Mette Frederiksen var justisminister under Krudttønden og Krystalgade-angrebene. Hennes første reaktioner var tøvende. Nu er hun formand for Socialdemokraterne. Hun har givet et intervju til Jyllands-Posten som viser at hun har brugt tiden til at tænke gennem tingene.

De her udsagn er ikke taktiske overvejelser ud fra hva der er formålstjenlig i øjeblikket. Det ligger erkendelse bag og de koster.

Det må man bare hilse velkommen.

De vesteuropeiske demokratier er helt avhengige av at socialdemokraterne forstår at demokratiet undergraves gennem de demokratiske friheder. Precis den indsigt har Frederiksen. Hun sier det eksplisitt.

»I virkeligheden bruger de radikaliserede i Danmark de frihedsrettigheder, som vores grundlov giver os, til at modarbejde os. Det gælder både forsamlings- og ytringsfriheden, men også religionsfriheden og foreningsfriheden. Det ser vi både med Grimhøjmoskéen og med foreninger som Hizb ut-Tahrir.«

Foto: Det må ha gået op for Socialdemokraterne at Hizb ut-Tahrirs tog er noget andet end et 1.mai-tog. At den ydre lighet er bedragersk, og at socialdemokratiet risikerer at gå til bunds hvis det ikke trækker i bremsen. Det er allerede sent.

Det her er ny og ukendt tale fra en socialdemokratisk leder. SFs Villy Søvndal havde en udblåsning mot Hizb ut-Tahrir, og ba dem dra til helvede. Men det her er noget andet. Det er en erkendelse av hvem der er demokratiets fiender, og fienden befinder sig innenfor murene.

Det har venstresiden tradisjonelt ikke våget at si. Da har de moralske vogterne kommet løbene. Ofte i form av journalister og typisk nog forsøger også JPs Jesper Hvass å minde Frederiksen på hvad hun er i ferd med. Vil hun virkelig gå ind for sensur?

Men Frederiksen lar seg ikke rokke. Det er det som er oppløftende, for normalt har politikerne da løbt tilbake i hullerne. Frederiksen er forberedt.

Hun sier det er miljøer som mobiliserer mod demokratiet, indenfor Danmarks grenser.

Frederiksen har forstået at sikkerhetstrusselen bare er en lille del av problemet. Kernen er unge mennesker som vender sig mot samfundet.

»Vi så sidste år med terrorangrebet på København det stærkeste vidnesbyrd om, at vi har et stigende problem med radikalisering i vores samfund. Vi er et af de lande i Europa, der relativt set har flest Syrienkrigere. Og vi ser miljøer, hvor flere og flere vender sig mod Danmark og Europa, men også imod demokratiet og mod ligestilling mellem kønnene – ja, mod hele tanken om det frie samfund,« siger Mette Frederiksen.

Det er ikke uden bitterhed at socialdemokraternes formand indrømmer at integreringen har slået fejl. Demokratiets idealer har ikke appelleret til islamister. De har forkastet det til fordel for islamismen. Frederiksen tør at indrømme det.

»Den radikalisering udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko for vores samfund – en reel trussel. Den allerværste konsekvens er, at nogle få vil begå terror. Men det er jo på sigt et tilsvarende stort problem, hvis vi oplever stadigt flere børn og unge, der bliver vendt mod det samfund, hvor de lever, og som de burde være en del af,« fortsætter hun.

»Men jeg træffer det principielle valg, at man ikke skal have lov til at bruge demokratiet til at tale direkte imod det.«

Meget precist.

Og her kolliderer socialdemokraten med de liberale som mener det er et tegn på liberalitet at man lar demokratiets fjender få herje frit.

Problemet har været at socialdemokraterne ikke har våget at tre i karakter. De har ikke våget at forsvare de verdier som de hylder.

Man har spurt: Koimmer socialdemokraterne til at vågne?

Hvis Frederiksen fortsætter langs samme kurs, er det håb.

Da trænger de hjelp, til at finde den rette balanse.

Sier hun ikke bare det indlysende?

Videregivelse af informationsmateriale, hvor der indgår vold, overgreb, mord og halshugninger er jo oplagt. Så vil der jo være nogle grænsetilfælde, og vi må have en faglig diskussion af, hvornår nok er nok. Jeg har det selv sådan, at når man opildner til overfald eller overgreb begået mod mindretal, ja, så er det kriminelle handlinger.«

Jeg er ikke ude i et skråsikkert forløb. Jeg kan bare konstatere, at nettet tager til i styrke. Og der er et materiale på nettet, der medvirker til radikalisering. Det bliver vi nødt til at forholde os til,« siger Mette Frederiksen og understreger, at Danmark har et særligt problem med tiltagende radikalisering.

Pressen skriger op for alt som har med sensur at gøre. Men Frederiksen er klog også her. Hun sier myndighederne skal kunne stenge en nettside, øjeblikkelig. Men at der skal være en ankeinstans.

Jeser Hvass spør så om også vanlig journalistikk kan rammes. Det er selvsagt ikke meningen. Men Frederiksen kunne svart at også pressen må tænke gennem hva de bringer. Til tider har de fungeret som formidlere av IS-propaganda.

Medierne må tænke gennem sit ansvar. Det har de hidtil ikke villet.

Det Frederiksen sier er at demokratierne befinder seg i en dødelig fare, og hun nøler ikke med at identifisere den.

Men vi ser ikke de samme problemer i Østeuropa. Når du kigger i Europa, så er der en sammenhæng mellem indvandringsmønstret og risikoen for radikalisering.«

»Radikalisering har jo med indvandring at gøre. Det er indiskutabelt. Du har jo ikke en terrorrisiko i Danmark i dag – ikke mig bekendt – som har at gøre med andet end radikaliserede islamister.

Så radikalisering har en relation til indvandringen?

»Ja, det har den. Og til manglende integration. Men det er vigtigt at slå fast, at vi har at gøre med et mindretal – så absolut.«

Hvass forsøger at minde Frederiksen om at hun er ved at gå udenom de optrukne rammer for hva man må si. Men Frederiksen er på en kurs hvor hun logisk må erkende at problemet opstår rundt kulturelle tradisjoner og en ureformeret religion.

Hun har taget udgangspunkt i empiri: Drabene for et år siden, alle de hundre som fulgte Omar el-Hussein til graven. Hva gør man?

Pressen avslørede at el-Hussein havde fået udvikle sig i forkert rætning. Kriminalomsorgen havde ikke grebet ind. Han hadde sonet med en jihadist i fængsel. Frederiksen må ha spurgt sig selv det logiske spørsmål: Hvor mange flere skal dø?

Hvor kommer deres tanker fra? Fra moskeer som den på Grimhøjvej og fra nettet.

Så gør demokratiet det det kan: Det handler. Det stenger nettstede og udviser imamene.

Det er ikke et øjeblik for tidlig.

Det er bare begyndelsen.

Hvis socialdemokraterne viser at de tør stå løbet ud, vil velgerne komme. De har lige begyndt.

Desværre ligger intervjvet bak betalingsmur.

Forsidebilledet: Dan Uzan. Ingen flere skal behøve at lide hans skæbne. Det mindste demokratiet kan gøre er aktivt å gribe ind mot dem der sprer had mot jøder.