Gæsteskribent
Vesten må bestemme sig: Krig eller
Professor emeritus Mehdi Mozzafari, en av dem i Norden som vet mest om islamisme, sier Vesten må bestemme seg. Vesten kan ikke fortsette å være halvhjertet. Hvis man virkelig mener det er krig, slik Francois Hollande og Manuel Valls gjentatte ganger har sagt denne uken, ja så må man mene det. Da må man forstå rekkevidden og være villig til å gå hele distansen. Er Vesten det?
Mozzafari tviler. Det vil kreve store ofre i blod og penger. Det er nok å se på amerikanernes innstats i Irak: 5.500 døde og titusuner sårede og rundt 3.000 milliarder dollar. Amerikanerne trakk seg ut og mye av det de hadde bygget opp, raknet. Hvilke vestlige land vil være villig til å stå hele distansen når man ser på hvor dype konfliktene er og hvor store områder de omfatter?
Mozzafari savner store ledere som har visjoner og vilje, menn – eller kvinner – av typen Churchill – eller Thatcher. Han nevner ikke henne, men hun er den siste vestlige leder av format.
Vestlige ledere måtte innkalle til konferanser av typen Wienerkongressen eller Versaillesforhandlingene og bang some heads together, bestemme hvor skapet skal stå. Men Vesten gjør snarere det motsatte: Trekker seg ut. I det minste Obama. Med den paradoksale effekt av autokraten Putin fremstår som den frie verdens beskytter.
Hva er alternativet?
Hvis man ikke vil gå hele veien bør man trekke seg ut, sier Mozzafari. Da bør Midtøsten ordne opp selv.
Men det er et annet alternativ han ikke nevner: Måske står det ikke mellom krig og tilbaketrekning, men mellom krig eller underkastelse.
Han vet godt at det betyr millioner i migrantstrøm til et Europa som har pålagt seg selv å ta imot dem. Det vil destablisere Europa og øke risikoen for at Europa kan bli smittet av Midtøstens konflikter og kriger.
Europa har ikke bestemt seg. Det vil føre krig mot IS, men klarer ikke bli enige om å stenge grensene. Det må skje mer terror før befolkningen krever det.
Når det kommer til islamismen som fenomen har Mozzafari interessante synspunkter. Det handler ikke bare om IS. Det handler om at islamismen appellerer til muslimer ikke bare i Midtøsten, men også Europa. Derfor må Europa og Vesten være på vakt.
Han trekker sammenligninger med sosialisme og kommunisme. Også sosialister drømte om et klasseløst samfunn. På samme måte drømmer islamister om et sharia-samfunn.
Han advarer mot å undervurdere kraften i disse ideene:
”Hvis Islamisk Stat forsvinder i morgen, vil der dukke andre lige så rabiate grupper op. Hvis vi reducerer kampen til kun at handle om Islamisk Stat, begår vi en fejl. Problemet er, at politikerne fortaber sig i enkelt gruppe uden at komme med noget overordnet svar på, hvordan vi kan tackle de underliggende problemer,” siger Mehdi Mozaffari.
Under Muhammed-krisen i 2006 udgav Mehdi Mozaffari sammen med 12 førende franske og europæiske intellektuelle et manifest rettet mod den islamistiske totalitarisme. En totalitær tænkning, der ifølge Mehdi Mozaffari er den nye trussel mod vestlige demokratier, ligesom fascismen og nazismen var det i 1930’erne.
Mozaffari mener, at Vesten gang på gang undervurderer, hvor stærkt et tag islamismen, altså den politiske islam, har i muslimer ikke blot i Mellemøsten, men også i Danmark.
”Vi står over for en totalitær bevægelse med nogle af de samme rødder som kommunismen og fascismen. Der er forskel på islamisterne i Islamisk Stat og på Det Muslimske Broderskab, ligesom der engang var forskel på sovjetkommunister og de mere moderate såkaldte eurokommunister. Men essensen i islamismen er en totalitær tankegang.”
Han forklarer, at Islamisk Stats budskab om et kalifat har en stærk appel til en gruppe unge yderligtgående muslimer, på samme måde som idéen om det klasseløse samfund appellerede til unge kommunister i 1970’erne:
”I dag er idéen om kalifatet en utopi på samme måde, som 1970’ernes kommunister dyrkede idéen om det klasseløse samfund. Socialismen, Baath-partierne og den panarabiske idé er døde i Mellemøsten. Tilbage står islamismen som den mest potente ideologi.”
