Femininister; drengene mod pigerne (af Drokles).

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. ‘Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet’ skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet ‘Kunne krænkelserne også ske i København?’ De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig ‘Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder’. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet ‘Kunne det ske i Danmark?’ at ‘Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund’, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme ‘de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere’ til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt ‘Er problemet arabiske mænds seksualitet?’ svarer han.

‘Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.’

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil ‘bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur’ og følger op med glimrende relativering.

‘Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.‘

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om ‘vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?’ svarer at det lyder som ‘under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne ‘…raped every german female from 8 to 80’. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side ‘ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt’, mens ‘vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet’ har mødt indvandrerne med ‘kvindagtighed’. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at ‘Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden’ er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, ‘en forskel i seksualitets- eller kønskultur’, og så ‘at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad’. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring.

‘I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.’

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen ‘har studeret teologi siden 2012’ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, ‘vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder’. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har ‘siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et’, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om ‘det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det’. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

‘Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.‘

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet ‘Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge’ er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev ‘ansvaret for overgreb…’. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet ‘Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?’ slutter med et direkte uansvarligt råd; ‘Der råber jeg højt NEJ’. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres ‘religion’, er igang med en rape-jihad ‘uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. ‘Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.’. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer ‘Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder’. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger.

‘Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.’

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler.

‘Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.’

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne ‘de her kræfter’ og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for ‘Vores mænd passer på os’. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, ‘hvor var de?’. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder ‘bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere’svarer hun.

‘Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan ‘asylansøgere’. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo ‘Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?’.’

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i ‘kulturchok’, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark.

‘Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.‘

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver ‘Det handler om kultur, ikke om tro’. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger ‘At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.’ når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om ‘… de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa’. Det er kvindesagen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er ‘et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?’ til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende.

‘Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.‘

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.