Nyt
Tyrkiet: kommunistisk bombeangreb i Ankara myrder 28 personer – ‘Rational choice’ ala Erdogan
Vestlige politikere har for vane at tro, at alle konflikter kan løses med vestlig intervention af den ene eller anden art. De roder sig derfor ofte ud i en masse selvmodsigelser, da ikke alle konfliktens parter opererer ud fra ‘rational choice’. International politik er en kompleks størrelse, og lige med hensyn til den syriske borgerkrig, så giver det slet ingen mening at bruge den traditionelle ‘min fjendes fjende er min ven’-strategi. Som lord Palmerston forklarede Dronning Victoria om den Anden Slesvigske Krig.
“The fearful Schleswig-Holstein dispute, which had been smouldering for more than a decade, showed signs of bursting out into conflagration. The complexity of the questions at issue was indescribable. ‘Only three people,’ said Palmerston, ‘have ever really understood the Schleswig-Holstein business—the Prince Consort, who is dead — a German professor, who has gone mad — and I, who have forgotten all about it.” (Lytton Strachey, Queen Victoria, 1921; da. oversættelse)
Selvom Vladimir Putin (qua alliancen med Bashar al-Assad) bomber islamister i Syrien, så er han ikke nødvendigvis en ven. På samme måde med Recep Erdogan, og det samme i forhold til flere af de kurdiske militser der næsten har fået heltestatus i Danmark. Også blandt højreorienterede. Bevares, der findes da kurdere der kæmper ud fra nationale motiver, men generelt er den kurdiske modstand venstreradikal i sin kerne.
Det er derfor europæiske medlemmer af Antifascistisk Aktion er en del af den såkaldte ‘International Freedom Battalion’ (IFB), der sidste år, i samarbejde med kurdiske YPG/YPJ (foto), erobrede Islamisk Stat-stillinger i et par byer lidt nord for Raqqa. IFB inkluderer flere kommunistiske fraktioner, der også gør i terrorangreb på tyrkisk jord, herunder TiKKO, den militære gren af Türkiye Komünist Partisi/Marksist-Leninist (TKP/ML).
Der har i den senere tid været adskillige terrorangreb i Tyrkiet begået af Islamisk Stat, kurdiske og venstreradikale militser. Erdogan er presset fra flere sider, og spiller på flere heste. På den ene side har han interesse i at styre Islamisk Stat, på den anden side, så har han ingen interesse i at styrke kommunistiske og/eller kurdiske separatister. Hvad side Erdogan vælger i en given situation, afhænger både af tyrkisk indenrigspolitik og storpolitiske interesser. Meget få kan navigere i det kyniske magtspil, og humanitære stormagter er dømt til at tabe.
Onsdag dræbte en PKK-forgrening 28 personer ved et bombeangreb i Ankara, der også havde civile ofre. Kommunister bliver aldrig kampfæller, uanset hvem de slår ihjel. Totalitarisme fås i mange farver. Fra BBC – Turkey bombing: Kurdish TAK group says it attacked Ankara.
“A Turkey-based Kurdish militant group has said it carried out Wednesday’s bomb attack in Ankara that killed 28 people.
The Kurdistan Freedom Hawks (TAK) group said on its website that the attack was retaliation against the policies of President Recep Tayyip Erdogan. … The TAK was once linked with the outlawed Kurdistan Workers Party (PKK). Both the TAK and the PKK are classified as terrorist groups by Turkey and the US. …In a statement, the TAK said a 27-year-old Turkish national, Abdulbaki Sonmez, had carried out Wednesday’s rush-hour car-bombing on a Turkish military convoy in the country’s capital. …
Turkey had blamed a Syrian national and member of the People’s Protection Units (YPG) for the bomb attack. The Turkish government insists that the YPG and the Syrian Kurdish Democratic Union Party (PYD) played a role in Wednesday’s attack.”
Hvad er så moralen i det hele? At den bedste tilgang til internationale konflikter ofte vil være passivitet. At det er nødvendigt med kritisk distance til alle parter, også fjendens fjender.
Passivitet er jo ikke en mulighed, så hvorfor overhovedet opstille det som en mulighed? Danmark og Europa er bundet på hænder og fødder, af USA, UK og Frankrig sådan er det bare, både når det gælder den humanitære indsats, men også den militære deltagelse.
