Liberalere møder ytringsfrihedsrealister for at diskutere hvor meget friheden kan indskrænkes for at begrænse skaden imamer gør på samfundet. Findes der noget balancepunkt?

Men den diskussion var liberalerne ikke interesseret i. Jens-Martin Eriksen, Mikkel Andersen og særlig Flemming Rose mener det er en slippery slope. Hvis man først prisgiver friheden og rettighederne kan stramningerne senere vendes mod andre. Man kan ikke gradbøje friheden, er deres bud.

De vil begrænse sig til at ramme mennesker der udgør en direkte trussel mod statens sikkerhed, og det findes der love for.

De vil ikke være med på at diskutere trusler mod samfundets sikkerhed, som i jura-sprog heder “trusler mod den offentlige orden”, et helt håbløst begreb, mente Mikkel Andersen. Enhver jurist ville rive sig i håret. Det ville åbne for den rene vilkårlighed.

For at opretholde præmisserne måtte Andersen bagatellisere truslerne fra f.eks. Grimhøj-moskéen. Vidst havde de rekrutteret 27 krigere til Syrien, for at kæmpe for “en anden stat” som han formulerede det, og kaldte det usympatisk og ubehagelig. Men stænge moskéen? Dét ville sætte et farlig eksempel.

På den anden side stod Katrine Winkel Holm og Naser Khader. Winkel Holm tager udgangspunkt i den nationale suverænitet. Den står over individuelle rettigheder. Uden national suverænitet betyder individuelle rettigheder heller intet.

De liberale mener at individuelle og transnationale rettigheder står over den nationale suverænitet. Og der skiltes deres vejer.

Alliancen mellem Winkel Holm og Khader er tankevækkende. Khader har oplevet islamistisk styreform på kroppen. Han fortalte en historie fra sin barndom: Landsbyældste var blevet hentet af politiet. En dag standsede politibiler med hvinende dæk. Ud blev det smidt en krop, død. Det var den udmagrede og lemlæstede krop til landsbyældsten. Hvorfor havde de ikke smidt ham ud i ørkenen som er uendelig stor. Han ville aldrig blevet fundet. Men politiet ville at han skulle blive set. Den døde var budskapet.

Assad, sier du måske. Men Wafa Sultan fortæller fra studietiden i Syrien, hvordan væbnede mænd styrtede ind i auditoriet og skød forelæseren ned foran øjnene på studenterne. Han var en dannet mand, en af de bedste og derfor islamisternes fjende.

Det er denne vold, i alle dens afskygninger – både Assads og Brorskabets – som er kommet til Europa.

De liberale ville ikke forholde sig til det.

Flemming Rose er det mest fascinerende eksempel på denne benægtelse. Han står på al-Qaidas dødsliste og vil måtte leve med truslerne resten af sit liv. Alligevel har han konstrueret et forsvar for friheden som omfatter muslimerne. Han vil gerne at det hænger sammen principielt, men det gør det jo ikke. Det ville vært bedre om han vred sig på gulvet og græd. For det han har oplevet og blevet udsat for er historien om vår tid, og det er en gevaldig historie som utfolder seg som en hydra. Men Rose vil gerne bevare troen på en liberal orden, selv om sverdet henger over hans hoved.

Intellektuelle frygter at miste deres frihed, men hvis det er ensbetydende med at definere friheden som man vil, er det ikke længer frihed.

Rose fik sig til at sige at vi ikke vil vinde kampen mod den intolerante og farlige islam uden at finde allierede blandt – hans egne ord – “dybt troende muslimer der samtidig er lojale mod det liberale samfund”. Hvor har man set nogle  af dem? Findes de over hovedet? I det norske socialdemokrati forsøger man finde slige, men de er i bedste fald konservative sunnier. Forsøg at skrabe lidt i overfladen, og spørg f.eks hvad de mener om Israel, frafald, udviklingslære eller blasfemi. Se hvor dybt liberaliteten stikker.

Rose trak parallellen til socialdemokraterne, som stod på demokratiets side mod kommunisterne. Er det en gyldig og relevant parallel?

Rose er gift med en russerinde og kender Sovjetunionen og Russlands historie. Hvordan kan han få sig til at trække slige paralleller?

Ordene bliver fuldstændig meningsløse mod det som omgiver os: Politi med maskinpistoler, ude på gaden, inde i gården, opover trapperne og inde i salen. Det undlader ikke at gøre indtryk.

Aia Fogh fortalte at PET på rekognoscering havde vurderet hvor panelet skulle sidde. Med ryggen mod vinduerne, men da måtte skodderne være for. Skud kunne komme udefra.

Realiteten er våbnene og de taler meget højere end liberalernes ord, selv om Jens-Martin Eriksen gik ind for at straffen for true det frie ord måtte øges drastisk.

Men samtidig ville de ikke være med på at hadtaler virkelig er trusler. Rose ville ikke engang være med på al den tale om hadprædikanter. Had var jo modsætningen til kærlighed. En del af menneskets natur.

Så var vi kommet full circle og der bliver intet tilbage. Genstår bare at skrive os selv ud af historien.

Det er slig en fortælling liberalerne lægger op til.

Winkel Holm og Khader forsøgte at beskrive noget helt andet. Skodderne, maskinpistolerne.

Forslagene om indfødsret, udvisning av imamer og stængte grænser er et forsøg på at standse en udvikling som er ved at løbe løpsk.

Det er sent, men man kan ligevel ikke la være at bruge hovedet.