Sverige er ikke Sverige mer. Det er et wasteland, en sump, en ødemark, et morass. T.S. Eliots kendte digt passer på den virkelighed som Steen Raaschou beskriver i sagen om den vietnamesiske transvestit som blev myrdet i Gøteborg.

Den som har sett serien med Helen Mirren som politikvinden Tennyson har mødt Mørket i de seksuelle forbrydelser. Det er dette Mørket man nu ser utfolde sig i Sverige. Det er ikke enkeltstående hendelser. Ikke perverse avvigere. Det er nogen fællestrækk som går igen: Hadet mot kvinderne, mot bøsser, mot symboler de ikke kan li – mod jøder. Det danner et hele.

Ligevel taler vore myndigheter og den politiske klasse om vores had, og vores hadretorikk, og den gode tone.

De samtaler i de højere luftlag, mens noe helt andet udspilder sig nede på marken. Det er nede på marken det sker. Det er her facts on the ground blir skabt. Skal man forstå må man ha blikket fæstet begge steder. Men marken tæller mest.

Det forstår ikke vores politikere når de vil åbne dørene for nye hundretusener til Europa i år. Mange av dem er unge mænd, av den typen som myrdede den vietnamesiske transvestit.

Det forvandler vores samfund til det ugenkendelige.

Det er svært at tilgive.