Forskelle skaber ikke fællesskab (publiceret med forfatterens tilladelse. Oversættelse: Kim Møller)

Den flerkulturelle ideologi er baseret på et underligt paradoks: At forskelle skaber fællesskabsfølelse. Og jo større kulturelle forskelle, desto større skal fællesskabsfølelsen blive – bare vi vænner os til hinanden og lære hinanden at kende. Det lyder som en aprilsnar, for det går jo på tværs af alt det de fleste foretrækker: At leve blandt det som er kendt og trygt og ligner os selv. Det er ligheder som skaber fællesskabsfølelse for langt de fleste af os.

Men det flerkulturelle samfundseksperiment er ikke på bygget på det vi ved er normal menneskelig adfærd eller fornuft. Det er bygget på ideologi. Og de som fremmer denne ideologi lader sig ikke på påvirke af fakta. De VIL at ideologien SKAL være sand, og leder med lys og lygte efter alt som kan støtte op om den. Og de er gode mennesker, som gør det med de bedste intentioner. (I modsætning til hvad de synes om mig…)

Bag det flerkulturelle samfundseksperiment ligger nemlig de samme gode værdier, som ligger bag den kommunistiske ideologi: Man ønsker bare at knytte mennesker sammen i et globalt fællesskab som skaber mindre krig, konflikt, modsætninger og uro, og skaber mere harmoni, fred, forbrødring på tværs af klasse, race, kultur og landegrænser. Det lyder jo besnærende? Hvad kan gå galt? Alle der er imod dette må jo være skør.

Men bag kommunismens gode intentioner ligger der noget meget farligt: Menneskeforagt. Kommunismen blev nemlig bygget på den grundholdning at man ikke bare var utilfreds med samfundet og samfundsindretningen – man var også utilfredds med mennesket, for det er mennesket som er ansvarlige for det samfund der havde fejlet. Det gennemsnitlige menneske var problemet for kommunisterne, da de var for egoistiske, individualistiske og frihedselskende. Derfor ville man forme og opdyrke en NY type mennesker som var bedre, mere kollektiv, mere lydig, og mindre individualistisk og ‘egotistisk’. For det fælles bedste. Og sådan opstod ‘korrektionsanstalter’ i Sovjetunionen, Kina og Cambodia. Institutioner hvor man kunne ‘opdrage’ alle der tænkte forkert. Dette er kommunismens væsen: Mennneskeforagt.

For det lader sig ikke gøre at ‘forandre’ mennesket uden at knuse det i processen.

Det er galskab. Opskriften på katastrofe. Mennesket er som det er, og det er formet af evolutionen til det vi er i dag. Heldigvis synes jeg. Desværre synes kommunisterne, der har forsøgt i 100 år i 100 lande, og har fejlet hver eneste gang. Og det galt af følgende grund: Hele ideologien er baseret på uholdbare præmisser. Og derfor er samtlige socialistiske samfundseksperimenter endt med mindre frihed, vold, terror, diktatur, fattigdom og dårlige villkår for den enkelte. Der manglede IKKE advarsler.

Kommunismen har altså totalt fejlet, forfærdelig rent empirisk. Derfor er den ikke let at markedsføre mere. Men for de mange som fortsat ikke er helt tilfredse med mennesket som det er, og fortsat ønsker sig et nyt idealsamfund baseret på forståelse, tolerance og kollektiv samhørighed, måtte en ny ideologi skabes og omfavnes.

Svaret blev flerkulturalisme. En samfundsform som skal gennemføres med de bedste intentioner og næste uangribelige moralske argumenter, men som altså er bygget på samme farlige grundholdning som kommunismen: Man er ikke helt tilfredse med menneskets natur. Derfor skal der bygges nye samfund hvor alle skal være venner, menneskene skal være bedrere, rarere, mere kollektive, bare de forstår intentionen og lære hinanden at kende. Vi må tilpasse os. Lære. Blive bedre.

Problemet er desværre at det ikke virker.

Det virker ikke over hele Europa. Og det virker kun midlertidigt i Norden, fordi man her er villige og ivrige efter at undskylde, bortforklare og bagatellisere problemer som værende ‘udfordringer’, og forsøge at kvæle, gå i struben på og tysse kritikere ned med mobning, hetz og mistænkeliggørelse. (Lyder dette bekendt, kære Østblok-dissident-veteraner?) Hvis man studererer flerkulturalisternes forklaringer på hvorfor europæiske lande har ‘udfordringer’, så er det IKKE fordi der er noget galt med projektet eller ideologien. Nej, nej: Problemerne er skabt af kritikerne. Negative kritikere med dårlige intentioner, som ødelægger og skaber uro. Som arbejder mod det, ikke med. Egoistiske ‘kontrarevoltionære’ som spreder had. Fascister. Racister (Læs: klassefjender). Sounds familiar?

Men grunden til at det flerkulturelle samfundseksperiment ikke virker er (desværre) slet ikke kritikerne, højrefløjen, FrP, Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterne, UKIP, Front National, Geert Wilders, racister eller andre ‘reaktionære elementer’. Grunden er, at ideologiens forudsætning er falsk. Forskelle skaber ikke fællesskab. Og kommer aldrig til at gøre det. Muslimer, kristne og andre kulturfællesskaber danner ikke enklaver fordi de føler sig hetzet eller truet. De gør det af samme grund, som vi mennesker altid har gjort det. Fællesskab gennem ligheder. Derfor er flerkultur dårlig politik som skaber dårlige resultater i Europa, og vil fortsætte med at skabe endnu dårligere resultater, hvis man fortsætter samfundseksperimentet. Akkurat som kommunismen.

Det er ikke intentionerne der er noget galt med. Ej heller kritikerne. Det er selve ideologien der er noget galt med. Og derfor findes der intet  europæisk land, der kan bruges som fyrtårn for den flerkulturelle succes. Det er et farligt samfundseksperiment, der vil skabe et dårligt samfund for alle, både indvandrere og de indfødte, både tilhængere og modstandere, bare de presser på længe nok. Akkurat som kommunismen. Her manglede der heller ikke advarsler.