Blandt det mest bemærkelsesværdige ved det absurde asylsystem, er hvorledes hærskarer af mennesker i nogle af verdens formentlig mest oplyste lande lar sig føre bag lyset af gode historier.

Historierne er mere eller mindre iscenesat, men de formidles velvilligt og systematisk af ikke særligt kritiske medier, der ynder at pushe denslags til en endnu mindre kritisk offentlighed – som den norske Simon-affæren for seks år siden.

I sensommeren i fjor gik billedet af en grædende irakisk far som krammer børnene indtil sig på en græsk strand, jorden rundt. Ligesom flere andre billeder fik folk til at tro, at folk uden tvivl må have haft det helt forfærdeligt i deres hjemland, når de udsætter sig for så megen lidelse. Fotografen vandt sågar en Pulitzer Prize for sinformidlingskunst.

Den britiske avis The Guardian var blandt de mange som formidlet historien internationalt:

NRK formidlet det siden som en gladnyhed da familien fikk ophold i Tyskland. Her var det utvivlsomt på sin plads med asyl. Nogen retur til Irak kunne vel aldri blive aktuelt for denne familie?

Tværtimod.

Die Welt skrev forleden, at hele familien, med en eneste undtagelse, er reist hjem igen. De ikoniske asylanter var ikke så forfulgte alligevel.

Siden offentliggørelsen af fotografiet, var der mange, der fulgte med på, hvordan det gik med flygtningefamilien. Først lignede det på en lykkelig slutning. Faderen – Laith Majid, en irakisk bilmekaniker – formået at nå Berlin med sin kone Neda, hendes tre sønner Ahmed, Mustafa og Taha, og den lille datter Nour. I et interview med B.Z. i januar 2016 sagde Neda Majid, at hun håbede, Tyskland ville give familien asyl, og at de ville finde igen, hvad de havde mistet i Irak.

Men nu har familiens historie taget en dramatisk vending. Ifølge en rapport i Bild er sunni familien, med undtagelse af den ældste søn Mustafa, vendt tilbage til Irak.

Det er netop sønnen, der er kilden til disse oplysninger. Han gør sig næppe populær ved at smadre det medie-skabte ikonet.

Den 18-årige Mustafa siger til Bild, at nyheden om dødsfaldet til bedstemoren, der var blevet igen hjemme, havde ramt hans far så hårdt, at han havde kramper og blev indlagt i fem dage. Hans far Laith havde ikke længere udholdt presset og sorgen – og satte sig fore at begrave sin mor i hjembyen Bagdad, med fare for sit eget liv. Mustafas mor Neda– der er en engelsk lærer, og dermed “familiens talsmand i udlandet”– ønskede ikke at lade sin mand dra alene.

Familien synes at have genoprettet en slags normalitet i deres hjemland.

Ifølge Bild rejste familien hjem igen i midten af februar, og nu bor de i den relativt sikre metropol Erbil, i kurdisk Nordirak. Faren, skal dog ha rejst alene til shia-kontrollerede Bagdad for at begrave sin mor. Mustafa siger hans far nu arbejder i et autoværksted i Erbil, hvor familien bor i en to-værelses lejlighed.

Som så ofte før – formentlig hundredtusindvis af tilfælde – har dermed  et europæisk land givet politisk asyl til folk som meget vel kunne have klaret sig i den region, de rejste væk fra.

Eldstesønnen tror ikke han har nogen fremtid i hjemlandet:

Efter hvad der bliver sagt, klarer Mustafa sig ganske dårlig alene. Han bor i øjeblikket til dels på gaden. Men han var fast besluttet på at overleve her. Han havde ikke noget valg: “I Bagdad ville shia-mobben dræbe mig, og i Erbil, jeg har ingen fremtid,” sagde han til Bild.

Man forstår ikke helt, hvorfor livet i Erbil ville være umuligt. Den der har familiemæssige forbindelser i orden, kan normalt klare sig i et korrupt klansamfund som Irak.

Unge Mustafa er en smule hissig type:

For to uger siden endte han i en slåskamp med en anden flygtning i et asylcenter i Berlin-Spandau. Den anden beboer havde stjålet et armbånd fra ham, som hans mor havde givet ham som en gave. Efter hændelsen blev han “smidt ud på gaden.”

Dette var næppe den eneste måde at løse et sådant problem. Mon tro hvor ofte folk, der portrætterer sig selv som ofre, har skeletter i skabet, der er noget af den virkelige årsag til deres usikre situation? Mon tro hvordan forholdet til hans familie egentlig er?

Hvis han bliver i Tyskland, vil han ikke se den igen i lang tid:

Hans familie er på nuværende tidspunkt ikke vende tilbage til Tyskland. “Først om fem år får de tilladelse til at rejse ind i Europa igen,” sier Mustafa til avisen. I mellemtiden har hans syvårige søster Nour lært sig godt tysk.

Små børn har en plastisk hjerne, og de plukker hurtigt op sprog. Men det skal ligesom pointeres, da denne fem-års-reglen ønskes portrætteret som brutal. Skulle familier med politisk asyl få lov til at rejse frem og tilbage mellem værtslandet og det land, de tilsyneladende flygtet fra? Så hvorfor ikke lige så godt kalde det hele asylsystem den farce, der er?

Die Welt