På dansk hedder Michel Houellebecqs roman ”Underkastelse”. På arabisk ville den hedde ”Islam”. Men den handler om Vesten. Den er opbygget som en tragedie i fem akter: indledning, stigning, højdepunkt, fald og katastrofe. Tragedier har det opbyggelige element, at det onde aldrig bare tilstøder uskyldige udefra. Den tragiske helt suger det onde til sig via sine egne svagheder og fejltrin. Tragedier appellerer til ydmyghed og selvindsigt. Som Sun Tsu siger i “The Art of War”: Hvis man skal vinde, skal man ikke kun kende fjenden, men i lige så høj grad sig selv. Houellebecq viser omfanget af Europas forvildede hybris og peger på, at islam faktisk godt kunne være en passende endestation for både floskuløse socialister, kulrede liberale og opblæste konservative.

Mød franskmanden

Første akt foregår i Françoirs lejlighed. Han lever i en kombination af reduktionisme og dekadence. Hans liv styrer mod intet efter en langstrakt og meningsløs ungdom. Hans akademiske indsats har toppet, resten af arbejdslivet imødeser han som en ren aftapning af selvet. Han spiser færdigretter, udser sig dem kræsent som en jæger og samler: kompliceret spøgelsesmad fra det franske køkken og interessante spiser fra det kineserkvarter, han lever i. Han arbejder ganske lidt, har stribevis af seksuelle forhold til sine langt yngre studerende på universitetet og er nu vanemæssigt i færd med at forlade en af dem. Hun elsker ham, og læseren ved, at han elsker hende. Han forstår det bare ikke. Han ser verden med briller, der får alt til at se småt og falsk ud: ”For en mand er kærlighed intet andet end taknemmelighed for den sanselige nydelse man giver ham, og ingen havde nogensinde givet mig så megen sanselig nydelse som Myriam”, siger han om sin elskede (35). Generationspagten har han revet over. Han vil ikke have børn, han foragter sin mor og han kender ikke sin far. En ubestemmelig hunger driver ham mod det selskab, der kan tilfredsstille hans sanser.

Hans eneste lidenskab ud over mad, vin og sex er forfatteren Joris-Karl Huysmans, en udsvævende, livsled pessimist, som fandt katolicismen til sidst. I ham har Françoir en fortrolig. Mens det kristne Europa synes at gå under omkring ham, er litteraturen hans forbindelse til noget bedre, noget samtiden ikke længere kan se. Som det lyder i indgangscitatet af Huysmans:

”Et virvar af stemmer bragte ham tilbage til Saint-Sulpice; syngekoret drog afsted; kirken skulle til at lukke. Jeg burde vel forsøge at bede, tænkte han; det ville have været bedre end at sidde på en stol og falde i staver; men bede? Det har jeg ikke lyst til; jeg føler mig hjemsøgt af katolicismen; beruset af dens atmosfære af røgelse og vokslys lusker jeg rundt om den, rørt til tårer af dens bønner, presset til bristepunktet af dens salmer og sange. Jeg væmmes sådan ved mit liv, jeg er så træt af mig selv, men derfra til at begynde på en anden tilværelse er der langt! Desuden… Desuden… Hvor perpleks jeg end bliver i kapellet, bliver jeg gold og uberørt igen når jeg træder ud derfra. I bund og grund, tænkte han mens han rejste sig og fulgte efter de få personer der blev gennet hen mod en dør af kirkebetjenten, i bund og grund er mit hjerte forhærdet og ødelagt af udskejelser, jeg duer ikke til noget”.

Frankrig under opløsning

I anden akt bevæger Françoir sig lyssky ud i Paris og samfundslivet, dog stadig med en øglelignende præference for mad, vin og sex. Komplikationerne foldes ud. Mens Françoir svigter sin elskede, der som jøde må flygte til Israel, sætter magteliten Frankrig over styr.

