LEDER
Lede og opgør
Der blev ingen regeringskrise. Men krisen afstedkom noget andet: politikerforagten og leden over dagens politikere vokser. Det gør den i alle vestlige demokratier.
Der er nogle fællesnevnere ved krisen i nutidens liberale demokratier. De styres af en politisk elite, der ikke er i stand til at forlade sit sædvanlige spor.
Alle ser at migrationsbølgen er, for at bruge udenriksminister John Kerrys ord, en “eksistenstiel trussel” mod Europa. Alligevel klarer ikke EU-landene at blive enige om noget som helst. Migrationskommissæren sier at EU har i højden “ti dage at ordne op på”. Alligevel er det laissez faire og every man for himself.
Lars Løkke Rasmussen ser ud som en dygtig pokerspilder, men det er det forkerte spill han spiller. Når det kommer til de ting som virkelig betyder noget, er han taktiker og godt plassered indenfor det muliges kunst. Det er ikke længer nog. Vi er ved at være ved slutten av noget. Donald Trump er blot et forvarsel.
Der er et opgør på vej, med årtiers indvandringspolitik. Tom Bower hedder en dygtig britisk journalist. Jeg læste for længe siden hans ‘Blind eye to Murder’, om hvorledes de allierede i all stillhed slap ud nazistiske krigsforbrydere, delvis ud fra officerskameraderi, dels ud fra et kyniskt ønske om at bruge deres kundskap mod den nye fjende Sovjetunionen.
Bower har nu skrevet en bog om Tony Blair: Broken Vows: Tony Blair – The Tragedy of Power. Blair var et stort politisk talent. Han skabte begrebet New Labour og fravristet de konservative magten. Han var socialdemokratiets svar på Margareth Thatcher. Men han skuffede stort. Venstrefløjen har koncentrered sig om Irak-krigen og omtalt ham som puddel til Bush. Men den, der har fulgt hans meritter som rådgiver for dikatorer i Midtøsten og Asien har opdaget en politiker, der valgte pengene og magten.
Men korrumperingen begyndte allerede mens han var statsminister og Bower koncentrerer sig om den massive indvandring som fant sted under Labour. Det kom millioner. Bower kan afsløre – han har dybdeintervjuet 200 senior civil servants – at multikulturalismen var et bevidst projekt for at forandre Storbritannien til et helt andet samfund. Dermed bekræfter Bower det som den tidligere rådgiver Andrew Neather avslørede for nogle år siden: At Labour ønskede at forandre demografien, så Toryene aldrig mer ville have en chance til at komme til magten. Bak idealismen skjuler det sig en brutal kynisme.
Bower kan dokumentere at dette var bevidst politik. Der var ikke noget med medmenneskelighed og humanisme. Det var et dække for at ændre Storbritannien til et ganske andet samfund. De som har ment at det måtte være en bevidst politik for at ødelægge det samfund som fantes, får her rett. Hvilke følger kan det få?
Hvad skal man kalde det når løgnen blir så massiv, når der er et samfundsomstyrtende bedrag? Da holder det ikke med løgn i vanlig forstand.
Blairs politik minder mer om et forræderi indenfra. Det er svært ikke at tænke i de baner.
Ministrene fik besked om ikke at diskutere invandring offentlig, heller ikke de gode effekter, for selv de ønskede ikke folk at høre om, sa Blair.
Daily Mail har offentliggjort et uddrag af bogen, det er “devastating” læsning. Bogen udkommer på anerkende Faber & Faber i begyndelsen af mars.
For this book, I interviewed dozens of junior and senior officials, Permanent Secretaries and all the Cabinet Secretaries from the Blair years as well as successive junior ministers and Cabinet ministers. In total, I spoke to 200 people.
Even the three most important public servants in his administration — Robin Butler, Richard Wilson and Andrew Turnbull — concluded that Blair was never a suitable guardian of the public’s trust. Richard Wilson echoed the others. ‘There are events during my period as Cabinet Secretary that make me shudder at what I remember because we had high hopes and we were so disappointed,’ he said. ‘He promised so much — but, in the end, so little was achieved.’
Daily Mail bruger udtrykket “a silent conspiracy to change the face of Britain”. Det er stærke ord. Ordet sammensværgelse klæbes normalt til højrefløjen. Nu foreligger en bog, der sier, at det har været en sammensværgelse for at ændre Storbritannien.
En opmærksom læser kan ikke undlate at se parallellen til sit eget land, det være sig Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Østerrige. Mønsteret er det samme.
