekker samme konklusion er BBC, DR, NRK, SVT osv ille ude. Et af punkterne til AfD er at den statlige licens skal ophøre. Det er en logisk konklusion på at public service-udbyderne er blevet ideologiske kanaler, spændt for den multikulturelle, les: islamvenlige vogn.

Medierne har et stort problem, sammen med politikerne. Jo mer de forsvarer sin position og angriber modstanderen – som er den indre opposition – jo dybere bliver hullet de graver sig ned i.

Dette er et billede amerikanerne benytter ofte. Om du skal komme ud af et skadelig spor, er det første du må gøre, at slutte at grave. Men det klarer de ikke.

Når en tysk redaktør skal referere fra en gudstjeneste, får han problemer. Det er hans egen kulturelle forhistorie han må forholde sig til. Det giver ham fordeler, han ved hvorledes han skal ramme, men samtidigt ved læserene hvad det handler om. Et spørgsmål melder sig: Ville redaktøren vovet gøre det samme med en islamisk gudstjeneste?

Hvad om biskop Frederik Maas er en ekte troende? Det spørgsmålet synes ikke at strejfe Bender.

Nach dem gemeinsamen Aufsagen des Glaubensbekenntnisses betont Haas seine Unabhängigkeit: „Ich gehöre keiner Partei an, ich bin gestern aus Malta gekommen und ausschließlich dem Evangelium verpflichtet.“ Der baden-württembergische Landtagsabgeordnete Heinrich Fiechtner, der den Koran einst mit Adolf Hitlers „Mein Kampf“ verglichen hatte, sagt laut in die Stille des Raums: „Amen.“ Doch Haas ist noch nicht fertig. „Ich beobachte sehr interessiert die politische Szene und bin entsetzt, wie eine Marginalisierung derjenigen stattfindet, die nicht dem Mainstream entsprechen.“ Viele Köpfe im Raum nicken. Ein Mann trägt eine rote Jacke auf deren Hinterseite die Worte „Jesus sagt: Ich bin der Weg“ gedruckt sind. Jesus, da ist Haas sicher, steht auf der Seite der AfD.

Efter den felles fremsigelse af trosbekendelsen, betoner Haas sin uafhængighed: – Jeg tilhører ikke noget parti, jeg kom i går fra Malta og er udelukkende forpligtet på evangeliet.” Den baden-württembergske delstatsrepresentanten Heinrich Fiechtner, som engang sammenlignet Koranen med Mein Kampf, sier højt i det stille rum: “Amen”. Haas er alligevel ikke ferdig. “Jeg ser med interesse på den politiske scene, og er forfærdet over den marginalisering de udsættes for som ikke føjer sig efter hovedstrømmen.” Mange hoder nikker. En mand bærer en rød jakke hvor det på bagsiden står skrevet ordene: “Jesus sier: “Jeg er veien”. Jesus, det er Haas overbevist om, er på AfDs side.

Det sidste er Benders utsagn. Det er en slutning han trækker og lager en løkke af, og lægger den rundt biskopen og de troendes hals. Men Bender tager en stor risiko. Han burde vide at han ikke kan vide: Kan det være at nogen af disse mennesker har den ægte vare, den ægte tro? Hvad vil det betyde? Det vil betyde at de har en tro på Kristus som forbinder dem med noget specielt, noget som har velsignet Tyskland og Europa, og lavet det fællesskab og den kultur som er “os”.

Men hvad om det er Bender som er ved at forlade denne kultur, og ikke bare forlade, men forråde den? Hvad om det er han som gennem latterliggørelse forsøger at få leserne til at sige: – Jeg kjender Ham ikke.

Dette er problemstillinger Bender overhodet ikke er bevidst på, ellers ville han ikke hængt ud biskopen og den folkevalgte. Han ville forsøgt at forstå.

Denne indlevelse er en del af det at være skrivende for en offentlighed. Uden den, mister den skrivende oversigten over forholdet til læseren. Han gør sig selv til instrument på vegne af en ideologi. Akkurat som socialister og islamister.