Forløbet er på én gang ubegribeligt og helt forudsigeligt: Front National vinder valget, men i forlængelse af den totalitære multikulturalismes praksis peger de borgerlige på en socialistisk præsident for at undgå, at Front National kommer til magten. På denne måde bevarer et stadigt mere borgerligt Frankrig socialistiske beslutningstagere. I 2022 vinder Front national igen stort, de ryggesløse borgerlige skrumper stærkt ind, og Det muslimske broderskab vokser socialisterne over hovedet. Da præsidenten skal vælges mellem de to største partier, er det nu det muslimske broderskab mod det franske. Det er en skæbnestund.

Både socialisterne og de borgerlige foretrækker at danne alliance med muslimerne og udmanøvrere landets største parti. Alt andet er vel en utænkelig politisk kolbøtte efter årtiers ubønhørlig satsning på multikultur. I undtagelsessituationen, som Carl Schmitt benævner den i ”Det politiskes begreb”, følger magteliten sin progressive kurs og glider ind under den nye nations skørter, digtende med på de forandringer, der nu må ske med det nationale narrativ.

Det chokerende faktum bliver synligt ud af tågen: Der er ikke længere noget fællesskab mellem franskmændene, nationen er under opløsning. Der er ingen eksklusive aftaler mellem dem og deres politikere. Samfundspagten er brudt. I Danmark kender vi fornemmelsen fra 9. april og fra den ulovlige politieskorterede flygtningeinvasion i efteråret. Folket oplever, at jorden skrider under lov og ret, at de er ubeskyttede, fordi statens magtapparat svigter eller ligefrem vender sig fjendtligt mod borgerne selv. Krigen blusser op.

Særligt to forskelligartede, men forbundne motiver synes at drive franskmændene ud over kanten. Den ene er den floskuløse humanisme, der i årtier har arbejdet ubekymret på at opløse de nationale, kulturelle og religiøse kærlighedsobjekter. Nu er det nationale selvmord fuldbragt. Båndene er bristet, det franske broderskab er opløst og slynget fra hinanden i alle retninger. Den anden er den pragmatiske karrierekynisme, der driver folk til at redde sig selv ved assimilation med de nye forhold. De kan ikke forestille sig, at ordenen omkring dem bryder sammen. Der sker, hvad der må ske, siger de. Franskmændene lever, med Rüdiger Safranskis formulering, som de sidste forbrugere af deres livsform.

Mens der kæmpes heroisk uden for magtens cirkler, lever den nærsynede intellektuelle elite – som hos os – i lommer af uvidenhed og ligegyldighed. De hører drønene fra krigen i forstæderne og siver ud mod deres miljørigtige små biler så hurtigt som forfængeligheden tillader det. Begge motiver – den ynkelige dødsdrift og den lige så ynkelige livsdrift – har den politiske fatalisme til fælles. Franskmændene kan ikke længere bevæge sig som folk. Det er enhver for sig selv som i Köln og på Lesbos. Zombistaten hjælper dem ikke. Dens dømmekraft, dens selv, dens sjæl er væk.

Karakteristisk nok spiller medierne og politiet overhovedet ingen rolle for oplysning og orden. Ordensmagten er i praksis erstattet af Det muslimske Broderskabs netværk. Ligesom medierne ikke kan oplyse og retssystemet ikke kan skabe orden, kan demokratiet ikke sikre selvbestemmelse. Det er virkningsløst over for forskydningen i demografiens og religionernes tektoniske plader. At sætte al sin lid til demokratiet i den situation er som at spænde barnet omhyggeligt fast i en autostol, der ikke er koblet til bilsædet. Den ryger direkte ud gennem forruden.

Det er også karakteristisk, at det kun er ekstremisterne, der forstår, hvor ekstrem situationen er. Det er alarmisterne og islamisterne i yderpolerne, der lever i virkeligheden, mens de ubekymrede i midten holder den fra livet. Houellebecq peger på det besynderlige i, at meningsdannerne beklager sig over Kassandra´er, der råber op om fjendskab og borgerkrig. Hendes forbandelse var jo netop, at ingen skulle tro på hendes spådomme, selvom de var sande.

