Som en illustration på gårsdagens leder om at vi er bundet til hinanden – hvis èn falder, falder alle, kommer nyheden om at norsk politi har indbudt leder for salafistorganisationen Islam Net til at holde foredrag for politiet om radikalisering af unge muslimer. Det ville være som at dansk politi skulle indbyde Hizb ut-Tahrir til at fortælle dem om hvordan man forebygger radikalisering.

Det ville være utænkelig. I Danmark er diskussionen heller om Hizb ut-Tahrir bør forbydes.

Men i nabolandet inviteres salafisterne ind i varmen.

Det får en række konsekvenser: Salafistlederen får autoritet. Han er godkendt af myndighederne. Det giver magt og indgyder frygt hos hans modstandere. Manden, der heder Fahad Qureshi, sørger for at komme med et spark til nestleder for Arbeiderpartiet, Hadia Tajik, som har muslimsk baggrund, men forsøger at finde et modus vivendi mellem norsk og muslimsk kultur. Hun har blandt andet gået ind for hijab-forbud i børneskolen. For det skal hun mærkes. Qureshi sender et signal til muslimerne. Hun står på hans liste.

Politiet forstår ikke at når de giver talerstolen til en salafist, er det ikke som en hvilken som helst taler. Qureshi taler et magtsprog, og det er et sprog som norske muslimer bare kender så altfor godt fra hjemlandenes kultur. De forstår at Pakistan har kommet til Norge. Hvis man i det hele taget mener noget med ordet integrering, inviterer man ikke en salafist til at tale om radikalisering. Da er det nordmænd som vil ende op med at blive integreret i islam.

Blandt toneangivende stemmer i norsk offentlighed, ikke minst pressen, er troen på at islam kan forenes med demokrati, udbredt. Det er blevet den officielle version. Det er de som bestrider dette præmis, “islam-kritikerne”, som bliver stemplet som ydderliggående og farlige.

Hvordan er det mulig at gå glip af tyve års opsamlet erfaring og kundskab?

Den vestlige verdens uforstand overfor islam er vor tids største gåde.

Med et slikt udgangspunkt bliver verden uforståelig. Også terroren bliver uforståelig.

Den tidligere leder af en egen hemmelig operativ gruppe inden Efterretningstjensten, Ola Kaldager, som hentet ind information fra lande som norske styrker kunne formodes at blive udplaceret i, som Afghanistan og Irak, gav sit første tv-interview sidst uge. Han talte i en halv time om den vrede man føler i det utvidede Mellemøsten over vestlig intervention. Og den kommer ikke til at forsvinde med det første, for Vesten har ikke lært, men fortsætter med droner og en overdreven tro på militær indsats, var hans budskab.

Hvad var det som drev deres vrede? Var det islam? Nej, religionen var bare et påskud, kunde E-manden fortælle. Det var bare noget de brugte. Et værktøj. Man må søge dialog med dem.

Når man møder så meget uforstand, på højt nivå – og det inden etater som er sat til at beskytte samfundet – forstår man at vrangforestillingerne stikker dybt.

Det farlige er selvfølgelig at salafister og islamister forstår at trænge ind i det norske samfund. Når de først er inviteret ind, kommer de til at følge en taktik og stategi som gør dem til partnere. De er ikke dumme.

Så langt har det ikke kommet i Danmark, men det er heller ikke taget noget opgør.

Det er en pris at betale for så meget dumhed og den er allerede ved at blive høj.