Det er i møte med det totalitære at vi enkeltmennesker får sjansen til at forstå at Europa har en annen arv som forstår mennesket på dets opprinnelige vilkår. Som fejlbarlige, syndefulle, elendige. Det er en realisme i dette syn, både på oss selv og historien som vi må orientere os mod, hvis vi skal ha håb om å bekæmpe den nye totalitarisme.

Kent Andersen satte fingeren på det avgørende punkt i sin kronikk: Forskelle skaber ikke fællesskab. Kommunismen og sosialismen godtar ikke mennesket som det er. De vil gøre om på det, oppdra det til noget bedre. Det har vist seg ikke å lykkes. Mennesket er, som filosofen Isaiah Berlin sier, et krogete, vredet stykke træ og det vil aldri lykkes nogen at rætte det ud.

De som forsøger det er fylt av noget som forvandles til vold og overgreb. Når disse ideer udmyntes til systemer kaller vi dem idologier, eller -ismer.

Den ideologi som truer os aller mest i dag, er islamismen. Men også multikulturalismen har dette til fælles med islam at den vil gøre om på mennesket. Den moralisme som den er opfodret på og som den påtvinger menneskene, er allerede ved å udløse en modreaktion. Mennesket stritter imod.

Men hvis reaktionen på islamisme og politisk korrekthed skal bli noget andet enn instinkt og følelser må menneskene vide og forstå hva de reagerer på.

Kristendommen er fundamentalt forskellig fra disse totalitære retninger. Når den ble Europas åndelige sentrum efter antikken, var det fordi det tok mennesket for hva det var: at være syndig vil si at være miserabel, elendig, at måtte stræbe. Aldri komme til målet, gli tilbage, martres av sygdom, ensomhed, svikte sine kære, komme til kort, kende seg utilstrækkelig.

Ikke idealet, men det konkrete menneske er det kristendommen tar højde for. Man kan gå til Kafka, til Camus og Dostojevskij og finde det samme: Vår elendighed, og likevel en storhed. Det er det som gør os til mennesker, og mennesker er ikke noget vi er, men noget vi bliver.

Denne tilkortkommenhed er forudsetning for alt menneskeliv, og forudsetning for all politik. Vores demokratiske system og våre verdier er bygget på menneskets fejlbarlighed.

Det har meget med vårt forhold til både islam og politisk korrekthed at gøre. Hvis vi ikke ved hvem vi er, vil vi heller ikke kunne delinere, gå opp grænsene for hva vi ikke ønsker, og hva vi vil sette livet ind for.

Det store med Danmark er at dette lille land formår å rykke frem og gå på en usynlig sti.

Som om store deler av folket ikke har mistet synet av sporene av det forgagne. Til dette trænger folk mennesker som kan formulere deres håb og længsler.

Denne kamp er ingen vanlig kamp. Det er ingen restituering av noget som var. Det er en alt-eller-intet-kamp.

Danmark, Norge, Sverige og Europa vil ikke kunne vinde over en ureformert islam hvis det ikke forstår forskellen på kristendommen/jødedom og dagens islam.

Den tid er forbi hvor vi kan unne oss den luksus det er at unnlate at tale om kristendommen fordi nogle kan bli stødt på manchetterne.

Jihad er en helt konkret bevægelse av en voldsom kraft. Hvis vi ikke har en tro som er like stærk vil vi også bli smadret av den.

Det agter vi ikke at finde os i.

La det være sagt: Det er ikke slik at folk skal omvendes. Den personlige tro er et personlig anliggende. Man kommer til et punkt, som er mødet med Kristus, og så må man gå alene. Men også dette mødet omkranses av et fællesskab.

Tro og fornuft. De to skal gå i hobe. Vi må vide når vi taler ratio og når vi taler tro.

Mer end noget andet er det gået op for mig at den islamske invasjon vil bevidstgøre os som europeere. Europa må finde sig selv.

I en krisetid blir man satt på prøve. Kun det bedste duger. Og det spesielle med kristendommen er at dette omfatter en sans for det svake, for det ufullkomne, for det tilsynelatende ubrukelige.

Derfor handler synet på det svage køn om noe langt mer enn synet på kvinder. Det handler om menneskebillede og gudsbillede.

Ordet synd er blitt belastet, noe man skammer seg over at ta i sin mund. Men det er dette som er kernen, at vi er syndere. Det er denne elendighed som er utgangspunktet for al stræben. Opover og udover.

Siden vi mener at Europa står midt i en eksistensiell kamp, vil Document på søndager holde døren åben for en mer åndelig samtale.