Ikke alle deler magtelitens modløshed og kynisme. Identitaire og andre grupper samler sig i bevægelsen ”Europas indfødte” (64), hvor de øver modstand under parolerne ”Vi er det franske folk” og ”Det er vores hjem” (113). Françoir udtrykker det samme. ”Der er ikke noget Israel for mig”, svarer han, da Myriam spørger ham, hvad han vil gøre. Marine Le Pen citerer menneskerettighedserklæringen fra 1793: ”Når regeringen krænker folkets rettigheder, er opstand den mest hellige af alle rettigheder og den mest uomgængelige af alle pligter for hele folket og for enhver del af folket” (109). Højrefløjen udgør rygmarven i hæren, der er stor og kamptrænet og pr. definition anerkender fjendskabets realitet. Det gælder formentlig generelt, at mens venstreradikale eksperter har haft succes med at påvirke politi og retsvæsen, har de haft vanskeligheder med at kile sig ind i militæret.

Multikulturalismen er en hybris, der møder sin nemesis. Europæerne har i deres hovmod misforstået forholdet mellem minoriteter og majoriteter. En selvbevidst minoritet sætter sig let igennem over for en svag og løs majoritet.

Mens de franske politikere hidser sig op over modstanden og åbenlyst har mistet troværdighed og kontrol, er Det muslimske broderskabs kandidat Ben Abbes rolig og professionel. Han forsvarer retten til demonstration og indbyder Front National til et møde om sekularisme. Ben Abbes leder franskmændene trygt igennem forandringen. Han taler ind i velkendte progressive tanker og vinder forståelse: ”tiderne havde ændret sig, det var man nødt til at indse” (103). Han møder ingen modstand, da ”selv de mest krasbørstige og aggressive journalister nærmest lod sig hypnotisere og blev blide som lam når de stod over for Mohammed Ben Abbes”. Françoir ”ender præcis, hvor den muslimske kandidat gerne vil have ham: ”i en slags vag tvivl, i en følelse af, at der egentlig ikke var noget foruroligende i det, og heller ikke rigtig noget nyt” (104). Ben Abbes har magtelitens fulde opbakning til at tilintetgøre Frankrig.

Den kristne civilisation

I tredje akt brager borgerkrigen i hele landet, og Françoir rådes til at forlade Paris, indtil orden er genetableret. På opfordring af den afskedigede machiavelliske efterretningsagent Alain Tanneur foretager han et strategisk tilbagetog, en dannelsesrejse. Han skal langt tilbage. Bagom den moderne oplysning og den sekulære stat. Først til Martel, den gamle by, der er opkaldt efter militærstrategen Charles Martel (686 – 741), som takket være vagtsom oprustning standsede muslimernes erobringstogt ved Poitiers i 732. Siden til Rocamadour og den tidligste middelalderlige kristendom, det moderne Europas livskilde. Altså først tilbage til krigskunsten og siden til dens kraftkilde, kristendommen. Martel bekæmpede muslimerne for at redde kristendommen. Kun derved og derfor reddede han Europa, lyder det.

Med Martel som historisk ramme uddyber efterretningsagenten over for Françoir, hvad der foregår. Både socialister og borgerlige har længe arbejdet i den retning. ”Frankrig skal forsvinde, Frankrig skal være en integreret del af en Europæisk forbundsstat. Deres vælgere er selvfølgelig ikke enige i dette mål; men det er lykkedes de politiske ledere at forbigå spørgsmålet i tavshed gennem mange år” (138).

Fædrelandskærligheden er svag over hele linjen: ”Front National giver ganske vist indtryk af at tro på den, men der er noget utrolig usikkert og fortvivlet over deres tro; de andre partiet har uden betænkning truffet det valg at Frankrig skal opløses i Europa” (151). Udover dogmet med at bekæmpe det ”yderste højre” (hvor fjenden ganske rigtig kom fra sidst), motiveres de franske politikere af Broderskabets store begejstring for et styrket EU. Specielt for de borgerlige ville det være en alt for stor ydmygelse at luske hen til Front National med hatten i hånden og indrømme, at de havde taget fejl.

