Nyt
Pernille Bramming om ydrestyrede muslimer: “Den enkelte lader sig tvinge… men man føler sig ikke ansvarlig”
Weekendavisens Pernille Bramming ved mere om islamisk kultur end de fleste, men selvom jeg nævner muslimske mænd i overskriften, så taler Bramming om arabiske lande, Tyrkiet, Iran og Afghanistan. Fællesnævneren er islam, hvis nogen skulle være i tvivl. Hvor vestlige lande fremmer den ønskelige adfærd med ‘guleroden’, så er ‘stokken’ fremherskende i ydrestyrede islamiske lande. Uden stok, ingen styring, hermed også sagt, at flere og flere muslimske mænd, vil erodere det åbne samfund indefra. Her lidt fra Brammings kommentar – Vi skal sætte grænser (midlertidigt link).
“… faktisk er det nødvendigt at være endnu mere tydelig, end man som dansker umiddelbart forestiller sig. Det skyldes en afgørende socialpsykologisk forskel, idet vi i Danmark er ‘indrestyret’, mens man i de arabiske lande såvel som Tyrkiet, Iran og Afghanistan er ‘ydrestyret’.
Vi lærer fra barnsben at styre os selv. Vi får at vide, at vi skal opføre os ordentligt af os selv, og hvis vi ikke opfører os ordentligt, så går det udover os selv. Det indebærer, at ‘frihed under ansvar’ er det styrende princip for vores gebærden.
I samfund, hvor man er ‘ydrestyret’, er det op til andre mennesker at sætte grænser. Generelt bliver grænserne sat inkonsekvent og arbitrært, først for det lille barn, som nogle gange får lov, andre gange smæk, og i kombination med det omfattende magtmisbrug, der finder sted i samfundet i alle sammenhænge, kunne man betegne det styrende princip som ‘underkastelse uden ansvar’:
Den enkelte lader sig tvinge til at gøre, hvad der bliver sagt, men man føler sig ikke ansvarlig, uagtet om det er i ens egen interesse eller ej. Bliver man ikke tvunget, lader man være, ligeledes uagtet om det er i ens egen interesse eller ej. Når det gælder kvinder, så skal man i de arabiske lande som mand meget ofte lige prøve – går den, så går den.
I den aktuelle situation med for eksempel flere hundrede enlige, mandlige asylansøgere i otte-mandstelte i en lejr i umiddelbar nærhed af Thisted betyder det, at myndighederne skal tale med meget store bogstaver, når de som annonceret vil informere asylansøgerne om kønsroller og seksualværdier og om, hvad grænsen er for ‘at prøve’.
Det betyder også, at piger og kvinder i Danmark skal ruste sig mentalt og fysisk til at forsvare sig mod verbale eller korporlige angreb i større omfang, end det har været tilfældet i en årrække. Det samme gælder drenge og unge mænd. Vi skal også indstille os på at yde hinanden mere beskyttelse.”
Vi skal “ruste os” og vi skal “yde hinanden beskyttelse” siger Pernille Bramming. Og det er vel omtrent så tæt på hun kan komme at sige, at muslimer er farlige, uden rent faktisk at sige det.
Falder det hende slet ikke ind, at lige netop hun er i en position, hvor hun ville kunne gøre en forskel ved at sige sandheden råt for usødet. Er det i grunden ikke også hendes job som journalist? Jeg har altid troet, at journalistik handlede om, at rapportere om verdens tilstand, men for de fleste journalister handler det åbenbart om at propagandere, og for de få som PB om at snige sandheden ud mellem alle de små løgne.
Journalistik forekommer mig at være en stinkende maddikebefængt mødding med sværmende fluer og halvt forrådnede levninger. Hvordan et relativt ærligt menneske som PB kan holde stanken ud, overgår min forstand.
Det hun siger er bare andre ord for, at de ikke har et civilsamfund med tillid og association til andre. Så den sociologiske basis for demokrati og retsstater er der ikke. De er ikke politiske flygtninge men kultur flygtninge.
Da vi har vilje, ikke kan og vil standse indvandringen fra de muslimske lande, så kan vi lige så godt, allerede nu, begynde tildækning af kvinder og piger.
En ‘indrestyret’ vestlig kultur versus en ‘ydrestyret’ muslimsk kultur er en interessant beskrivelse og forekommer sandt langt hen ad vejen. Men det menneskesyn, der ligger bag denne beskrivelse, er også interessant. Det. hun nærmest siger, er, at mennesket i grunden ikke er godt og heller ikke en tabula rasa, men skal have tillært eller påtvunget en styring, for ellers er dets natur en grænseløs ondskab. Jeg hælder snarere til, at de arabiske migranters brutale grænseløshed er tillært, dvs. en socialisering i den islamiske kultur, men denne opdragelse skaber et ustabilt samfund, herunder en voldtægtskultur, så ydrestyringen er en nødvendig undertrykkelse for at undgå ragnarok og sikre rimelig civiliseret fred. Denne evindelige snak om ‘fredens religion’ vidner netop om det modsatte. Eller med andre ord: Den tabuiserede religion islam er problemet. Det ”arabisk forår” var kendetegnet ved, at ydrestyringen bortfaldt eller blev svækket og straks gik det muslimske samfund i kaotisk opløsning. Det kunne de vestlige journalister ikke forstå, for de var opdraget i en vestlig kultur. Denne fejltagelse gentager vi over for de arabiske migranter, der opdraget helt anderledes, end vi kan forestille os. Med det som udgangspunkt, kan man forstå Pernille Brammings advarsel, at vi skal “ruste os” og vi skal “yde hinanden beskyttelse”. Men hvorfor i alverden har politikerne påført os denne alvorlige trussel imod vores hverdag i vores egne lande???