De sidste ugers afsløringer om de velståendes parallelsamfund i såkaldte skatteparadiser har været instruktive. Forholdet indikerer at det ikke bare er ”almindelige mennesker”, der er bekymrede over udviklingen, men at også det politiske lederskab og folk på samfundets øverste hylde har forstået, at udviklingen i værste fald kan gå rigtig galt, og at man derfor bør sikre sig tilgang til en åben bagdør og noget ekstra på kistebunden.

Blandt de mange enkeltafsløringer, konstaterer vi at det ikke udelukkende er for at slippe beskatning af egen indkomst man graver ned penge på en holme i Karibien (á là kaptein Sorte Bill ifølge Thorbjørn Egner skal ha drevet med i 1514). Nogle bruger også denne metode til at opbevare de af vore skattepenge de har blevet tildelt for at gennemføre et udviklingsprojekt.

De lækkede dokumenter har afsløret, at ledelsen i de palæstinensiske selvstyremyndigheder har gravet ned store formuer i skattens paradis, som altså nu er dokumenteret endestation for utallige millioner af vore skattepenge som norske udenrigsministre med Stortingets godkendelse rundhåndet har delt ud til disse mennesker.  Foreløbig har man identificeret søn af palæstinernes president, Mahmoud Abbas, Tareq Abbas (øvesrte billede), som begunstiget ejer af en skat værd mange millioner dollar. Tareq Abbas udmærker sig i denne sammenheng som en mand, der gennem sit liv aldrig har bidraget til palæstinensisk økonomi med så meget som et eneste produktivt dagsværk, – men beskidte nulskatteyder er han alligevel blevet i sit paradis. Hører du det, udenrigsminister Brende?

I en meget ordknap pressemelding i februar fortalte Udenrigsministeriet at neste møte i Giverlandsgruppe for Palæstina, AHLC, skal finde sted denne måned i Brussel. Siden har vi ikke hørt mere om dette arrangement, men ganske meget om lækagerne fra Panama. Om det er disse, som har fået giverlandsgruppen til at gå under jorden ved vi ikke, men det ville næppe blive mødt med internationale protester om Tareq Abbas og hans kolleger i den palæstinske ledelse blev inviteret til udenrigsminister Brendes møde i Brussel for at yde en skærv af sin paradisskat til gode formål i Palæstina, – det var jo nettop dét, disse millioner oprindelig blev bevilget til.

Det palæstinensiske lederskab sender ikke kun skattepenge til paradis. Til paradis sender de også unge piger som opnår hæder og ære fra en af organisationene som præsident Abbas er personlig leder for, Fatah. Denne uge rettede Fatah opmærksomhed mod to unge piger som de i 2002 udstyrede med sprængstoffer og ordre om at dræbe jøder. De lykkedes tilsammen at tage livet af 8 og såre 100 israelere på sin vej til Palæstinas paradis, hvor Fatah ønsker dem ”ære og evighed.” Nu hædres de med opslag og billeder på Fatahs Facebook-sider.

Udenrigsminister Børge Brende har fremdeles en valgmulighed: Han kan fortsætte med at støtte op om denne terrorvirksomhed med stadig nye millionbevillinger til Fatah og PLO, eller han kan i stilhed indlede en tilbagetrækning, som han i kommende valgkamp ikke vil have store problemer med at få støtte for blandt vælgerne. Om Arbejderpartiets leder Jonas Gahr Støre vil modsætte sig en tavs afvikling af den palæstinensiske korruption, bør han få anledning til at forklare vælgerne hvorfor han støtter meningsløs terror med norske bortgemte skattepenge.

For nogle uger siden kunne vi fortælle om en redaktør i avisen Vårt Land som hadde kommet til, at fredsprocessen ville kunne gøre fremskrit hvis det lykkedes at identifisere en ”palæstinensisk Mandela”, som kunne bringe fred og forsoning til partene. Den palæstinenser avisen fandt best egnet til sådan en hæder, var Fatah-leder og terrorist Marwan Barghouti som for tiden soner den første af fem livstidsdomme for mord på jødiske civile.

Vi ved ikke, om de palstinensiske selvstyremyndigheter læser Vårt Land, men det ser ud som om noget mere end en tilfældighed, at de nu har hentet idéen om at hædre denne ”fredsfyrste” og er ved at lancere en verdensomspændende lobbying-kampagne for at få terroristen Barghouti nomineret som kandidat til Nobels fredspris. Det planlegges en massiv kampagne bl.a. i internationale medier, og der er grund til at frygte at nomineringen og kravet om løsladelse af ”Palæstinas Mandela” kan få betydelig støtte på højt niveau også i det norske samfund.

Kampagnen har allerede fået tilslutning fra det tunesiske parlamentet som så sent som i fjor, nød godt af den opmærksomhed som Nobelprisen til den tunesiske dialogkvartet gav dem. Vi regner med at dialogkvartetten følger op ønsket fra sine egne politiske ledere slik traditionen er i den arabiske verden, og giver et solid punch til kravet om at hædre endnu en palæstinensisk terrorist med Nobels fredspris. Vi ser frem til en norsk debat om dette spørgsmål og håber Nobelkomitéen vil være åben om sin behandling af det påtryk den får i denne sag.

Vi vet jo allerede at det ikke kun er Vårt Land som omfavner en sådan politik. Slik forholdet til palæstinenserene har udviklet sig i Norge vil det neppe være helt enkelt for komitéen at afvike fra en bred konsensus i det politiske miljø. For mange norske jøder vil det imidlertid opleves som livsvigtig at få en tydelig besked om hvordan norske ledere forholder sig. Nobelkomitéen disponerer frit sine millioner og står ikke til ansvar overfor skatteyderne. Men de signaler de giver med sine pristildelinger, har for enkelte større konsekvenser end nogle millioner stuvet væk i et skatteparadis.