I modsætning til franskmændene har Ben Abbes ”ægte historisk viden” (146). Han har et ”civilisationsprojekt” (151). Hans forbillede er kejser Augustus og hans mål et nyt Romerrige. EU skal udvides mod syd, oplyser agenten. ”Ben Abbes´ egentlige ambition på længere sigt er at blive den første folkevalgte præsident i Europa – i et udvidet Europa, som omfatter landene omkring Middelhavet” (149). I det menneskehav vil den franske nation forsvinde.

Som premierminister peger Ben Abbes på den radikale Françoir Bayrou. Tanneur beundrer det strategiske valg. Et politisk magtmenneske, der er ”dum som en dør” og aldrig har ”tænkt og aldrig foregivet at tænke så meget som én eneste selvstændig tanke; det er trods alt ret sjældent. Det gør ham til den perfekte politiker, den ideelle inkarnation af begrebet humanisme […] Det er nøjagtig det Ben Abbes har brug for, for han ønsker først og fremmest at inkarnere en moderne humanisme og fremstille islam som kulminationen på en ny og samlende humanisme” (144).

Det er hovmodet, jernviljen til at gennemføre den religionsblinde humanisme, de går ned på. De formår ikke at omstille sig til kamp. Forandringerne finder sted i en ”generel atmosfære af stiltiende og kraftesløs accept” (194). Hvem skulle hjælpe dem til at genfinde styrken? Magteliten forstår ikke situationen. Katolikkernes engagement er i den tredje verden. Front National ser religion som en fjende.

Ovenpå borgerkrigens kaos og de franske politikeres moralske fallit vinder Ben Abbes 2. runde stort. I ly af humanismebegrebets tætte tåge går det kristne Frankrig under og et islamisk Stor-Europa materialiserer sig. Muslimerne og humanisterne taler samme sprog: om sameksistens, dialog og forståelse. Inden for den ateistiske humanisme er der ingen religioner og derfor heller ingen modsætning mellem religioner. Politikerne mavelander multikulturalismen foran Broderskabets humanistiske Stor-Europa.

Houellebecq griber ikke tilbage til oplysning, humanisme, borgerrettigheder, retsstat, demokrati osv. for at afværge katastrofen. Tvært imod slynger han alle disse guldkalve rundt i teksten, så der kun er pindebrænde af dem tilbage for til sidst at samle dem i den sorteste løgns koncept, det humanistiske Stor-Europa. Det moderne apparat kan ikke klare denne fjende. Den er ”older and fouler”, som Gandalf den Grå siger i ”Ringenes herre”.

Françoir drager altså på efterretningsagentens anbefaling til Rocamadour. Den sorte madonna er skåret af Saint Amadeur, der grundlagde det ældgamle kloster på klippen i det fjerde århundrede. Deraf navnet: Rocamadour, hvor mægtige konger i århundreder er kommet der for at knæle for Maria og barnet: ”De har alle sammen knælet for fødderne af Den sorte jomfru. De har alle sammen gået på knæ op ad trappen til sanktuariet og ydmygt bedt om tilgivelse for deres synder. I Rocamadour kan man virkelig se hvor stor en civilisation den kristne middelalder var” (152), siger sikkerhedsagenten. Her kan man bede om et mirakel. Han citerer digteren Charles Péguy, der ligesom Huysmans fandt katolicismen efter en omvej:

”Hvor lykkeligt at dø for menneskenes jord,
Men forudsat det sker i en retfærdig krig
Hvor lykkeligt at dø for denne jordlod her.
Hvor lykkeligt at dø den alvorstunge død”.