Man kan fint finde eksempler på europæiske lande der tilsyneladende deltager mindre aktionært og økonomisk i primært USAs geopolitiske agenda, men tag lige et kig på globussen, og se hvor disse lande ligger iforhold til Rusland. Se også på de politiske historiske forhold de lande har, som ikke umiddelbart løber i enden på USA.
Vel er det hele kompliceret, men så heller ikke mere, for med lidt eftertænksomhed og refkektion over historiens gang bør det være klart for enhver, at i de helt store spørgsmål, handler det overhovedet ikke om, hvorvidt USAs præsident er republikaner, demokrat, sort eller hvid. Det handler heller ikke om hvorvidt Rusland og Asien er styret af kommunister, ex-KGB karteller eller planøkonomiske liberalister.
Det handler om, at uanset politisk ideologisk ståsted, så sidder de magthavere, der har ansvaret for de største demografiske grupper uanset hvor multietnisk, multikulturel eller det modsatte de demografiske grupper er, ja de magthavere sidder på magten, og de kan og vil diktere den udenrigspolitiske linje i de nationer, der måske demografisk og etnisk ligger udenfor eget område, men som geopolitisk har stor betydning.
Politiske slagord og ideologiske “standpunkter” handler mere om branding end det handler om storpolitiske realiteter og handling, og så længe folket og vælgerne lader sig narre til troen om, at hvad deres leder siger, også er hvad der bliver gjort, så går den, for problemerne kommer først, når de politiske ledere føler sig presset nok til, at føre deres image og brand til handling. Det pres behøver iøvrigt ikke, at komme fra befolkningen, men kan ligesåvel komme fra egne interne politiske rækker eller i værste fald, fra andre militære eller økonomiske stormagter der spiller højt spil. Faktum er dog, magterne med største demografiske indsats altid vil vinde, selv Kissinger indså dette i forholdet USA/Kina.
Iøvrigt med hensyn til AFA-YPG vinklingen, så er det simpel matematik hvorfor, at en socialistisk kommunistisk hær med relative begrænsede teknologiske militære ressourcer alligevel kan få afgørende betydning for internationale konflikter/kriges udfald.
Så snart en konflikt/krig har en international dimension med internationale risici, uanset så om de kæmpende kan have en nationalistisk eller et etnisk begrænsende motiv, så vil rekrutterings grundlaget fra masserne naturligvis være størst.
Vi er lidt tilbage ved biologien her, da individets eneste biologiske formål er videreførelsen af DNA, vil det samlede antal individers biologiske biprodukter også frembringe en kultur der alene i en globaliseret virkelighed kan defineres som et socialistisk fundament.
Nationalisme og konservatisme kan fra et biologisk synspunkt ikke Trump’fe.. socialisme, da individets overlevelsestrang altid vil resultere i en samlet masse af biologiske biprodukter, der vil resultere i et socialistisk kulturfundament.
“det samlede antal individers biologiske biprodukter” ? Er du biolog? Måske sociobiolog?
Interessant. Men ikke helt forstået her. Bliver nødt til at printe det ud og læse det igen. Vender evt tilbage med kommentar.
Politk debatteres ofte ud fra ideologiske, kulturelle, religiøse eller filosofiske standpunkter og overbevisninger, det er dog under et, biprodukter af det biologiske væsen mennesket.
Nogle vil så hævde, at med den betragtning ser man bort fra det menneskelige åndsvæsen eller gudommelighed, men ud fra en kristen betragtning blev gud jo netop biologisk legmeliggjort i form af Jesus. Tror man på den anden side ikke, at det guddommelige kan have en biologisk dimension, kan man ikke komme uden om, at de tanker, overvejelser og trosfællesskaber mennesket har om det guddommelige, alene kan være et produkt af vores biologiske væsen for vi er jo ikke guddommelige…
Elegant formulering.
Som sociolog er jeg helt enig.
Sociologien er en del af biologien.
Religion er en del af biologien.
Hvad skulle den ellers være? 🙂
Ja det kan ikke være anderledes, og den dominerende kultur fra mennesket er ideologisk set socialistisk i det øjeblik klan og stamme samfundet afløses af civilisation. Det kan dog alene være tale om demografisk vækst betinget af simpel kultivering, der giver udslaget i ideologiske socialistisk dominans.
Politikerne bliver overdænget med, at verdenssamfundet må gøre noget – underforstået at vi ikke kan være andet bekendt – ellers er vi onde kyniske hvide mennesker. Og kan der ikke altid findes en begrundelse i historien for, at det alligevel er vores skyld, det der sker.