Som modydelse for at stoppe den mennesketrafikken til Grækenland, har Tyrkiet notorisk krævet og fået en visumfritagelse for sine egne statsborgere til EU. Vil denne visumfrihed for alvor åbne dørene for en massiv tilstrømning af tyrkere til EU? I flere EU-lande er man meget betænkt.

Et forslag, som Tyskland og Frankrig har fremmet overfor de andre EU-lande, tyder på, at de to lande vil have en stereotyp nødbremse i denne visumfrihed, skriver Die Zeit. Hvis “specifikke kriterier ikke længere er opfyldt”, hvilket i praksis betyder, at det ankommer for mange tyrkere, kan aftalen blive sat ud af kraft.

I et fransk-tysk dokument hedder det nu: Stillet over flygtningekrisen er det “nødvendigt at have en virksom mekanisme for suspension af visumliberaliseringen.” De eksisterende bestemmelser om ophævelse af et EU-direktiv fra 2001, anser regeringerne i Berlin og Paris ifølge dokumentet som kompliceret, og for at trække i langdrag.

Under den nuværende lovgivning skal det være en nødsituation for at ophæve en eksisterende visumfritagelse Dette er efter Tysklands og Frankrigs opfattelse en alt for strengbetingelse. De ønsker derfor at indføre en “betydelig øgning” i antallet ophold som kriterium for suspension.

Med denne leg lader altså EU som, om unionen vil holde sin del af aftalen ved at åbne døren for tyrkiske statsborgere, mens det i virkeligheden åbner for nye bureaukratiske tricks for ikke at efterleve aftalens intentioner alligevel.

En særligt respektabel position er det ikke. Der findes intet politisk mod til at sige lige ud på det politiske niveau, at det er udelukket med for mange tyrkere i Europa, og der er ingen politisk beslutsomhed til, for egen maskin, at gennemføre en kontrol af EUs eksterne grænser værd betegnelsen eksterne. Jobbet forsøges outsourcet til Tyrkiet, men takket være bureaukratiske manøvrer bør ikke tyrkerne får så meget lønnet arbejde som forudsat.

Måske er det heller ikke smart, for det formalistiske dobbeltspil overfor Tyrkiet er nemt at gennemskue, og kan let forårsage at tyrkerne ikke fuldt ud overholder sin del af en aftalen, der risikerer at løbe ud i sandet.