Kort
Ole Hyltoft: Det er naturligt at være nationalsindet, det er ikke noget ‘specielt højreorienteret’
Kronik af forfatter Ole Hyltoft i dagens Jyllands-Posten – Er det ikke stuerent at være national?
“Det er blevet uanstændigt at holde af sit land. Ja, for mange kulturradikale er det at have nationalfølelse det samme som at være racist, fremmedhader og fascist. Når en kulturradikal lufter sådan en fordom, kommer jeg til at tænke på de stakkels indianere i Nordamerika. De red i døden for kærligheden til deres arvede land, bisonoksernes prærier. Deres våben var bue og pil. Og da vi, der ville have deres land, europæerne, havde mere effektive geværer, var indianerne dømt til at dø på grund af deres nationalfølelse. …
Da kong Christian X, danskhedens symbol, havde 70 års fødselsdag i 1940, kørte hans fødselsdagskortege gennem Ryesgade og andre ‘røde’ gader i København, og arbejderne hang ud af vinduerne og råbte hurra for deres konge. Der var hele gader, der ikke var stuerene.
Da mange venstreorienterede ved EU-afstemningen i 1972 stemte nej til, at vi meldte os ind i EU, og mente, at Danmark derved kom i fare for at gå under, var det med den nationale fane vejende. John Mogensen sang for hos nej-sigerne med sin malmfulde røst. Ordene var nationalistiske, så Valdemar Rørdam og Holger Drachmann kunne gå hjem og lægge sig…
At holde af den plet på Jorden, hvor man er født og båren og af det land, hvis sprog og historie man kender indefra, er jo ikke at se ned på andre lande eller at være specielt højreorienteret.
At vedkende sig som national vil blot sige, at man er sig bevidst om at høre til et bestemt sted, og at man har nogle af de egenskaber, der er knyttet til det sted. For danskerne er lighed og demokrati, humor og arbejdsomhed almindelige. Ikke at føle sig knyttet til det sted på Jorden og at være glad for det sted, det land, er lidt unaturligt.
Når det er bragt i vanry hos de venstreorienterede og kulturradikalerne at være national, skyldes det, at ideologien hos dem har taget overhånd over naturen. … national er noget, vi alle sammen er af natur.”
At være national kræver en nation, og nationer opstår så godt som altid, først når en given civilisation i grove træk, allerede har sat sig udover naturen eller ihvertfald naturtilstanden. Natur og stammefolk der er afhængige af et økosystem i naturlig balance, kan godt have hvad man kunne kalde politiske uenigheder med andre stammer, der alene relaterer sig deres respektive geografiske områder, men så længe den naturlige fødetilgang er stabil, vil stammerne blande sig på kryds og tværs af selv meget store geografiske skel. Naturfolks geografiske hjemmesteds følelse er selvfølgelig tilstede, men den står under nomade trangen så snart fødegrundlaget eller miljøet bliver for dårligt. Der findes naturfolk kulturer, der har været geografisk isoleret i tusinder af år, der pludselig bryder op, og bliver nomader der nok bevarer deres kulturelle traditioner, men de geografiske referencer vil som det første blive til mytedannelse. Det er lidt det samme man ser hos civilisationer der har sat sig udover naturtilstanden, når økologiske nedbrud eller krige tvinger en civilisation i knæ vil den i første omgang søge alliancer med andre civilisationer, men allerede her vil mytedannelsen om hedengangen storhed begynde. Problemet for det civiliserede menneske uanset udviklingsstadium er, at naturtilstanden er den dominerende, og naturtilstanden er på ingen måde statisk iforhold til fastboende eller nomadisk. Vi er biologiske væsener, og al menneskelig kultur, tradition og religion er biologiske biprodukter nøjagtig som en myretue er det, hverken mere eller mindre.