Status ett år efter Krudttønden og Krystalgade er at Lars Vilks-komiteen må holde sin møder bak Christiansborg tykke murer, mens Hizb ut-Tahrir ikke trænger frygte noget når de holder møder eller t.o.g marsjerer i gaderne.

Demokratierne reagerer defensivt på terror. Det tør ikke en gang bruge de midler det har til rådighed til å fatte lovlige vedtak som sanksjonerer angrebene på vores samfund.

Grunden er at den bestemmende klasse ikke længer ved hva det her samfund handler om.

Dommene mot Mogens Camre og Otto Flemming Nielsen kom tæt på hinanden. De vitner begge om at påtalemagten nu anvendes til å sanksjonere hva man må si offentlig om islam, en religions om også er en ideologi, per definisjon. Loven anvendes for at muslimernes tro ikke må fornærmes. At rettsvæsenet dermed rettes mot en stor del av befolkningen synes ikke å affisere. Tvertimod. Det er hensigten. Hensigten er å avskrække befolkningen fra å si sin mening.

Den samme bevægelse sees over hele Vesten, men spesielt i Tyskland, hvor tysk protestantisme og totalitære erfaringer ser  ud til å spille med. Nå Angela Merkel finner en villig samarbejdspartner i Marc Zuckerberg, kan ønsker forvandles til virkelighed.

Men folk får gøre som man gjorde i den DDR-stat Merkel vokste op i: De må lære sig at tale i eufemismer. Når myndighederne anvender eufemismer – højreekstremisme, hadretorikk – for at skræmme befolkningen, må den del som ikke lar sig skræmme lave sin egen eufemismer. Man trænger ikke udtrykke sig grovkornet. Folk forstår udmærket godt hva det handler om. De der har et ubændig behov for å si grove ting vil få det svært. De får en stejl lærekurve. De som ikke vil lære kan heller ikke forvente at alternative nettsteder har tålmodighed med dem. Der står for meget på spil.

Nettet er det viktigste instrument folket har for demokrati og oplysning, vi kan ikke tillate at vi mister vores informationspladser fordi noen må demonstrere at de tør at si de værste ting.

Men sannheden skal vi sige. Den skal vi ikke gi bud på.

All kamp må føres med klogskap. Vi må appellere til borgernes selvinteresse og fornuft. Ønsker de at bo i et samfund hvor muslimer har særstatus? Hvor Hizb ut-Tahrir har grænselæs ytringsfrihed og bevegelsesfrihed, og Lars Vilks-komiteen må mødes i en fæstning? Som det blev sagt på det første møde på Christiansborg efter Krudttønden: Det her er et nederlag. Msn må ikke inbilde sig noget andet.

Denne uge har det været to møder med Lars Vilks på Christiansborg: Sidst lørsdag i regi av Fri Debat og igår Støttekomiteen.

At man kan mødes er en fin tin, men hvor man mødes er et udtrykk for nederlag.

Nederlaget blir enda større når man læser om resolusjonen som Kongressen i USA vedtok 17. desember 2015:  “Condemning violence, bigotry, and hateful rhetoric towards Muslims in the United States.” Den er endu ikke blevet lov, men er oversendt justiskomiteen i Representantenes Hus.

For å få en forestilling om hva der sker: USA opplevede 9/11 Pearl Harbour i hjertet av nasjonen, ikke på en fjern øy ude i Stillehavet. Ofrene var ikke militære, men sivile. I årene bagefter har USA udkæmpet to meget lange krige hvorav ett er i landet angrebet kom fra. Til en meget høj pris i blod og penge. I høst sjokkerede angrebet i San Bernardino amerikanerne. Ligevel kan Kongressen vedta en resolusjon som får ordet appeasement til at virke fattig.

For at man skal kæmpe må man vide hva man kæmper for. Hitler angreb fysisk. Demokratierne blev nødt for at forsvare sig. Dette angreb er meget mer alvorlig, fordi det foregår i vores egne samfund, og vi ved ikke længer hvem vi er.

Da hjelper det ikke med sikkerhedsstyrker og kontrollsystemer.

Når selv rettsvæsenet er angrebet, hvem er det vagterne beskytter?

Vi må avklare hvem “vi” er. Et hus som er i splid med sig selv kan ikke bestå.

Der findes en masse gode kræfter. De skal bare overbevises gennem fornuft til å forstå at de må gøre noget.

Og hjertet må være med.

Foto: Steen Raaschou