Denne biskop må være en speciel mand, og det at Bender citerer ham er måske et tegn på at han er en slags Saul på vej til Damaskus? Han forfølger AfD, men kan selv blive truffet af de sandheder biskopen forsøger at belyse:

Zu Beginn seiner Predigt liest er die Präambel des Grundgesetzes vor, in dem von der „Verantwortung“ des deutschen Volkes „vor Gott und den Menschen“ die Rede ist. Haas senkt das Kinn und öffnet die Augen weit. Er will auf etwas hinaus. „Von welchem Gott wird denn hier gesprochen? Natürlich von dem dreifaltigen Gott!“, sagt er. Es ist ganz still im Raum, die AfD-Mitglieder lauschen aufmerksam. „Es gibt, wenn man dem Grundgesetz verpflichtet ist, keinen anderen Weg, als sich zum Christentum zu bekennen“, sagt Haas – offenbar in vollem Bewusstsein, dass er gerade die Trennung von Staat und Religion abgelehnt und sämtliche Anhänger anderer Religionen zu Verfassungsfeinden erklärt hat. In der letzten Stuhlreihe sagt einer: „So sieht‘s aus!“

I begynnelsen af prækenen læser han indledningen til grundloven, hvor det tales om “Ansvaret” det tyske folk har “overfor Gud og mennesker”. Haas senker haken og åbner øjnene. Han vil frem til noget. “Hvilken Gud tales det her om? Naturligvis om den treenige Gud!”, sa han. Det er ganske stille i rummet, AfD-medlemmerne lytter opmærksomt. “Det fidnes, hvis man er forpligtet på Grundloven, ingen anden vej, end at bekende sig til kristendommen”, sa Haas – åbenbaret fuldt klar over, at han afviser skillet mellem stat og religion og dermed erklærer samtlige tilhængere af andre religioner for forfatningsfjender. På sidste rad siger en: “Sådan er det!”

Igen forsøger Bender at afvæbne biskopen, ved at tillegge ham meninger han ikke har. Biskopen siger noget som både er historisk og åndelig sant: Det er den kristne gud grundloven pålægger borgerne at være forpligtet på. Allah er en anden gud. Men for at slippe at forholde sig til det vanskelige spørgsmål om de kan ligebehandles hvis de er væsensforskellige, anklager redaktøren biskopen for at ophæve skillet stat/religion.

Det gør han i forsvar for en religion som overhodet ikke kender noget skille mellem religion og samfund. Alt er under islam i et samfund med mange muslimer. Friheden til de andre bliver stærkt begrenset, og de bliver andenrangs borgere. Dette sker i muslimske land i dag, som Pakistan. Ved ikke en veluddannet tysk redaktør såpas? Eller slår hjernen hans krøl på sig?

Det er mer bekvemt og lettere at spidde en biskop med hans egne ord.

Det er let at ane et hysteri under overfladen: Bender vil ligestille en religion som har som program det han anklager biskopen for! Hvor selvmotsigende går det an at blive?

Tyskland har forhåbentlig mange kristne og dannede mennesker som vil se tværs igennom tarveligheden til en politisk redaktør i det som går for at være landets mest konservative og respekterte avis. No more.

Den politiske korrekthed er blevt en kirke, som krever lojalitet og bekendelse.

Bender ser biskopens ord ut fra sin egen kirke og den er alliert med islam.

Det er enten eller. Det får Bender svært godt frem.

Bender opererer med en dikotomi, et skille os/dem som indebærer at tyskerne må frakende sig sin egen historie og vælge islam som Leitkultur.

Det kommer de ikke til at gøre.

Når kongressen vedtager at lægge indskrænkninger på praktiseringen af islam, er det for at standse en sådan udvikling.

Kongressen vedtog forbud mot minareter, forbud mod bønneråb, forbud mot niqab og egentlig mest indgribende: forbud mot hijab i skolen. Det er et forbud som slår ret ind i hverdagen.

Mediene går i fistel. Men køber tyskerne denne fremstilling? Skal man tolke de sidste meningsmålinger så gør de ikke det.

De politisk korrekte har afskaffet kristendommen som fundament for samfund og stat. Den officielle ideologi er kristendomsfjendtlig. Den er tilsvarende islamofil. Vanlige mennesker opfatter det. Tror virkelig de politisk korrekte at dette er en anbefaling, når man ser hvad islam afstedkommer rundt om i verden?

AfD vedtog noget andet: Det må blive en slut med at det eneste man forbinder Tyskland med, er nazismen. Tyskerne må lære at deres historie er noget mere end Det tredje rige. Her vil igen medierne og de etablerede advare mot nationalisme og fortidens dæmoner. Men dersom vælgerne får en stadig klarere følelse af, at det de bliver bedt om at tage afstand fra, er dem selv, hvad da? Er ikke valget ganske forudsigbart?