Men hvordan får man styrken og viljen til at kæmpe? ”Forestillingen om fædrelandet er ikke nok i sig selv, den skal forbindes med noget stærkere, med en mystik af en højere orden […]”, siger Tanneur, der citerer videre:

”Hvor lykkeligt at dø for byer her på jord,
De inkarnerer blot Guds by i Himmelen.
Hvor lykkeligt at dø i kamp for eget hjem,
At dø for arnen i en æret faders hus”.

I Rocamadour sætter Françoir sig hver dag foran Den sorte jomfru. Han forstår og fornemmer middelalderens styrke. I dens tidlige romanske forestillingsverden var alle sjæle én. Françoir oplever, at hans individualitet mere og mere opløses, når han sidder foran Den sorte jomfru. Mens han lytter til en oplæsning af Charles Péguy, mærker han den kraft, han er kommet for at få og opdager, at den er forbundet med ydmyghed. Det modsatte af det modernes Europas humanistiske hybris:

”Selv følte jeg mig parat til at gå til grunde, ikke specielt for min jord, jeg følte mig parat til at gå til grunde i det hele taget, i hvert fald befandt jeg mig i en mærkelig tilstand, jeg syntes Jomfruen steg til vejrs, løftede sig fra sin sokkel op i luften hvor hun voksede, Jesusbarnet så ud som om han var på nippet til at løsrive sig fra hende, jeg havde indtryk af at det eneste han behøvede at gøre nu var at løfte sin højre hånd, så ville de vantro og afgudsdyrkerne blive tilintetgjort, og han ville igen få overrakt verdens nøgler ”som herre, som alfader og som mester”” (161).

Næste morgen inden afrejsen besøger Françoir atter Notre-Dame-kapellet. ”Rolig og udødelig ventede Jomfruen i halvmørket. Hun besad overhøjheden, hun besad magten, men lidt efter lidt mærkede jeg hvordan jeg mistede forbindelsen til hende, hvordan hun trak sig tilbage gennem rummet og gennem århundrederne mens jeg sad og faldt sammen på min bænk, skrumpede ind og lukkede mig. Efter en halv time rejste jeg mig igen, nu havde Ånden definitivt forladt mig, jeg var reduceret til min ramponerede og forgængelige krop, og jeg gik trist ned ad trappen og hen imod parkeringspladsen” (162). Ligesom republikken selv har han spærret sig inde i sekularismen. Han har koblet sig fra det og kan bare se autostolen med barnet lette fra sædet og brage ud af forruden.

De demokratiske processer, der beskrives i bogen, er værgeløse over for det, der sker. Disse sekulære helligdomme er, med Mathew Arnolds ord i ”Culture and Anarchy”, kun maskineri. Det er farligt at tro på et maskineri, der er afkoblet fra det endemål, som skulle forklare og retlede det. Vestens stoltheder, de liberale rettigheder og demokratiet, viser sig rent ud kontraproduktive i situationen. Retsstaten viser sig uberegnelig og farlig. Disse fine kulturgoder er intet uden forankring i en dybere national, kulturel, religiøs og civilisatorisk ramme. De er farlige i hænderne på de forkerte. Europas hybris består i, at vi ikke tilstrækkeligt ydmygt har forstået vores egen forudsætning og væren. Vi har fortvivlet ikke villet være os selv, som Kierkegaard skriver i ”Sygdommen til Døden”.

Faldet

I fjerde akt er Françoir tilbage i Paris til et endnu ynkeligere liv end før. Han mister sin kærlighedsløse familie og sin familieløse kærlighed. Universitetet har pensioneret ham, fordi han ikke har konverteret. Hans mor er død og begravet uden følge, snart dør hans far også, og hans elskede møder en anden i Israel.

