Ugeposten Gribskov har de senere uge tæppebombet sine læsere med historier om Esbønderup asylcenter og vinkende venligboere, og sågar lagt redaktion til en indsamling af legetøj til centerets børn. Propagandaen blev lidt for tyk for folkepensionist Susanne Warman, der efter et langt liv som buschauffør, oplever at kommunen ikke har råd til at hjælpe danskere.

Lokalavisen gik i dialog med hende på Facebook, og fik så forhistorien. Det er interessant, for normalt så forsøger medier at adskille emnerne 100 procent. Når forskere agiterer for venstrefløjens dagsorden, så spilles der ofte på kompleksiteten i det hele, at virkeligheden ikke bare sådan kan sættes i bokse. Det Susanne Warman fortæller, er sådan set det samme. At det nye asylcenter, søsterens bolignød, og hendes personlige oplevelser som buschauffør, i sidste ende er sider af samme sag. Det drejer sig om levevilkårene for den gennemsnitlige dansker.

Fra Lokalavisen – ‘Såkaldte flygtninge får i hoved og bagdel – mens syge og svage danskere ingen hjælp får’

“Sammen med en del andre af Ugepostens facebook-venner, kommenterede Susanne i sidste uge artiklerne om de kommende asylansøgeres ankomst til Esbønderup. Oven i hinanden kom artiklerne om Røde Kors der opfordrede folk til at komme forbi onsdag middag, for at tage varmt imod de mange flygtningefamilier, og Ugepostens indsamling af læsernes legetøj til børnene i disse familier.

… Det blev for meget for Susanne og en del andre kritikere på Ugepostens facebook-side.

‘Jeg har en søster der virkelig er i akut bolignød. Gider Ugeposten hjælpe hende? Hun har ikke noget sted at bo, så det haster’, skrev Susanne Fick Warman i kommentarfeltet.

‘Hej Susanne. Jo, det vil vi da meget gerne hjælpe din søster med! Sig hvordan du og hun tænker, at vi kan hjælpe – så finder vi ud af noget. Men, by the way, hvad har det med dette opslag at gøre?’ spurgte Ugeposten retur.

‘At de såkaldte flygtninge får i hoved og bagdel, mens danske skattebetalende borgere bliver sat tilbage. Der er ingen der står og vifter med flag og klapsalver for os”, svarede Susanne prompte…’

Susanne Warman i citat.

“Jeg har da også altid været sød og forstående som en ‘venligboer’, men det er bare blevet skraldet af, lag for lag, efter alle disse oplevelser, samtidigt med at man ser utaknemmelighed og uacceptabel adfærd hos mange af dem der er kommet hertil af den ene eller den anden grund.”

“Jeg mener det jeg skriver. Jeg oplever, at der er fremmede mennesker der kommer hertil, som bliver taget i mod nærmest som helte, og samtidigt er der syge og svage danskere der ingen hjælp får. Dem er der ingen der taler om, eller tager sig af. Det gør ondt at se på.”

“Der er masser af mennesker som kommer til Danmark, som er flygtet fra krig og elendighed, og de skal da tages i mod og hjælpes. Selvfølgelig. Men vi burde da som minimum tage os af vores egne samtidigt. Bare samtidigt?!.”

“Byg dog barakker eller små lejeligheder til de svage danskere der trænger, samtidigt med at der bygges til flygtningene. Det kan da ikke være så svært. Og ja, jeg ved godt at det er hver sin pengekasse, som politikerne vil sige. Det ved jeg. Men i første omgang kommer pengene altså fra samme sted, nemlig skatteborgernes lommer.”

“Min storesøster på 69 år levede et helt normalt liv. Hun fik så en udposning på hjernen, og det har betydet, at hun har fået en mindre hjerneskade. Hun kan ikke holde styr på sit liv. Hun køber kattemad i stedet for at betale sine regninger… Hun blev sat på gaden 26. januar, da hun ikke mødte op i Fogedretten og et hav af ubetalte regninger. Og så bliver man smidt ud, sådan er reglerne. Samme dag forsøgte hun at begå selvmord. Hun blev indlagt på psykiatisk afdeling på Hillerød Sygehus, og nu er hun så overført til psykiatrisk behandling i Helsingør. Hun kommer ud om en uges tid, og vi aner ikke hvad vi skal stille op.”

“… Selvfølgelig kan man ikke slå alle over én kam. Når det er sagt, så må jeg bare sige, at jeg stort set aldrig har oplevet danskere være grimme ved mig på mit arbejde. Jo jo, nogle enkelte har da diskutteret eller lige snerret af mig, bevares. Men det har i 98 ud af 100 tilfælde været mænd med mellemøstlig eller indvandrerbaggrund. Det må jeg bare sige.”

“Der er blevet kastet mønter efter mig, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er blevet kaldt so eller luder og det der er værre. Det mest ydmygende jeg nogensinde har oplevet var, da en mand først havde kaldt mig luder fordi han skulle betale for billetten, og efter et par stoppesteder gik ud af bagdøren for at gå op til fordøren igen, gå ind efter de andre der steg på, stoppede, vendte sig om, trak bukserne ned, og slog en prut imod mig. Det er nok det mest ydmygende jeg har oplevet…”