Når man læser historien til Lone Kristensen (52), mor til Victor, der døde som selvmordsbomber i Irak, står alt lysende klart: Vi er ved at blive erobret indenfra.

De tager vores børn og gør dem til mordere, af andre og sig selv. Alligevel tøver Folketinget, regeringen og den liberale elite ved selv den mindste stramning af lovene om ytringsfrihed og statsborgerskab, og lukking af moskeer.

Det vidner om svaghed, en åndelig svaghed og et politisk svagsyn.

Fra Lone Kristensens ståsted er historien klar og stærk: Den er hentet fra det hverdagslige. Det kunde været hvem som helst.

Hun vidste ikke at Danmark havde fået miljøer som lever helt udenfor Danmark, efter andre verdier, og som ikke føler den mindste lojalitet til Danmark, ikke engang til hende som havde måttet afstå sit eget hjerteblod. Det spildte ingen rolle. Nada.

De år gav den 52-årige sygeplejerske et uforberedt møde med byens muslimske miljø, som hun siger, at hun forgæves forsøgte at trænge igennem til.

Med sit lyse hår og skandinaviske udtryk kom hun pludselig steder, hun før ikke anede eksisterede. Lone Kristensen søgte oplysninger, der kunne skabe kontakt til Victor, mens han stadig levede i Mellemøsten. Siden jagtede hun viden om hans påståede martyrdom. Bl.a. i Grimhøj-moskéen, hvor Victor kom inden sin afrejse.

Resultatet var beskedent.

»I en hvilken som helst anden situation ville der være folk til at hjælpe, hvis ens søn er i livsfare. Men det var der ikke her. Folk var meget mistænksomme over for mig, nogle ville ikke tale med mig, fordi jeg sikkert samarbejdede med Pet (Politiets Efterretningstjeneste, red.). Der er en stor Pet-fobi derude,« siger Lone Kristensen.

»Hvorfor hjalp de ikke med at få ham hjem fra Syrien? Hvorfor kom de ikke her og kondolerede, da han var død? Hvorfor kommer de ikke og hjælper mig? Jeg er en martyrs mor. Det burde give mig status, men det gør det ikke. Det er så dobbeltmoralsk.«

Hvis bare

Lone Kristensen bebrejder sig selv: Hvis hun bare havde vidst hvad Victor bestilte inde på sit værelse når han bad. Men det er ikke hendes ansvar i første række. Det er Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske, TV2 og DR som skulle vidst og taget ansvar. For de har vidst i lang tid. De skulle oplyst politikerne og afkrævd dem svar. Tvunget dem til handling.

Jo, danske dagblade er bedre end de norske. Men når det kommer til konklusionerne ser også de bort.

Hvis “hvis bare” bliver noget uopnåelig, bliver det til nederlag, og det er det det er blevet. Ikke noget vestlig land har mandet sig op til at se situationen som den er: At vi erobres på mange fronter. Den farligste er den indre. Den farligste er ikke at tørre at se.

Så bliver Lone Kristensen stående alene tilbage.

Et lille eksempel:

Hjemme i Danmark mødtes Lone Kristensen og Victors far for første gang med repræsentanter fra Grimhøj-moskéen. De vidste, at Victor var kommet i den gamle moské på Grimhøjvej 15. At han kendte imamen Abu Bilal, som siden rykkede til den nye moské i den gule murstensbygning på Grimhøjvej 7.

»Vi var til samtale med Abu Bilal. Han havde taget Victor under sin vinge og kaldte ham sin søn. Jeg så et billede, han havde af Victor i sin telefon,« fortæller Lone Kristensen.

Gjorde de noget aktivt for at hjælpe jer med at komme i kontakt med Victor?

»Nej. De gjorde intet. Vi kunne få noget undervisning i koranen, så vi kunne forstå Victor og måske også selv blive muslimer,« svarer hun og tilføjer, at hun i alt har besøgt moskéen fem gange.

Abu Bilal fastholder, at han gjorde, hvad han kunne.

»Jeg ville meget gerne hjælpe, men jeg kendte ikke nogle i Syrien,« siger Abu Bilal og understreger, at han først hørte, at Victor var i Syrien, da Lone Kristensen fortalte det i 2013.

»Jeg spurgte to-tre unge, men de vidste det ikke, og jeg sagde: ”Beklager, Lone”,« fortæller imamen.

Man trænger ikke have læst Ahmed Akkaris skildring av livet indenfra moskeens vegger for at forstå at Abu Bilal lyver både Lone Kristensen og Jyllands-Posten ret op i ansigtet.

Abu Laban viste den samme frækhed under karikaturkrisen. Det er ti år siden. På disse ti år har imamerne gået fra at hisse den islamske verden mod Danmark, til at rekruttere danske børn til selvmordsbombere.

Og alligevel diskuterer partierne på Folketinget om det er rimelig og forenlig med demokratiet at tage statsborgerskabet fra typer som Abu Bilal. Eller lukke hans moské.

Når selv en mand som står på Al-Qaidas dødsliste, Flemming Rose, mener det er forkert at indskrænke ytringsfriheden for hadefulle islamister, hvad er det Vesten lider af?

Asymmetrisk krig

Rose mener der går et skarpt skille mellem ord og handling. Ideelt set ja. Men ting er ikke normale. – Vi er et demokrati, vi kan si og skrive hvad vi vil, sa Rose under et foredrag i Trykkefrihedsselskabet i desember.

Men den liberale elite og venstrefløjen har for længst gjort talehandling til et begreb og vil holde højrefløjen og islamkritikere ansvarlige for konsekvenserne af kritik af islam, uanset hvor tynd forbindelsen måtte være til eventuelle gerningsmænd. Breiviks navn bruges i enhver sammenhæng.

Denne liberale elite eksisterer i en mærkelig symbiose med islamister som går til angreb på vores samfund. Her er begrebet talehandling ikke-eksisterende, til trods for at det ville været mer relevant, for de fleste muslimer taler over samme tema, som er islams uforenlighed med vestlige verdier. Betoningen varierer, men det er konstantefne som er interessante.

Det er denne anomali som gør det nødvendig med lover som regulerer udøvelsen af en religion som legitimerer angreb på samfundet den er kommet til.

Den liberale elite får hysteriske reaktioner bare ved tanken. Det er en hysteri de selv har udløst.

Selv efter Paris og Brussel tøver politikerne.

Historien set fra en dansk mors synsvinkel gør det hele klarere.