Riget fattes penge, og selvom regeringen så småt er gået i gang med at demontere velfærdsstaten, så har vi intet set endnu. Et rødt flertal ville gøre det samme – lidt forsinket måske, men helt det samme. Ekstra Bladet har talt med den 55-årige førtidspensionist Medina Vang Eriksen, der fremover vil få 12.000 mindre i boligstøtte om året, og ikke har råd til at flytte, som det så smukt blev formuleret.

Min favorit er dog DR Nyheder, der har talt med kontanthjælpsmodtager Sandra Voght Pedersen, der lige nu har 18.000 kroner om måneden efter skat, men står til at få 3.400 kroner mindre. Hun er forarget kan man forstå – Sandra: Enten må jeg flytte eller spare voldsomt.

“En af dem, der kan blive ramt hårdt er Sandra Voght Pedersen, som er på kontanthjælp på grund af sit helbred.

– Med kontanthjælp, boligsikring og børnepenge har jeg slag på tasken lige nu 18.000 om måneden efter skat. Men rent økonomisk går jeg 3.400 kroner ned om måneden, hvis de nye regler træder i kraft, forklarer hun. …

– Enten vil vi blive boende her, og så har vi ikke noget at gøre godt med. Ellers må vi se, om vi kan finde noget billigere at bo i, så vi kan få det til at hænge sammen økonomisk, forklarer hun.”

Det værste ved velfærdsstaten er ikke den høje skatteprocent for de arbejdende, men den systematiske umyndiggørelse af modtagerne. Sandra har mere efter skat end de fleste med fast arbejde, men er opvokset i en system der gør hendes privatøkonomi til et statslig projekt. Hvis man lærer folk at det er muligt at leve af andres penge, så er der mange med behovet – lidt ligesom Eddie murphy-karakteren i Bossen og Bumsen (Trading Places) fra 1983, der opdager at han kan stå på egne ben, da betjentene løfter ham op: “I have legs!?!.. I can walk”.

Sandra formår ikke at tænke udenfor boksen, og hun er ikke den eneste. Worst case scenario for resten af Danmark er vitterlig ikke at hun skal spare i det daglige, eller finde en billigere bolig.