Jeg kan ikke tælle alle de gange jeg har hørt det sagt, at “der er meget racisme i Norden”, “muslimerne diskrimineres i Europa” eller “kvinder forfordeles i det nordiske arbejdsliv.”

Dette er stående truismer som, når de møder hjernen, glider gennem uden den mindste kritiske friktion. Det er som om en flok skarprettere på kursus under den lutherske nyortodoksi havde fået at vide, at “vi har i riget store udfordringer med hekse og heksemestre” – de ville helt sikkert nikket bifaldende. Men hadde de egentlig det?

Vis mig de land, hvor det er væsentligt mindre racisme end i Norden, vis mig et kontinent, hvor muslimerne har det bedre end i Europa, vis mig et arbejdsliv, hvor kvinder har det lettere end i det nordiske.

Jaså, så det er problematisk? Ikke uden grund. Livet er nemlig gradbøjning. Siger man “der er meget x her”, har man i realiteten begået en gradbøjning – hvad enten det er meget eller lidt x, ved man det først, når man har sammenlignet med andre steder.

Meget mere, mest. Lille, mindre, mindst.

Så man kan kun undre sig over hvorfor dette indlysende punkt bliver tabt i debatten. Måske fordi debatten er styret af verdslige lutherske pietister som kun evner at se verden i sort og hvid – der sammenligner verden med deres egne idealer, og opdager, at idealerne er renere og pænere.