Stephen Yaxley, der i sommeren 2009 under navnet Tommy Robinson grundlagde English Defence League, var indtil 2013 anti-islamismens ukronede konge. En usleben diamant fra arbejderklassen, der trods sin fortid i og omkring hooligangruppen Luton Town MIGs, fremstår både veltalende og intelligent. Vi mødte krigeren på et hotel i København før lørdagens demonstration, og spurgte ind til verden ifølge Tommy Robinson.

Af Steen Raaschou, Snaphanen.dk & Kim Møller, Document.dk.

“It was the same when the EDL first started. I thought that if I ran once, I would run every week. People will chase you all the time, but once they know you’re not going to run, it’s a whole different mindset.” (‘Enemy of the State’, 2015, s. 58)

Tommy Robinson har givet sin bog titlen ‘Enemy of the State’, og han lægger ikke skjul på at stærke kræfter indenfor politiet og efterretningstjenesten har forsøgt at få ham knækket. Forsøget på at opbygge en politisk gadebevægelse, har haft sine omkostninger. Han er blevet bekæmpet på alle tænkelige måder, ikke mindst økonomisk. Mentalt kom han igennem, men ikke uden ar på sjælen.

Bogen handler til dels om de mange anholdelser, sigtelser og fængslinger. Særligt beskrivelsen af opholdene i Bedford-fængslet gør indtryk.

TR: De forsøgte at få mig til at holde mund i årevis. Jeg gør mig ingen illusioner. Målet var at få mig slået ihjel. Der kan ikke være andre forklaringer. Jeg har virkeligt forsøgt at finde en logisk forklaring. I det engelske fængselssystem, er det alment kendt, at radikale muslimske bander har kontrollen. Når jeg sættes i fængsel, skal jeg selvfølgelig ikke placeres i en fløj med dem. Sidst skulle jeg blot afsone otte dage, og de placerede mig med muslimer som havde fået domme på 28 og 30 år. De ved hvad de gør.

For at undgå at blive stukket ned med en tilspidset skruetrækker eller lignende, valgte han at søge konfrontationen, og få det overstået på egne præmisser. Hensigtet var at skabe så meget larm, at fangevogterne var nødt til at sætte ham i isolation. Han blev fortalt, at en mand der sad inde for mord planlagde et attentat mod ham.

TR: Jeg angreb en somalier, der planlagde at angribe mig med kogende sukkervand. Jeg gik til angreb på ham, for at forsvare mig selv. Jeg havde ikke andre alternativer.

Den rå opvækst i Luton (blandt andet med FC København-professionelle Kevin Foley), var med til at holde ham i live, og sidder stadig i ham, selvom han er blevet mere reflekterende med årene.

TR: Jeg er blevet ældre med EDL, og i dag er jeg 33 år, og har tre børn. Hvis vi vil tages seriøst, hvis vi vil have folk til at lytte til os, så må vi opføre os derefter. Jeg var vred, jeg var en af de frustrerede. Min kusine blev voldtaget, og jeg har oplevet følgevirkningerne af islam. Da jeg var 25 år kendte jeg ingen anden måde at udtrykke mig på.

Han taler hurtigt, og vender ofte tilbage til familien. Det var netop hensynet til familien der pressede ham ud af EDL. Et næsten Kafka’sk mareridt var ved at splitte dem ad.

TR: Ja, da jeg røg i fængsel, og forlod EDL, så tænkte jeg, at hvis ikke jeg har min familie, så er jeg helt færdig. Jeg har brug for min familie. Jeg har brug for at vide at min kone og børn er i sikkerhed, og har et stabilt liv.

Tænketanken Quilliam Foundation tilbød at sikre familien økonomisk, hvis blot han ville samarbejde med dem, og han valgte at forlade English Defence League. De brugte ham, men han brugte også dem. I dag er der intet samarbejde, og det har mest været et pr-stunt. Han er ikke ligefrem stolt af det, men fortryder alligevel ikke. Det var sidste udvej.

TR: Da jeg forlod English Defence League, betalte Quilliam Foundation min familie. Det havde jeg ikke behøvet at indrømme, for det ville de ikke have ud. Af den grund ser mange mig som en ‘sell out’. ‘Du tog penge fra muslimer’. Jeg er helt ude af Quilliam Foundation nu. Jeg brugte dem, og de brugte mig. Når jeg skriver min historie, så skal den være ærlig. Jeg fortalte sandheden om alle de dårlige ting, og der er en del, de fejl jeg har lavet, og hvorfor jeg tog de beslutninger jeg tog.

Hvor Tommy Robinson lyder som en blød familiefar, når han taler om børnene og viser en netop modtaget hilsen fra kvinden i hans liv, så er han anderledes kompromisløs og målrettet når vi taler om fremtiden. Han har store forventninger til Pegida UK.

