Byretten i Odense, uge 1.

Lad mig ile med at sige, at dommen var korrekt. Havde jeg været en af de to domsmænd, ville jeg også have plæderet for frifindelse. Det, domsmandsretten især lagde vægt på, var de få fysiske beviser. Der var ingen mærker på den sigtede, da han blev undersøgt af en retsmediciner halvandet døgn senere – hun havde altså ikke sat sig fysisk til modværge med nogen nævneværdig energi. Der var heller ingen mærker på den unge kvinde, der ikke lige så godt kunne skyldes almindelig sex – der var altså intet bevis på, at hun havde været udsat for fysisk overmagt.

Og derudover var det ord mod ord. De to parter havde haft et rent seksuelt forhold igennem nogle uger. De havde haft frivillig sex så sent som tre dage tidligere, og det gik først i løbet af den næste dag op for den unge kvinde, at hun egentlig var blevet voldtaget. Da hændelsen fandt sted på en elevgang på en højskole med andre elever i værelserne ved siden af og på den anden side af gangen, ville nogen have hørt hende, hvis hun råbte op.

Den unge kvinde fortalte selv i retten, at hun var en person, der havde svært ved at sætte grænser og sige fra. Hendes kontaktlærer beskrev hende som stille og tilbageholdende. Forholdet til den sigtede var præget af, at han var den mest opsøgende, og hun fortalte, at hun egentlig ikke ønskede at have et forhold til ham, men at hun gang på gang lod sig overtale til at have sex. Han, på sin side, ønskede et kæresteforhold, og var såret og krænket over, at hun ikke ville kendes ved ham i dagens timer. Han havde slået op et par gange, fordi hun ‘kun betragtede ham som pik’.
Det afgørende, som den sigtedes forsvarer fremhævede, er, om der er forsæt til voldtægt. Vidste den sigtede, at hun virkelig ikke ville denne gang? Og retten fandt altså, at hun formentlig ikke havde gjort det tydeligt nok til, at han kunne dømmes. Hun havde jo for eksempel mulighed for at tilkalde hjælp ved at råbe op, og det havde hun ikke benyttet sig af.

Jeg synes, vi kan lære meget af sagen: Efter min mening er den for begge parter ulykkelige sag udslag af kulturelle misforståelser. Når hun kun nølende gik med til sex og jævnligt virkede afvisende, opfattede han det som at ‘hun spillede kostbar’ – det var hans ord i retten. Han var oprigtigt intetanende om årsagen, da han næste dag blev bedt om at pakke sine ting og forlade skolen, og han antog, at det skyldtes hans druk og ringe engagement i undervisningen, som før var blevet påtalt. Og omvendt er den unge kvinde formentlig vant til, at man ikke behøver slå eller skrige for at blive taget alvorligt.

Hvis vi skal leve sammen – hvilken jeg ikke går ind for – må vi gøre os større umage med at sikre, at unge kvinder er klar over, at mænd fra stort set alle ikke-europæiske lande opfatter deres adfærd, seksualitet og rettigheder på en anden måde, end vestlige mænd gør.

Min redegørelse for sagen her er på ingen måde komplet – der kom mange andre ting om begge parter frem i retten – så lad venligst være med at overfortolke på enkeltheder.