For det nye Frankrig går det godt. Kommentatorerne elsker den nye præsident. Frankrig lider enorme tab, men det sker spredt og skaber ikke panik. Uddannelsessystemet overgår til privat finansiering og islamiseres. Man får bugt med kriminaliteten, der reduceres til en tiendedel i de mest depraverede bydele. Saudierne køber Sorbonne, men forskning nyder frihed inden for visse rammer. Erhvervslivet flygter lidt hurtigere end før, men arbejdsløsheden forsvinder. Frankrig overgår til mindre familievirksomheder i stedet for at lade individerne flagre rundt i erhvervslivet uden bånd. De sociale udgifter reduceres med 85 procent, men magteliten tilbydes glimrende ben og kvinderne får store ydelser for at passe børnene hjemme. Kvinderne klæder sig tækkeligere og glider ud af magtens cirkler. Der indføres flerkoneri. Staten lægger individerne sikkert i hænderne på nærmere autoriteter.

Det er de store moderne funktionssystemer, der styrter. De systemer, der har skabt frihed, orden og velstand i Vesten og alle de lande, der har formået at gøre dem til deres: retssystemet, erhvervslivet, videnskaben, uddannelsessystemet. Men transformationen tager sig desto rimeligere ud, jo mindre man forstår af den. Det nye Frankrig sælges til historieløse floskelmagere, der er grundigt skolede i, at islam og kristendom er det samme. De muslimske landes optagelse i det nye humanistiske Stor-Europa tager fart og indvandringen intensiveres.

T.S. Eliot beskriver i “Notes towards the definition of culture” kulturen som religionens inkarnation. Religionen er livskilden, vi øser af, når vi fejrer og højtideligholder vores eksistens igennem kulturelle frembringelser. Forsvinder religionen, forsvinder kulturens kilde. Forskellige religioner betyder forskellige kulturkredse. Religioner lægger skel, som ikke kan overskrides og forenes i en fælles kultur. Skal vi forenes, skal vi forenes i en fælles religion. Det muslimske broderskab ved det selvsagt godt, men for den ateistiske humanisme er det en ubegribelig tanke. Den svaghed bliver dens undergang.

Françoir svigter sine nærmeste, ligesom Frankrig svigter sine. Humanismen lever, men næstekærligheden dør. Krigens gang hører vi ikke mere om. Françoir plages som en Job af blærer og kløe. Han nærmer sig selvmordet (197). Han betragter menneskeheden med afsky, især hans landsmænd og hans nærmeste i kald og stand.

Efter et natligt grådanfald beslutter Françoir at tage til klostret i Poitiers, hvor hans forfatterhelt Huysmans har haft ophold. Alt spoleres af, at han ikke må ryge. Huysmans havde i sin tid samme irritation og havde erklæret, at ”én af de eneste sande glæder i livet på denne jord består i at sidde alene på sin seng med en stak gode bøger og en pakke tobak ved hånden” (204). Françoir har elsket ham for netop denne sætning. Han opgiver og runder opholdet i Poitiers af med øl på Bar de l´Amitié. ”Jeg følte ingen som helst tilfredsstillelse ved igen at være blandt mine ligemænd”. Det gensidige svigt er for omfattende. Han er alene.

Hans kærlighedsliv er en miniature over Frankrigs samfundsmæssige og religiøse liv. Ligesom Françoirs seksuelle lyst ikke rigtig lader sig stimulere efter tabet af den elskede, går Frankrig ikke under af mangel på midler, men af mangel på mål. Mens Françoir sætter maskineriet i pornoens og prostitutionens tjeneste, sætter politikerne den i hænderne på et fremmed folk og en fremmed religion. Begge konkluderer, at det fungerer. Françoir får med nogen møje en form for seksuel tilfredsstillelse, Frankrig får med nogen møje en form for regering.

Katastrofen

I femte akt gennemspilles tragediens katastrofe, Françoirs personlige omvendelse og underkastelse. Han skriver i sidste akt, hvordan det ville foregå, hvis han konverterede. Om han gør det, om han bliver ét med ”mine nye muslimske brødre, mine ligemænd over for Gud” (284), ved vi ikke.

