Efter Brussel konstaterer Ed West i spalterne hos The Spectator, noget alle ved er sandt, men sjældent siges ligeud:

Central Europe, chiefly Poland, Hungary and the Czech Republic, remain largely safe from the terror threat, despite the former in particular being a Nato player in the Middle East. It is precisely because the reasons for this are so obvious that they cannot be mentioned. Poland is 0.1 percent Muslim, most of whom are from a long-settled Tartar community, Britain is 5 percent, France 9 percent and Brussels 25 percent, and those numbers are growing.

Dataene fortæller ubønhørligt at jo flere muslimer, jo større terrorfare.

Den indsigt er så fantastisk ubehageligt, for vejen er kort til at observationer på gruppeniveau forværrer forholdet på individniveau, selv om det er dybest set ikke noget galt med disse sidstnævnte.

For all the goodwill shown by the vast majority of people in Europe, Muslim and non-Muslim, and for all those things that shouldn’t have to be said – that most Muslims hate this monstrosity – these statistics correlate to terrorism risk. That’s not something people want to hear when they have a desperate urge to feel solidarity, but it is true nonetheless.

Men vi kunne bare nødt til at skelne mellem de to niveauer: Vi kan ikke lukke øjnene for ubehagelige sandheder om grupper af muslimer, og vi kan ikke stoppe at handle anstændigt mod muslimske individer, der selv er anstændige.

Hvorfor er det så svært? Måske til dels fordi der ikke længere er nogen offentlige bevidsthed om forskellen mellem politik og interpersonelle relationer. Det hersker f.eks. kammeratskab mellem offentlige personer, hvis embeder tilsier, at de burde have holdt en vis distance.

Det kunne se ud som om denne afstand er blevet afskaffet i de seneste årtier. Privat og offentlig blandes sammen til en sauce. Vi skulle være buddy og fornavne med politikere og offentlige personer, som de er det indbyrdes. Og nogle af disse formidler en opfattelse af, at de politiske problemer vil forsvinde, hvis vi handler forskelligt i den private sfære. Som du ved, er det tilsyneladende nok at smile og sige goddag, så ophæves afstanden mellem mennesker.

I en offentlig sfære, der bliver mere og mere kujonagtigt, hyklerisk og urealistisk i tråd med islamiseringen, er det ganske vist ikke alle man behøver møde med høflighed:

Central Europeans have become the new target for liberal snobbery in the past couple of years, their antediluvian attitudes to Islamic migration making them the new hillbillies; low-status whites it’s okay to mock on account of their views. But looking at what is happening in Brussels, London and Paris, is it not rather rational for them to look at Merkel’s open-borders policy and the whole multicultural thing with some scepticism?

På denne dag, kan det være hensigtsmæssigt at minde om, at sandheden stadig korsfæstes. Nu som før sker det, fordi nogle ønsker at beskytte deres magtpositioner, mens andre ikke har rygrad, og endnu andre har brug for en syndebuk.

“Quid est veritas?” (1890). Pontius Pilatus’ spørgsmål: “Hvad er sandhed?” er titlen på maleriet af Nikolai Nikolaevich Ge (1831-1894). Jesu’ underforståede svar er anagrammet “Est vir qui ades.” (Det er manden her fremfor dig.)

The Spectator