Spørgsmålet om ikke han skulle gå ind i politik, affærdiger han kontant med UKIP som eksempel.

TR: I England går det ikke. UKIP fik fire millioner stemmer, har brugt 60 millioner pund, og de fik blot et sæde i parlamentet. Det politiske system modarbejder os, så vi må skabe en masse, så de politiske partier er nødt til at tage os seriøse.

Målet er at påvirke partierne indefra, og han understreger flere gange at hensigten ikke er at skabe endnu en højrefløjsorganisation. Islam rammer også middelklassen, og venstrefløjen går heller ikke fri. Det samme med hinduer, jøder og sikhere, som han anser for at være kampfæller. I bogen beskriver han blandt andet hvordan en flok Luton Town-hooligans korporligt smed ekstremister fra National Front ud af en pub, og EDL’s mangefarvede divisioner var måske nok en bekvem strategi, men ikke kun strategi. ‘Jeg voksede op med de her folk. De er mine venner’.

TR: Det behøver ikke at være en højrefløjsting, alle er bekymrede, alle. En af de grupper der demonstrerer med os i Frankrig den 6. februar er venstreorienteret. En venstrefløjsorganisation, der er bekymret over islam. Vi skal appellere til alle. I England har vi holdt møder med sikher, med hinduer, som alle siger, at de støtter os – at de er ombord. Vi forsøger at samle alle.

Den kvindelige skolelærer skal også kunne spejle sig i Pegida, fortæller han, og fremhæver For friheds Tania Groth, som et eksempel på en frontfigur der næsten er det modsatte af en vred hvid mand. Sympatisk og veltalende.

TR: Da jeg startede English Defence League, så skulle vi have haft en som Tania. Jeg havde ikke et ønske om at stå i front, for jeg kender min fortid, og ved jeg har lavet fejl, og jeg vidste at medierne ville slå mig i hovedet med det. Så vi skulle have haft en som Tania. Når man kæmper for sine holdninger, som vi gør, så bliver man angrebet. Man vil blive udsat for vold. Folk som er villige til at stå på mål for det, vil typisk ikke være en ung mor. For at nå mere almindelige mennesker, flertallet, så må man fremstå fredelig.

På spørgsmålet om ikke Pegida UK trods anstrengelserne alligevel løber ind i de samme problemer som English Defence League, pointerer han, at tiden er bedre, at han er blevet klogere, og stilen nu er mindre konfrontatorisk.

TR: Jeg ved, at det vi repræsenterer, appellerer til flertallet. De tør ikke sige noget. Jeg har hørt mange der siger, at jeg er enige i dit budskab, men jeg er ikke enige med ballade-skabende demonstranter. Ved sidste demonstration havde vi sat klistermærker over munden. Vi vil marchere i total stilhed. Passiv modstand. Fordi det har større effekt.

Han fortsætter.

TR: Når vi demonstrerer, så bliver det midt ude i ingenting. Vi holder os langt væk fra bymidten. Det er vi nødt til at gøre – vi gider ikke gadekampene. Hvis vi mødes i bymidten ender det med slåskampe, så vi tager vores tilhængere ud af byen.

Planen er at den nye Pegida-organisation lørdag den 6. februar skal afholde samtidige demonstrationer i 14 lande, herunder i Danmark. Det handler ikke kun om antallet, for selvom der kun deltager 50 eller 100 i den enkelte demonstration, så viser det en vilje til kamp. Han er overbevist om sommeren vil byde på store demonstrationer, og nogle skal jo gå forrest. Viljen har Tommy Robinson stadigvæk, selvom energien nu bruges mere konstruktivt.

Sagen er vigtigere end min person, fortæller han, og forklarer at Paul Weston er den rigtige mand til at lede organisationen i et klasseopdelt England. Weston taler et sprog der appellerer bredere, og uden bredde kommer vi aldrig videre. At han ikke har solgt ud, og stadig lever og ånder for sagen, levner han dog ingen tvivl om.

TR: Hvis nogen vil slå mig ihjel, så må de gøre det. Dem der gør det vil skade deres ideologi, og skabe mere modstandskraft end de nogensinde har set. Sådan har jeg det. Hvis jeg ikke troede det, så ville jeg ikke gøre det jeg gør. Jeg prøver at overbevise min kone om rationalet.

Overskriften på interviewet skulle have været ‘Sweet and tender hooligan’ efter The Smiths’ hit fra 1986, men det dækker ikke helt. For selvom Tommy Robinson passer fint på titlen, så dækker det ikke det politiske aspekt. For Robinson anno 2016 er det blodig alvor.

TR: English Defence League var også en social bevægelse. Det var sjovt. Men det burde ikke være sjovt. Det er alvor. Det er den alvorligste udfordring, vi nogensinde kommer til at stå overfor. Glem det sjove. Lad os være alvorlige. Vi er klar til at blive taget seriøst.