Som Houellebecq beskriver det, er overgangen til islam ikke en bevægelse væk fra den sekulære materialisme og ind i en religiøs åndelighed. Islam er snarere det logiske næste skridt, fuldendelsen af det irreligiøse og amoralske liv. En energisk konstant løber fra bogens første sider og helt uhindret ind i det nye liv som konvertit: den forfinede smag for mad, vin og sex. Han kan få både purunge Mariaer i ”lavtaljede jeans og en Hello Kitty-tshirt” (233) og buttede, 40-årige Marthaer, der kommer med udsøgt mad og vin. Lydige og underdanige. Det er ikke en biting. Det er kun kapitlet om polygami, Françoir interesserer sig for og ønsker uddybet efter at have læst om islam. Han får at vide, at han på basis af sin høje status er berettiget til mindst tre koner og at der ikke sjuskes med de æstetiske kvaliteter hos en Sorbonne-professors koner. De vil blive studeret af ”ægteskabsstiftersker” (281), han vil ikke blive skuffet.

Overtalelsen foregår i den nye Sorbonne-rektors mørke bibliotek, mens en af hans hustruer sørger for en lind strøm af mad og vin. Den svækkede Françoir er lydhør. Hvis hans politiske rådgiver har machiavelliske træk, har hans religiøse rådgiver diabolske. Han appellerer til hans forfængelighed, roser hans afhandling som exceptionel og sammenlignelig med værker af Friedrich Nietzsche. ”Jeg tror aldrig før jeg havde prøvet at føle mig så attråværdig” (238). Universitetet ønsker ham brændende tilbage, og det det kræver, at han konverterer.

Robert Rediger foregiver at være ”lidt forlegen” over sin iver efter at omvende Françoir, men Françoir forstår, at han er en ret forhærdet manipulator og må være ”yderst bevidst om, at han allerede havde holdt denne tale for adskillige universitetslærere” (250).

Ligesom første akt har et motto, har femte akt et. Det er af Ayatollah Khomeini: ”Hvis islam ikke er politisk, er den ingenting”. Rediger er mere end noget andet politiker. Françoir googler sig (ret let) frem til en artikel i ”Oummah”, hvor Rediger rejser spørgsmålet om, hvorvidt islam er kaldet til at herske over verden og besvarer bekræftende. En kritisk presse kunne let have fundet oplysningerne, men en sådan har Frankrig for længst ikke mere. Rediger udnævnes til minister for de højere uddannelser.

Ifølge Rediger går civilisationer ikke under, fordi de bliver angrebet af andre. De begår selvmord i erkendelse af deres egen svaghed. Rediger, der har navnesammenfald med den fatwadømte gymnasielærer Robert Redeker, kom fra den ateistiske humanisme og bevægede sig derfra over i Identitaire. Han troede en tid på at kristendommen kunne ”få nyt liv” (244), men indså at løbet er kørt: ”Europa, som var den menneskelige civilisations højdepunkt, har slet og ret begået selvmord i løbet af nogle årtier” (246). Nationerne er færdige: ”De forskellige fascistiske bevægelser har altid forekommet mig at være et spøgelsesagtigt, mareridtsagtigt og falsk forsøg på at puste nyt liv i døde nationer; uden kristendommen ville de europæiske nationer ikke være andet end kroppe uden sjæle – zombier” (244).

Det udslagsgivende for Redigers egen konversion er, at hans yndlingsbar – ”et mesterværk inden for jugendstil” (245) lukker ned. Hermed har det kristne Europa ifølge ham endegyldigt vist, at det ikke har viljen til at overleve. Hans forsøg på en æstetisk iscenesættelse af en ny konservatisme falder fra hinanden. Også den var svag.

Med samme fine sans for iscenesættelse har Rediger kæmpet for at få det hus, hvor Dominique Aury skrev ”O´s historie”. Han ser ”en forbindelse mellem kvindens fuldstændige underkastelse under manden, sådan som det beskrives i ”O´s historie”, og menneskets underkastelse under Gud, som islam stræber efter” (250). Nu understøtter elementerne hinanden. Han liv er balanceret og harmonisk som et indrammet kunstværk.

