Var vi lidt mindre Brussel, end vi var Paris?

Det var kun politikere, der udtrykte chok over terroren i Brussel. Klichéer og tomme fraser og andre ting, de tror de er også forpligtet til at sige, er ved at løbe ud, helst inden støvet fra forrige bombe har lagt sig. Obama foretrak at danse tango i Buenos Aires, men han er jo faktisk på vej ud, så ingen bekymrer sig nævneværdig om, hvad han gør og ikke gør længere. Det var således Trump pressen fulgte med interesse. Hans meninger om islam og muslimer er allerede velkendt. Så kommer den nu berømte belysning af vartegn. Blomster, lys og bamser og Facebookprofil-draperinger. Vores kærlighed skal ud og fremad. Det er blevet en slags ritual. I det mindste er de offentlige reaktioner de samme hver gang. I folkedybet fornemmedes tiltagende revner.

Facebook fik rigtignok kritik. Efter Paris-terroren fik alle tilbud om at ændre sit profilbillede for at udtrykke sympati. Men efter Brussel kom ikke et sådant tilbud, og når folk selv skal gøre en lille indsats, sker der intet. Brød folk sig mindre denne gang? Eller var de bare mindre chokeret? Måske begge dele.

Det skal godt gøres at undgå at have opdaget, at IS har lovet mere terror i Europa, at de ville smugle ind terrorister med migrantstrømmen, at parallelsamfundene vokser med mentale mure højere end de nye grænseindhegninger ved Makedonien. Medierne gør sine sædvanlige narrestreger, for eksempel norske VG der finder en kvinde, der har en “anderledes islam” end terroristerne, og Dagbladet, der lykkedes at presse ud en hadkriminalitetssag mod en muslim i Oslo. Men publikum vil ikke længere så let narres. Med viden sniger kynismen sig ind, og solidaritet forsvinder ud.

Det svenske Aftonbladet  gør nogen krampetrækninger, “Brussel reagerer med att gå ud.” Reagerer? På selvmordsbomber? En tragisk repræsentation. Sandheden er, at folk er blevet bange for at køre metro og kigger ængsteligt på muslimer med skæg og stor taske, mens de overvejer, om det kunne være for dramatisk at hoppe af ved næste station. Da jeg selv sad på bussen i London efter 7/7, oplyste chaufføren om en glemt taske. Han standsede bussen med det samme og passagererne næsten smed sig af bussen. Mantraet at vi fortsætter, som om intet var hændt, er simpelthen ikke sandt.

Vi justerer livet lidt efter bombe- og terrorrisici. Feriemålet ændres fra Tyrkiet til Spanien, vi holder øje med nødudgange, vi er ubekvemme på metroen i Europas storbyer og vælger måske bus eller taxa i stedet. Men i det store og hele må folk på arbejde med offentlig transport, så man kan ikke undslippe. Det er ikke vores “svar” på terrorisme, at livet fortsætter som før, det er på grund af manglende alternativer. Vi bruger ikke offentlig transport “på trods”.

Svenske Aftonbladet går endnu videre end de norske medier og turer frem med kærlighedsbudskabed. Journalisten går gennem tomme gader, kun for at opdage, at alle har samlet på Place de la Bourse.

Folk står med sammanflätade fingrar. Barn har teckningar eller ljus i händerna. Någon sjunger ”Imagine” av John Lennon. Det är knappast skönsång, men det är ändå vackert.

Dette er rent terrorpornoen. Vi skal samles med tegninger og lys, mens mennesker, vi ikke kendte, har mistet noget af deres. Stadig er der nogle på hospitaler efter terroren i Paris. Men de er glemt. Der er friske terrorofre medierne ønsker.

I avisernes kommentarfelt og i de sociale medier, ser vi en holdningsændring. Brussel er ikke en hvilket som helst hovedstad – den er også EU-hovedstaden. Belgien er på en måde intet eget lille land, det repræsenterer noget større. Noget udtværet. Noget, der er gået overbord. Det er her, beslutningerne træffes om migrationen til Europa. Beslutninger, der gør os alle mere sårbare over for terrorisme. EUs udenrigspolitiske chef Fedrica Mogherini græd efter angrebene, men hun har ingen planer om at ændre politik eller kursus. Hun roste derefter også islam som religion af ‘peace and dialogue and co-operation’.

Federica Mogherini vil have flere flygtninge og indvandrere til Europa. Parallelsamfund, der beskytter terrorister vil vokse sig større, og det vil blive endnu mere no-go zoner. Men sådant plager ikke en ægte EU-bureaukrat med privatchauffør. Hun gør kun, hvad der er etisk rigtigt, skal vide.

Aviserne er på udkig efter syndebukke overalt, undtagen der årsagen ligger. Det var belgisk efterretningstjeneste, der havde begået fejl, har de fastsat. De havde ikke gjort deres arbejde. Den uoverkommelige opgave at holde styr på tusindvis af wannabe-jihadister der rejser uhindret frem og tilbage over Schengens grænser.

I Storbritannien, sagde David Cameron, at han blev chokeret. Han var bestemt ikke. Ikke engang hun der hun børster op hår i salonen minen var chokeret. Men det er muligt, at Cameron var overrasket over, at terroren fandt sted i Brussel og ikke i London. Desuden passede dette usædvanligt dårligt nu, midt i EU-valget. Briterne kunne altid komme til at tro, at de ville være sikrere udenfor EU!

Sympatien er mindre udtalt denne gang. Vi går lidt tilbage. Påskevær og skiføre er hyggerligere sager at tale om. Det er allerede i luften, at vi venter på flere selvmordsbombere med 72 jomfruer i syne.