Bower dokumenterer at bureaukratiet ikke har været et run away-train. Masseindvandringen har været en bevidst plan om at ændre befolkningssammensætningen, økonomien og kulturen.
Hvilket ord skal man bruge der synes dækkende?
Folkevandringen i syd er således kun en logisk følge af den fulgte politik. Så er det ikke så mærkelig at politikerne ikke klarer at mande sig op til handling.
Transformationen af ikke bare Storbritannien, men også de skandinaviske lande om til 3.-verdens lande, er en smertefuld proces. Måske forræderi, måske en basal politisk fejltagelse om forestillingen om ‘pengetræet’, der skal løse alle problemerne. (Vor tids gulvkalv om man vil.)
I forskerverden kaldes dette også socioøkonomiske forhold, som dermed også selvrefererende forklarer, at alle problemer løses ved at plukke det frugtbare pengetræ endnu engang, uanset af hvor fejlagtigt det måtte være i forhold til de konkrete problemer.
Men dette pengetræ er reelt bare den meget langmodige middelklasse, der dagligt skal delvist udskammes delvist forføres for at acceptere, at hovedparten af deres løn konfiskeres af staten til alle de højere sagers formål og ikke mindst til at pudse meningsmageres og politikernes glorie, om hvor fantastiske og gode de er for hele verden og ikke mindst for tilfældige immigranter.
Men hvis denne langmodige middelklasses kulturelle og sociale liv undermineres af forrykte og ryggesløse meningsmagere og politikerne, så den gør oprør, imploderer under belastningen, forsvinder og/eller emigrerer, så kommer den nøgne sandhed op til overfladen – at der bare er ingen pengetræ til at fixe det hele med. Bedraget frilægges og ‘når krybben er tom, bides hestene’
By the way: the first people we need to contact are migrants, foreigners, and the children and grand-children of those who came to live with us. Those are the ones we need first and foremost in the SPD. A party ignoring the environment of those people cannot design good policies. Therefore, let us invite them. The Frankfurter SPD is a good example. Let us invite them, let them vote for us. Not only hardware-integration based on funding and social workers will be successful. We also need software-integration with the chair of the local party group, the treasurer, with the members of regional parliaments, with parents or works councils; this is where it works best. Then they would be right at the heart of the SPD, which means that they would understand us better and vote for us, dear comrades –Sigmar Gabriel, Chairman of Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), 13th november 2009, at the Federal Party convention of SPD, Dresden, Germany. (“Next Left – The Leader’s Vision for Europe’s Future”. First published in Belgium in 2010 – By FEPS – Foundation for European Progressive Studies)
Også Jens Stoltenbergs nyttårstale fra 2010 er gjengitt i denne publikasjonen. Der nevner han såvidt “flyktninger” og “våre forpliktelser”. Men i motsetning til Sigmar Gabriels tale for den partiinterne forsamling på SPDs landsmøte, hvor migranter, fremmede, barn og barnebarn av disse som “kom for å leve med oss” beskrives som den aller viktigste målgruppen for det “tyske” sosialdemokratiske partiet, så bærer selvsagt Stoltenbergs tale preg av å være rettet mot offentligheten i sin helhet. Og i den sammenheng benyttes selvsagt et helt annet vokabular. Ser man imidlertid på den praktiske politikken under Stoltenberg så kan det knapt finnes noen som helst tvil om at den har vært preget av den samme forræderiske karakter som under Tony Blair i Storbritannia og under Sigmar Gabriel i Tyskland. Gabriel var miljøminister i storkoalisjonen mellom SPD og CDU/CSU under Merkels ledelse, fra 2005 til 2009. I 2009 ble han altså leder for SPD og har dermed også en avgjørende innflytelse på den nåværende storkoalisjon i Tyskland. Fra 2013 har han vært statsråd for næringsliv og energi. Fra 2009 til 2012 var han visepresident i Sosialistinternasjonalen. Gabriel og SPD var også hovedinitiativtakere bak etableringen av den såkalte Progressive Allianse der også det “norske” Arbeiderpartiet er medlem.
In 2010, Gabriel called the speeches of Thilo Sarrazin, his party colleague who wrote critically about immigration by accusing Muslims of refusing to integrate and of “dumbing down” German society, “verbal violence”. He stated that although Sarrazin had described many things that were accurate, in the end he came to the conclusion that [these facts] did not fit into the egalitarian “ideals” of Social Democracy anymore. https://en.wikipedia.org/wiki/Sigmar_Gabriel