I et længere interview i søndagens Jyllands-Posten, forklarer Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, at hun vil arbejde for at myndighederne kan lukke hjemmesider uden dommerkendelse. “Det er farligt, at man i dag kan sidde derhjemme med nedrullede persienner og gardiner og have adgang til en hel verden på den forkerte side af stregen.”, lyder det. “Vi har haft en meget liberal indstilling, men grundloven har ikke taget højde for radikalisering og islamisme”, pointerer hun blandt andet.

Forslaget retter sig konkret mod “online-indhold, der fremmer terrorisme og ekstremisme”, og er tydeligvis møntet på islam. Den værste konsekvens er terror, men det er ‘et tilsvarende stort problem’, at børn og unge vendes mod det samfund de selv er en del af. Konkret nævnes Grimhøjmoskéen, Hizb ut-Tahrir og Islamisk Stat. Hun erkender at radikalisering er svært at definere, og betragter det i øvrigt som ‘indiskutabelt’, at det også har noget med indvandring og integration at gøre.

Mette Frederiksen vil sætte en streg i sandet, men der er ingen grund til at klappe i hænderne. Hun vil løse et problem hun selv har været med til at skabe, og mere magt til staten er heller ikke løsningen denne gang. Inviterer man repræsentanter for mellemøstlig kultur til Danmark, så vil mellemøstlig kultur manifestere sig i Danmark. Drakoniske tiltag for at minimere problemet, giver måske jubel i fokusgruppen, men er ret beset ansvarsfralæggelse. Jødehadske kulturer har en tendens til hade jøder, uanset passets farve.

I sidste ende er multikultur et spørgsmål om magt. En kulturel stillingskrig. Dominér de andre, eller bliv domineret af dem. Det går lige akkurat nu, men styrkeforholdet vil selv med lukkede grænser ændre sig dramatisk de kommende årtier. Jo flere muslimer der agiterer imod det liberale demokrati, jo mere vil myndighederne finde sig i. Og omvendt. Hvis islam skaber ufred, så vil islams modstandere uværgeligt blive en del af myndighedernes løsningsmodel. Et presset statsapparat vil altid prioritere fred før frihed. I torsdags blev en mand dømt for at ytre et par banale sandheder om islam. Hvad er ulovligt om tyve år?

Hvis man betragter multikultur som et simpelt spørgsmål om magt, så giver det hele bedre mening. I 1843 var general Charles James Napier, Storbritanniens øverstbefalende i Indien. En hindu-delegation henvendte sig til ham, og forklarede at man måtte respektere den såkaldte ‘sati’, en lokal begravelsesskik, hvor enker brændes levende på mandens begravelsesbål. Napier svarede, at Storbritannien i så fald også havde traditioner der skulle holdes i hævd. Såsom at man hænger mænd, der brænder kvinder levende.

“He also put down the practice of suttees, which however was rare in Scinde, by a process entirely characteristic. For judging the real cause of these immolations to be the profit derived by the priests, and hearing of an intended burning, he made it known that he would stop the sacrifice.

The priests said it was a religious rite which must not be meddled with—that all nations had customs which should be respected and this was a very sacred one. The general affecting to be struck with the argument replied.

‘Be it so. This burning of widows is your custom; prepare the funeral pile. But my nation has also a custom. When men burn women alive we hang them, and confiscate all their property. My carpenters shall therefore erect gibbets on which to hang all concerned when the widow is consumed. Let us all act according to national customs’

No suttee took place then or afterwards.” (Sir William Francis Patrick Napier, History of General Sir Charles Napier’s Administration of Scinde: And Campaign in the Cutchee Hills, 1851, s. 35)