Blandt gæsterne i Vi ses hos Clement søndag aften, var Pia Olsen Dyhr, forkvinde for Socialistisk Folkeparti. Emnet var venstrefløjen efter Køln, og Olsen Dyhrs seneste udmelding om et problematisk kvindesyn blandt indvandrere. Hun startede offensivt med at proklamere, at Dansk Folkeparti var ‘helracistisk’, og pointerede, at det ikke drejede sig om islam, men derimod ‘udvalgte indvandrermiljøer’. Folk skal kunne med tørklæde uden at få bank, sagde hun pludselig, næsten ud af intet, og så var stilen ligesom lagt.

Clement Kjersgaard var dog velforberedt, og konfronterede hende med en række ældre Pia Kjærsgaard-citater, der til forveksling lignede hendes egen nyvundne erkendelse. Der var dog stor forskel, mente SF’eren, og pointerede flere gange af Dansk Folkeparti jo var racister. Hårdt presset, forklarede hun blandt andet at Pia Kjærsgaard og Søren Krarup var dømt for racisme. Ikke korrekt, og nok så mange henkastede kommentarer om andres fokus på ‘hudfarve’ øgede heller ikke ligefrem hendes troværdighed. Mandag aften trak hun i land på Facebook. For lidt for sent.

“I Clements fik jeg i aftes kaldt DF for helracister. Det var forkert af mig – af flere grunde. … Sandheden er, at jeg godt ved at vi alle – trods forskellige holdninger – dybest set alle ønsker at værne om Danmark og nogle kvaliteter ved Danmark. … Det hjælper ikke at kaste med smuds på andre og på dem, man er uenig med. Derfor beklager jeg det – og vil som nævnt bestræbe mig på, at dét ikke fremover skal være en del af min deltagelse i den offentlige debat.” (Pia Olsen Dyhr på Facebook, 18. januar 2016)

Hun sagde det naturligvis ikke direkte i udsendelsen, men problemet var, at selvom Dansk Folkeparti havde ret i diagnosen, så kunne deres løsninger ikke forenes med folkesocialistisk ideologi. Og ideologien er “… det der er afgørende for mig”. Politikere kan ikke tillade sig at italesætte et problem, uden at have en løsning klar, og derfor valgte venstrefløjen at lukke øjnene i en menneskealder. Tre citater.

… Dansk Folkeparti har jo ret i nogle af de ting de har været ude og kritisere, problemet er bare, at de løsninger, de svar de kommer med, slet ikke står mål med det jeg ønsker.

“Hun har ret i at vi skulle adressere de her kønsproblemer, men hun har ikke ret i de løsninger hun så kommer frem til. … Nu får du det nærmest til at høre som om jeg skal afhøres om Pia Kjærsgaard-citater, fordi så skal m jo også have følgevirkningen af det, hendes løsning er at vi skal lukke grænsen og have grænsebomme – min løsning er en anden, at vi ikke skal have et dem og os. Det er det der er afgørende for mig.”

“Jeg er bare meget imod at sige, at det her handler om religion, hudfarve eller etnicitet. … Det minder meget om hinanden, men jeg er bare meget imod at sige, at det her handler om religion, hudfarve eller etnicitet. Der er dele af et meget forstokket indvandrermiljø…”

Hun indledte debatten med at kalde Dansk Folkeparti for racister, fordi partiet problematiserede islam, og ikke kulturelle skikke mere generelt. Afslutningsvis erkendte hun dog, at man ikke sådan kan adskille kultur og religion, og hermed brast korthuset. Desuagtet – som Kjersgaard fint fik frem, så var løsningen for Socialistisk Folkeparti, mere humanisme, mere ordentlighed, mere af det samme. Dialog og museumsbesøg.

Clement Kjærsgaard, DR2: I tyve år har centrum/venstre brugt meget energi på at kritisere Pia Kjærsgaard, på at kritisere Dansk Folkeparti. Har det været forkert?

Pia Olsen Dyhr, SF: Nej, for jeg synes deres løsninger er forkerte, men jeg må sige at noget af analysen, den kan jeg da godt føle mig dækket ind af.

[…]

Clement Kjærsgaard: POD: … hvor ofte har partiet fra 1995 hvor partiet blev stiftet til i dag udtalt sig om race? … Hvor ofte har ledende medlemmer af Dansk Folkeparti udtalt sig om race?

