Jeg var for nylig i retten for at dække en højtprofileret sag med mange tiltalte, og der viste sig at være seks uniformerede betjente til at sørge for sikkerheden.

Da jeg ankom om morgenen, skulle jeg ransages med en håndholdt metaldetektor, og betjenten kørte den lidt halvhjertet rundt over forsiden af min overkrop. Den hylede i vilden sky, hvortil han bemærkede: ‘Uha, den er godt nok følsom, det må være alle lynlåsene.’

Hm. Mine lynlåse er af plastik (men skyderne er selvfølgelig af metal) – til gengæld havde jeg et nøglebundt i den ene lomme og en kuglepen af stål i den anden, og han fandt ingen af delene. Jeg tilbød at tage jakken af, så de kunne mærke den igennem, men det blev afslået. En anden betjent bad mig derefter undskyldende om at lukke tasken op, så han kunne kigge i den. Han ønskede dog ikke at se, om det nu også var briller, jeg havde i mit store brilleetui.

Sagen er selvfølgelig den helt naturlige, at betjentene har kastet ét blik på mig og konstateret, at jeg ikke udgør nogen fare, hvilket er fuldstændig sandt. Jeg går varmt ind for, at danske betjente bruger deres sunde fornuft og erfaring, sådan som de altid har gjort. Jeg går desuden ind for profiling.

Men der ér noget galt. Det mest tragiske eksempel er de to unge betjente, der stod foran synagogen sammen med Dan Uzan tidligt om morgenen den 15. februar 2015. De var ikke klar. Jeg er temmelig sikker på, at de troede, at det, der skulle ske, var sket ved Krudttønden om eftermiddagen, at gerningsmanden var på flugt, og at de kun stod ved synagogen for en sikkerheds skyld – at de, med andre ord, havde trukket en rutinemæssig røvtjans derude i kulden.

Jeg får næppe overvågningsfilmen fra synagogen at se, men hvis jeg kender mine lus på travet, stod de med hænderne dybt begravet i lommerne og sludrede hyggeligt, da Dan Uzan blev skudt i hovedet på klos hold. Det er nemt nok at være bagklog. Hele fortovet på den side af Krystalgade skulle have været spærret af. Med lidt større afstand ville de have haft mere varsel, og gerningsmanden ville have haft sværere ved at ramme, men der er ingen garanti for, at Dan Uzan ville leve i dag, hvis de havde været skarpere. Det må være ganske forfærdeligt for de pågældende betjente at skulle leve med tvivlen, og jeg håber, hele politistyrken tager den dyrt købte lærdom til sig.

Men for nu at vende tilbage til de betjente, der ‘ransagede’ mig i retten: Det er værd at understrege, at de jo havde ret – jeg er ikke farlig. Hvorfor brokke sig over en korrekt vurdering?

Fordi – når de står dér seks mand høj og har til opgave at ransage folk, skal de vel også gøre det ordentligt? Det viste sig senere, at betjentene antog, at jeg var journalist eller socialrådgiver. Hvad nu hvis de havde vidst, at jeg er det, aviserne plejer at kalde ‘højreekstremist’? Hvad nu hvis de havde vidst, at jeg ikke havde noget erhvervsmæssigt ærinde i retten? Hvad nu hvis betjentene havde vidst, at jeg ejer flere håndskydevåben?

Min pointe er, at verden har forandret sig. Vi står over for nogle typer af forbrydere og forbrydelser, vi ikke har stået over for længe. Folk handler på måder, vi ikke er vant til at tage højde for. Landets betjente skal naturligvis fortsat bruge deres fornuft og erfaring, men de er nødt til at lære at tænke bredere og tro på, at det usædvanlige og det usandsynlige kan ske.