Den organiserede feminisme hænger ideologisk set tæt sammen med den yderste venstrefløj. Et politisk segment for hvem nationale grænser er af det onde, og alle ville være lige og frie, hvis blot den onde hvide majoritetsmand, opgav sine nedarvede privilegier. Vi er langt fra den gennemsnitlige dansker, men toneangivende feminister har nem adgang til større medier, og værre – organisationer som Dansk Kvindesamfund og Kvinfo er mere eller mindre finansieret over skatten, den skat som betales af den kristne hvide mand. Og hans kone, forstås.

For danske feminister er det nemt at forholde sig til mandschauvinistiske indlæg på Facebook, indiske voldtægter eller mulige seksuelle overgreb begået i det amerikanske collegemiljø. Omvendt med sexkrænkelserne i Køln, der tydeliggør at masseindvandring fra islamiske lande, også vil ramme kvinderne. Arabisering af gaderummet vil ramme frisindede danske kvinder langt hårdere end hendes palæstinensiske søstre. Hun har ikke et beskyttende slør foran sig, eller en kampklar klan bag sig, blot en hvid iphone og en telefonsvarer hos det lokale politi, der i øvrigt er tørlagt for disponibel mandskab på grund af endnu farligere muslimer.

Ekstra Bladets Mads Kastrup hudfletter hykleriet – Sexoverfald i Köln – husk, at hvide mænd også er slemme

“Følgelig kan vi åbenbart ikke adressere Köln, med mindre vi adresserer alle voldtægter og alle sexchikanerier i hele verden på en gang. Vi kan heller ikke tale kvindeundertrykkelse i indvandrermiljøer, før vi medtager legetøjs indflydelse på hun- og hankøn, folkeskolens kønsstigmatisering samt kvindeundertrykkelsen i erhvervslivet og i samtalekøkkenerne op ad Strandvejen? For er alt dette måske ikke også et problem?

Faren ved den form for relativisering er naturligvis, at alt gøres vigtigt, hvormed intet er vigtigt. Men her er det faktisk værre endnu: Relativiseringen bruges her som redskab til at dække over en ubekvem sandhed i et ideologisk miljø. Det være sig det ubekvemme i visse arabiske og afrikanske mænds vanskelighed med at fatte vestlige frihedsrettigheder. Og visse ideologiske feministers problem med at fatte, at ikke al kvindeundertrykkelse bør anvendes til at oplæse hele krænkelseslisten fra Grevinde Danner hver gang for at undgå at beskæftige sig med nævnte problem.

Jo, det var opsigtsvækkende, hvad der hændte i Köln. Nej, hvide mænd dukker ikke op i hundredetal og forgriber sig på kvinder i Danmark eller Tyskland. Og ja, selvfølgelig er problemet større end Köln, men vi kommer bare ikke uden om at diskutere kultur. Hvor ubehageligt det end er.
Som den tyske filosof Immanuel Kant byder, skal hvert menneske behandles som mål ikke som middel. Ingen ideologi må sættes over individet, det gælder også feminismens dogmer.

Det tog fem dage for nyheden om det massive seksuelle overfald i Köln at nå danske medier. Ingen medier med korrespondenter i Tyskland bragte den. Men siden Ekstra Bladets kriminalreporter skrev den tirsdag, har alle været tvunget til at beskæftige sig med den.”