POD: Det ved jeg ik’, Clement. … Jeg vil ikke anerkende, at det skal være på racistiske præmisser, når man har en diskussion om kultur.

CK: Så du fastholder – Dansk Folkeparti argumenterer på racistiske præmisser, men det gør du ikke?

POD: Nej, det gør jeg ikke.

[…]

CK: … og så er der nogle der vil sige. Det er der sandelig mange der har sagt i 30 år.

POD: Ja, og det er jeg så enig i.

CK: Nu!

POD: … Ja, fair nok ik’. Jeg har åbent sagt, at vi skal gøre op med den her berøringsangst og begynde at diskutere de her problemer…

CK: 30 år efter at alle andre begyndte at tale om præcis de samme problemer.

POD: Ja, men er det så ikke på tide.

CK: Hvis du mener det du siger nu… Hvis du har ret i, den diagnose… Siger du så ikke hermed også, at hvis jeres diagnose har været galt i 30 år, så bærer I og den her berøringsangst et meget alvorligt medansvar i de integrationsproblemer vi ser i dag.

POD: Joov, men så må jeg også erkende, at noget af det… og at det ikke kun er højrefløjens løsningsforslag der kan komme i spil. At man kan begynde at diskutere andre løsninger, som er både humanistiske og ordentlige.

[…]

CK: Hvordan vil du bryde den dør op. Hvordan vil du som politiker ændre vilkårene i den familie? …

POD: 1) Ved at diskutere det. Det ved jeg godt hører hippiesegmentet til, men jeg mener faktisk oplysning gør folk klogere.

CK: Det har vi gjort i 30 år Pia Olsen Dyhr! Vi har diskuteret det i 30 år. … I har ikke taget problemerne alvorlige i 30 år. I 30 år har i ikke vidst hvad i skulle gøre ved det. … Dit første punkt er at tale om det. … Og hvad hvis der er familier som afviser det her, og siger nej tak… Hvis de afviser den fremstrakte hånd, hvad så?

POD: Jeg tror faktisk langt de fleste vil tage imod den fremstrakte hånd.

CK… Hvis de ikke har taget imod de tilbud, ikke har lyttet til lærere og pædagoger i 30 år, Pia Olsen Dyhr – hvorfor skulle de så gøre det fordi du siger det?

POD: Vi skal have nogle håndtag? Hvad er det så læreren kan gøre…

CK: Hvad betyder håndtag? Hvad betyder muligheder?

POD: Det er blandt andet at når man laver læseplaner, og laver et forløb, så kommer man ud og ser nøgne mænd på Thorvaldsens Museum for eksempel. Det skal man deltage i for at være en del af det her hold. … Det er det der med at blive en del af dansk kultur og det danske kulturbillede. … Vi sætter nogle ressurcer af til…

CK: Det lyder som om du i den forgangne uge har diagnosticeret nogle kæmpestore samfundsudfordringer, og du har nogle løsninger er begrænser sig til museumsbesøg. … Hvis de nu afviser den fremstrakte hånd… hvad gør vi så?

POD: Så må vi gå andre veje.

CK: Hvad er det så?

POD: … Jeg tror vi kan komme rigtig langt med dialogens vej. Jeg tror faktisk på de sociale myndigheder. Jeg kan jo se det virker…

CK: Undskyld, men du siger at så skal vi prøve noget andet. Og så siger jeg – hvad andet skal vi prøve, så svarer du på det andet vi har set på. … Og du siger, at en opsøgende indsats vil virke. Ja, men er det ikke bare at sige, at vi skal videre af den vej vi har været på. Vi skal prøve flere af de samme løsninger, og flere af de samme forslag.

POD: Ja, og så skal vi…

CK: Så er det jo ikke nye forslag, det er ikke nye ideer. Du har lavet en diagnose, og løsningen er den samme, museumsbesøg og dialog.

[…]

CK: Du understregede før, at forskellen på Dansk Folkeparti og dig i dag, det er at de taler meget om religion, men du taler ikke om religion, men om kultur.

POD: Ja.

CK: Vil det være sådan, at hvis vi står her om seks måneder, og det gør vi sikkert, så vil du sige, at vi er blevet klogere. Før talte vi om kultur, nu skal vi også tale om religion.

POD: Jeg synes det hovedsageligt handler om kultur. Altså man kan jo ikke isolere kultur helt fra religion…