Han fordærv er dog evident. Hans livsværks overskrift – ”Underkastelse” – står med store bogstaver hen over en virkelighed fuld af magtbegær, herskerfantasier, grådighed og manipulation. Det gør dog ikke noget. ”Forstår de, fortsatte han, islam accepterer verden som sådan, for nu at tale som Nietzsche. Buddhismens synspunkt er at verden er dukkha – mangel, lidelse. Også kristendommen giver udtryk for nogle alvorlige forbehold – bliver Satan ikke betegnet som ”denne verdens fyrste”? For islam, derimod, er det guddommelige skaberværk fuldendt, det er et guddommeligt skaberværk. Hvad er koranen dybest set, andet end en grænseløs og mystisk lovsang? En lovsang til skaberen og til underkastelsen under hans love” (250).

I en kristen optik er det netop ”denne verdens fyrste”, Françoir her skal underkaste sig. Til gengæld kan han få hele verden. ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig”, som det hedder i Matthäus-evangeliet. Rediger tilbyder ham alle den sekulære verdens fristelser mod at han giver afkald på sine prætentioner: sin frihed, sin samvittighed, sin stræben efter menneskelig perfektion – sin kristne humanisme. Det vil være enden på al kultur som Matthew Arnold beskriver det i ”Culture and Anarchy”. Kultur er perfektion.

Tanken om Gud gør Françoir bange. Han frygter at blive konfronteret med sine ikke så få synder. Som konvertit har han ikke den bekymring. Der er ikke noget galt med at følge sine Neigungen. Som det hedder med de afsluttende ord: ”Jeg ville ikke have noget at fortryde”. Dels ville han ikke behøve angre, at han har tabt sin moral og sin menneskelige værdighed, men kan fortsætte hvor han slap. Dels lever han allerede så lavt, at han ikke ville synke ret meget dybere ved at konvertere. Selvleden ville forvandles til selvopbakning.

Rediger beskriver Koranen som en ”grænseløs og mystisk lovsang” til skaberværket. Det er ikke en god ide for konvertitter at læse den, siger han: ”jeg råder dem i stedet til at lytte til oplæsningerne af suraerne og gentage dem, mærke deres vejrtrækning, deres åndedræt” (250). Denne ”lovsang til Skaberen og til underkastelsen under hans love” (250) skal ind meditativt, hvorved den slipper uset forbi samvittigheden og ind i hjernen. Man kommer til at tænke på det sidste kapitel i George Orwells “1984”; nakkeskuddet, hvor Winston endelig giver afkald på sin menneskelige fornuft, sin samvittighed og karakter i underkastelsen under Store Broder.

Rediger har nazistiske træk: det kultiske, det darwinistiske, den grundlæggende endimensionelle ontologi, magt-/afmagtdikotomien, herskerfantasierne, den sekulære religiøsitet, det radikalt skabende træk, æsteticismen, demagogien, den grundlæggende despekt for kristendommen og for traditionen, den sære moralforladte moral.

Samlet set er der ikke rigtig nogen af ideologierne, der vinder. Socialismen byder ind med uhæmmet suicidalt selvhad og floskuløs dumhed. Liberalismen skræller individet ned til et historieløst øgleniveau, hvor det drejer sig om tilfredsstillelse af sanserne og hvor man dårligt gider avle videre på sig selv. Til sidst får konservatismen en masse tæsk for sin opblæste udvendighed og magttænkning. De fanges på hver deres kardinalsynd. Og så kastes de samme sted hen, nemlig ned i katastrofen, fortabelsen, den endelige underkastelse under denne verdens fyrste. Ingen af dem er spændt fast til bilsædet, og det er det, der er galt.

Det opmuntrende er, at tragedier altid tjener som advarsel og formaning om at gribe ud efter det gode og holde fast ved det. Houellebecq maler sort, men det fremhæver også lyset: Heltemod, kærlighed, sandhed. Israel, Poitiers, Rocamadour. Huysmans, militæret og samvittigheden. Samvittigheden får det sidste ord.

Essayet blev første gang publisert på trykkefrihed.dk