Mads Holger blev aldrig en god partisoldat for De Konservative, og han er vel det nærmeste man kommer en egentlig dansk frikonservativ. Hans blog på Berlingske har den meget sigende titel Den sidste romantiker, og selvom sproget afskrækker en del, så er det ofte fornøjelig læsning, omend på en dyster baggrund. Her lidt fra et interview, offentliggjort på DR Online – Mads Holger: Vores identitet er tabt efter 50 års kulturvandalisme

“Selv er han begejstret for 1800-tallets første årtier, der har næret hans teologisk baggrund med Søren Kierkegaard og Grundtvig og inspireret ham personligt i en sådan grad, at han i mange år håbede og troede, at en guldalder kunne genopstå i det 21. århundrede.

– Det skyldes, at der mange paralleller mellem den periode og nutiden. Romantikken i Danmark udmærkede sig ved, at man fik en ny klasse, borgerskabet, der skulle skabe sin egen identitet. Folk kom til penge. Når det sker, så sker der traditionelt og historisk det, at de køber sig et klaver eller et flygel og lærer de deres datter at spille på det. Inden du så har set dig om, har du en Chopin og Beethoven. Det vil sige, at når folk kommer til penge, så omsætter det sig – men en vis inkubationstid – kulturelt. Det var min forhåbning, at det ville ske op igennem nullerne, hvor vi alle sammen havde så mange penge. Men jeg må jo desværre meddele, at det lader vente på sig. …

– Vores identitet er tabt efter 50 års kulturvandalisme, selvfornægtelse og oikofobi. Altså den her selvforagt og frygt for ens eget hus, som springer ud af kulturradikalismen og som fik et ekstra nøk under ungdomsoprøret. Jeg har længe sagt, at Danmark er splittet i to dele, og det oplevede jeg i særdeleshed som en ung mand i 1990’erne. Dem, der sidder på Politiken og tegner karikaturtegninger af Pia Kjærsgaard – eller nu; Inger Støjberg. Og på den anden side dem, der sidder på Jyllands Posten og tegner karikaturtegninger af Muhammed. Det vil sige, at vi definerer os selv negativt og altid i forhold til det, vi ikke kan lide. Men vi definerer sjældent os selv positivt og for det, vi godt kan lide.
Det er netop her, Mads Holger ville ønske, at der var et borgerskab, der kunne værne om det danske sprog, litteratur og historie og den identitet, som ifølge ham bliver nedbrudt af det todelte Danmark…

– Hvis du spørger til min forhåbning så vil den være, at man i stigende grad prioriterer sit eget. Jeg har brugt et udtryk i min seneste – vanvittigt udskældte – bog, hvor jeg skriver, at den danske befolkning er blevet som vestalinder, der sidder og våger nidkært i mørket, så ingen trænger ind til den hellige ild, men der er ingen, der har ofret opmærksomhed på, at ilden bag dem er gået ud.”