Når man taler med journalister fra USA eller Storbritannien, synes de ofte at tro, at Sverige er en humanitær supermagt, som har modtaget flygtninge, fordi den svenske regering følger en ideologi, der er baseret på at gøre gode gerninger.

At Sverige er en humanitær supermagt, der er ivrig efter at føre an ved sit eksempel, er en myte, som bør afklædes én gang for alle. Den seneste migrationsbølge til Sverige har gjort nogle mennesker fattige og andre meget, meget rige.

Hver dag kan man i nyhederne i Sverige læse om vinderne og taberne i migrationsindustrien. En af vinderne i forbindelse med Sveriges migrationsindustri er ICA Bank. I november 2015 sendte den en regning til den svenske migrationstjeneste lydende på 54,4 millioner kroner for at have forsynet asylansøgere med forudbetalte betalingskort. For hver eneste kontanthævning tager ICA Bank et gebyr på 13 kroner, og for hver eneste aktivering af et forudbetalt kort tager den 142 kroner. ICA Bank vandt kontrakten uden nogen konkurrence; dens kontrakt med migrationstjenesten udløber i marts 2017.

Mange asylcentre i Sverige ejes af private aktører og giver et kolossalt afkast. I 2015 indsendte de 30 største firmaer, som driver asylcentre, regninger på skønsmæssigt 741 millioner kroner til den svenske migrationstjeneste. Taberne, derimod, er de svenske skatteydere, som har måttet finansiere disse beslutninger.

I november 2015 blev det rapporteret, at Sveriges migrationstjeneste havde 1.183 millioner kroner i løbet af en 11 måneders periode til private ejendomsbesiddere for indkvartering af asylansøgere.

Mange af de selskaber, som kører asylcentrene, har en profitmargin på over 50%.Defakon Renting AB har en profitmargin på 68%. Nordic Humanitarian AB har en profitmargin på 58%. Fastigheterna på Kullen AB har en profitmargin på 50%.

Det største privatejede firma, der driver asylcentre, Jokarjo AB, er ejet af Bert Karlsson, kendt i Sverige primært som direktør for et plademærke. I de tidlige 1990’ere var Karlsson leder og grundlægger af et politisk parti, Ny Demokrati, som gjorde sig til fortaler for en reduktion af indvandringen til Sverige. Mellem 1991 og 1994 sad han i den svenske rigsdag som repræsentant for sit parti. I 2015 sendte hans firma den svenske migrationstjeneste en regning på 162 millioner kroner. Hr. Karlsson har forklaret sin forretningsplan vedrørende driften af et hjem for asylansøgere med en enkelt sætning: “Min tanke er at gøre det billigere og bedre end nogen anden.”

En metode, han har benyttet til at gøre sin forretning mere profitabel, er, at asylansøgerne skal købe deres eget toiletpapir, tilsyneladende i modstrid med en aftale med migrationstjenesten om, at centrene skulle forsyne asylansøgerne med toiletpapir, menstruationsbind og bleer. I december 2015 afslørede de svenske medier, at asylansøgerne må købe alle disse ting selv.

Man kan kun gisne om forholdene i de asylcentre, som drives af mindre, private aktører.

Det er dette, den svenske “humanitære supermagt” i virkeligheden handler om. Det hele handler om penge, og om vindere og tabere.

De firmaer, der driver asylcentrene, bliver rige på de svenske skatteyderes bekostning; samtidig bliver asylcentrene ikke drevet ordentligt.

Her skal nævnes et par af de voldsepisoder, som forekommer hver eneste dag:

Den 25. januar 2016 ankom politiet til et asylcenter i Annerstad, i det sydlige Sverige, efter at de havde fået kendskab til et slagsmål dér mellem syrere og afghanere. Da politiet ankom, var der, ifølge deres rapport, ingen – end ikke folkene, der arbejdede der – som kunne tale svensk.

I januar 2016 var der rapporter om, at en tiårig dreng på et asylcenter i Västerås var blevet voldtaget flere gange. I februar 2016 var der rapporter om, at en dreng på et asylcenter i Maglarp, i det sydlige Sverige, var blevet voldtaget af to andre drenge på samme asylcenter.

Hvis frisindede journalister uden for Sverige mener, at voldtægt er humanitær, så har Sverige en humanitær migrationspolitik.

Det, der rent faktisk foregår i Sverige, er imidlertid, at private firmaer tjener millioner af kroner på skatteydernes bekostning, mens de nyankomne migranter lever en forfærdelig tilværelse, hvor voldtægt og andre overgreb er en del af hverdagen. Det er, hvad andre europæiske lande vil komme til at opleve, hvis de følger Sveriges frisindede migrationspolitik.

Børn, som kommer til Sverige uden forældre (“uledsagede flygtningebørn“), skal ifølge svensk lov tildeles en lovlig værge. Værgen skal træde i forældrenes sted og har ansvaret for barnets personlige relationer og håndteringen af hverdagen. I december 2015 blev det rapporteret, at der er værger, som har ansvaret for op mod 29 uledsagede flygtningebørn, og som tjener mere end 47.600 kroner om måneden. Det er selvfølgelig ikke muligt for en værge at tage vare på 29 uledsagede flygtningebørn. Migrationsindustrien i Sverige har skabt mulighed for, at samvittighedsløse personer kan blive rige. Imens er tusindvis af uledsagede flygtningebørn forsvundet, og ingen aner, hvor de er.

En anden del af migrationsindustrien, som er vokset på det seneste, er plejefamilier til uledsagede flygtningebørn. I februar dukkede der rapporter op om, at en af lederne af den svenske migrationstjeneste tillige driver det private firma Starkfamn Familjehem AB: et firma som skaffer plejefamilier til uledsagede flygtningebørn. Det er ikke kun mennesker i den private sektor, som tjener penge på migrationsindustrien, men også mennesker, der arbejder inden for statsapparatet, som ønsker at gøre en god handel.

Det største privatfirma, der driver asylcentre, er ejet af Bert Karlsson (t.v.). I 2015 sendte hans firma en regning på 162 millioner dollar til de svenske skatteydere. På hans centre kræver man, at asylansøgerne skal betale for deres eget toiletpapir, tilsyneladende i modstrid med en aftale med migrationstjenesten om, at centeret skal forsyne asylansøgerne med toiletpapir, menstruationsbind og bleer. Wafa Issa (t.h.) er leder af migrationstjenesten i Stockholm-regionen. Hun kører tillige et privat firma, som bliver betalt for at skaffe plejefamilier til uledsagede flygtningebørn.

En af taberne er det svenske politi. De har rapporteret, at de ikke længere kan passe deres job, fordi de er ude af stand til at håndtere de hundredvis af unge mænd i Sverige, som i øjeblikket kommer ind fra Marokko og andre lande i Nordafrika.

Når man taler med journalister fra Storbritannien eller USA, som mener, at Sveriges migrationspolitik er en rollemodel, kommer man uvægerlig til at tænke på de journalister, der engang betragtede Sovjetunionen som model. Kommunismen fungerede ikke; Sveriges migrationspolitik fungerer ikke. At Sverige skulle være en “humanitær supermagt,” er ærligt talt ikke andet end markedsføring: det Grønne Parti og nogle af socialdemokraterne ønsker at eksportere Sveriges frisindede migrationspolitik til resten af Europa.

Selvom en lille gruppe i Sverige er blevet millionærer på grund af migrationsindustrien, har skolerne, politiet, socialcentrene og skatteyderne i Sverige mistet rigtig meget og har en vanskelig og usikker fremtid foran sig. Der vil opstå store konflikter i Sverige. Der er intet “ædelt” ved Sveriges indvandringspolitik. Den svenske migrationsmodel er langt fra et godt eksempel på, hvordan en indvandringspolitik bør fungere, men er derimod en belastning og en katastrofe, og slutresultatet er kaos, konflikt og korruption.

Nima Gholam Ali Pour er medlem af undervisningsstyrelsen i den svenske by Malmö og deltager i flere svenske tænketanke vedrørende Mellemøsten. Gholam Ali Pour er tillige redaktør ved det socialkonservative website Situation Malmö. Følg Nima Gholam Ali Pour påTwitter ogFacebook